VetRan

Det dér eksamenshejs i sidste uge, ik´? Det gik jo skidegodt. Obstetrik: Bestået (og ville gerne have haft en karakter, da det gik så fint, men bedømmelsen var nu engang bestået/ikke bestået) og Reproduktion: 10. Yihaa! Aldrig mere Holstebro - MEDMINDRE det er med langt hyggeligere formål for øje - fx. at besøge Anita igen ;-)

Jeg kom hjem fra eksamen i Jylland torsdag aften sent og fredag var der dømt splat. Hele weekenden var booket op med arbejde (som jeg var nødt til da jeg havde sagt en del vagter fra i eksamensperioden). I mandags startede mit næste kursus, Modul 2 på min differentiering i Biomedicin.

Jeg har glædet mig voldsomt meget til dette modul, men det holder slet, slet ikke at starte på et fuldtidskursus med et meget komplekst pensum 3 dage efter en helvedseksamensmåned. Så kursusopstarten er druknet i at overleve hverdagen, og det gør absolut intet godt for motivationen og engagementet at der ikke har været mulighed for at restituere det mindste efter sidste fag. Lortenye studieordning, som har fjernet mellemugen! At Anton har fået en dårlig arm og er halvsløj og at Linus er kampforkølet hjælper ikke yderligere. Jeg har været væk to dage nu fra skolen. Og det ærgrer mig. Og piner mig. Men det har ikke kunne hænge sammen på anden måde. Øv for en opstart!

Jeg trænger til ferie :-(

Det er jo nogle jævnt spøjse ting, man skal kunne demonstrere til mine to snarlige eksamener i henholdsvis Reproduktion og Obstetrik - sådan lige udover teorien.

At stikke hånden op i røven på en ko, for at mærke om den er drægtig eller ej (skal vi kunne diagnosticere fra 5. uge!) og hvor den er i sin cyklus (hvis den ikke er drægtig) er hvad det er. Men vi skal