VetRan

Det er skægt at se når drengen selv finder nogle sjove ting at lave - ting som vi ikke har vist ham (bevidst, ihvertfald).

Antons hat - den er Linus begyndt helt uopfordret at tage på hovedet og gå rundt med og han synes det er hylesjovt. Især når forældrene er flade af grin over ham.

Argh, jeg logger ind på Indblik i Venteliste dagligt i øjeblikket. Vi står henholdsvis nummer 5 og 8 i køen til to integrerede institutioner og pladsanvisningen har lovet os plads i det kommende skoleryk, som løber fra april-august. Men der altså også pænt forskel på april og august - særligt når Antons barsel stopper ved udgangen af marts.

Der må gerne ske noget snart, så vi ved hvad vi har at gøre med.

Jeg er meget imponeret over Barkas´ tolerance overfor Linus. Han har aldrig været en af den slags hunde, der elsker børn. Men han har på den anden side heller ikke haft så mange børn i sit liv. Min nevø, som er et år yngre end Barkas, er det barn han har kendt bedst og der har aldrig været problemer mellem dem. Men jeg har kunne mærke at Barkas blev usikker, når han har mødt andre børn - derfor siger jeg at han ikke er en børneelsker.

Jeg ved ikke om han ligefrem elsker Linus - men han har i den grad tilpasset sig livet med en tumling. Ultratolerant og storsindet, er Den Gamle Grå. Og han anerkender Linus som en del af flokken og kysser ham, når de har været adskilt. Så kærlig er han jo, min dejlige hund.

Linus har nu nået en alder, hvor han for alvor kan interagere med Barkas. Den der med at sende maden udover bordkanten til Barkas startede meget tidligt - men nu kan de rent faktisk lege “kaste legetøj” sammen. Linus synes det er hylende skægt og Barkas synes faktisk også det er ok, på trods af at han ikke altid anerkender Linus´ kast med legetøjet som rigtige kast.

Jeg gør fortsat en dyd ud af at Linus ikke må røre Barkas, når han ligger i sin hundeseng samt når han æder eller drikker. Omvendt kan Barkas ikke regne med at have helle, hvis han vælger at placere sig midt på tæppet hvor Linus leger eller op ad mine ben. På den måde bliver de vant til at tage hensyn til hinanden. Hensynet er også vigtigt når det handler om legetøj. Det sker uvægerligt at hundelegetøj forveksles med børnelegetøj og omvendt og selvom det som udgangspunkt skal forebygges er det vigtigt at undgå konflikter når det sker. Heldigvis er Barkas så vanvittig godmodig (plus godt opdraget på det punkt) at han ikke reagerer på at Linus tager hans legetøj. Indtil videre deler Linus også gladeligt ud af sine ting, men det kan jo ændre sig.

Jeg synes at det er en stor gave for Linus at vokse op med sådan en god hund. Jeg er sikker på at med tiden vil Linus omtale Barkas som sin bedste ven. Og så er jeg stolt over at min gamle hund, som jo også har sine bagsider, virkelig har vist sine absolut bedste sider i forbindelse med livet sammen med Linus.

Der ligger et videoklip her, hvor Linus og Barkas leger sammen (og der bliver grinet, gør der!).

Linus fik igår min gamle kurvestol fra min barndom. Den bragte stor lykke.

Han synes tydeligvis at det er herligt at have sin egen stol. Desværre har han hurtigt fundet ud af at bruge den til andet end at sidde. Den kan kures rundt og bruges som skammel! Det kan forældrene godt se nogle problemer ved.

Jeg vendte ryggen til et øjeblik - og vupti - dreng sad i sofa (som han endnu ikke selv kan kravle op i). Fra sofaen er der adgang til lysestager, vaser og andre børneuvenlige sager…enten må de væk eller også skal vi udvide mandsopdækningen  betragteligt.

Hvad værre er: Senere i køkkenet kommer drengen kurende med stolen, kravler op - og vupti - adgang til køkkenbord. Hmm!

Den stol skal vist underlægges visse restriktioner indtil videre.

Jeg ved ikke hvorfor - men jeg har altid drømt om sådan et 50´er-strutskørt. Den indre prinsesse skal vel have love at slå til en gang imellem og nu er det jo sådan at stort set lige udenfor min gadedør ligger den fedeste lille butik med 50´er-inspirede kjoler. Kjolerne var lidt for dyre - men et skørt (som godt nok heller ikke var helt billigt) - det skulle prinsessen eje. I retromintgrøn. Så syede jeg selv nederdelen dertil af noget stof jeg havde liggende - og vupti:

Outfittet vakte stor begejstring under lørdagens bytur med to veninder - især blandt ældre mænd, som slet ikke kunne skjule deres begejstring for gensynet med stilen.

På hæklefronten er jeg endelig blevet færdig med sjælevarmeren. Pyh, det tog sin tid - ikke mindst fordi at da den endelig blev færdig, var jeg ikke helt tilfreds, så der skulle lidt tilretning til. Men nu er den blevet topfin og jeg er rigtig glad for den:

Bemærk de små hænder nederst i billedet - men næhnej - mor har skam ikke tid til at tage dig op mens hun bliver fotograferet…

Apropos de små hænder, så er jeg gået i gang med at strikke en vest til Linus i noget restegarn fra min mormor. Jeg tror den bliver god, men det må I få se senere.

Julekalenderen tager ved gud sin tid - men det skrider da langsomt frem og nu er det ikke længere en “nisse i august”, men “to nisser og tre fugle i marts”:

Jeg er dog begyndt at tvivle på at jeg når det til 1. december i år (jeg har ikke engang nået en fjerdedel!) - men det er vel ikke værre end at det må udsættes til 2011 - og barnet kan vel for pokker glæde sig lidt over at se arbejdet forme sig i stedet for.

Kvadratroden fylder 1 år i dag.

Det føles længe siden vi var her:

Der sker virkelig noget med det følelsesmæssige bånd mellem Linus og mig i øjeblikket.

Jeg føler mig virkelig tæt på ham nu. Det har jeg selvfølgelig været hele tiden, men det er alligevel nogle ting, der gør at det er anderledes nu.

Dels vokser kærligheden jo med tiden, det er et faktum. Dels kan han nu selv udtrykke helt klart, at han har brug for mig og elsker mig. Det har han selvfølgelig kunne lige siden sine første vræl - men det er jo noget andet nu hvor det er så bevidst.

Han putter sig ind til mig. Han vil gerne sidde og hygge på skødet i længere tid og ormer sig ikke altid væk. Han krammer og kysser (med stor, åben, våd mund). Han vil ligge i arm om natten og han rækker armene op, når han ønsker at blive løftet. Han synes, at jeg er sjov - ikke mindst.

Han er kommet sig over den periode, hvor han hylede hver gang jeg gik ud med Barkas eller blot på toilettet. Det var ikke sjovt for Anton, for det omvendte gjorde sig ikke gældende og det var en pestilens for den barslende far hver gang jeg skulle gå om morgenen og fór gennem lejligheden og åbnede og lukkede døre.

Nu har Linus helt styr på konceptet med at jeg kommer igen og at det ikke er noget problem at jeg lige går ud på toilettet og lukker døren efter mig.

Efter seperationsangsten, kom en periode hvor kun mor duede. Kun jeg kunne lægge ham til at sove, kun jeg kunne trøste om natten og kun jeg duede i det hele taget - hvis jeg var til stede og han kunne vælge. Så længe Anton var alene med Linus, var der intet problem. Den periode tror jeg også vi er ovre igen, men jeg har også gjort mig umage med at tanke ham godt og grundigt op med en mor der er tilstede, så snart jeg er kommet hjem fra skole.

Det følelsesmæssige bånd bliver også tættere i takt med at man kan lege mere meningsfyldte lege med ham. Altså, så meningsfyldt det nu er at lege med ringpyramide og puttekasse ;-) Men der er så meget feedback nu, for han efterligner de ting vi viser ham. Både lyde, bevægelser og hvordan man leger med legetøjet. Han peger på billeder i bøger, bladrer frem og tilbage, han trækker sin Brio-hund gennem stuen, leger rigtig meget sine puttekasser og har i det hele taget en fremragende finmotorik. Han klapper, peger, vinker, giver high-five, tramper, klasker og siger bestemte lyde på kommando og han henter ting på kommando.

Det er fuld af sjov at tilbringe tid med ham i øjeblikket og ret svært ikke at knuselske den lille glade, dreng :-)

Grimt ser det ud, men det er helt og aldeles nødvendigt med en Linus Langfinger på spil.

Vi endte med to sikringer på skraldespanden, for den første kunne knægten åbne…den anden vendte vi omvendt og indtil videre er han ikke brudt ind. Men én ting kan man være sikker på - hører barnet lyden af en forbudt låge blive åbnet kommer han løbende fra den anden ende af stuen for at nå at være med i løjerne. Nogle gange er det PANIK-PANIK-BARNET KOMMER når man står og fumler med at få lukket opvaskemaskinen eller skraldespanden i en fart ;-)

…er det ikke unormalt at mærket i nakken ender under armen i stedet :-D

…at man kan ikke kan gå i kiosken efter chokolade, fordi man er alene hjemme med sovende barn?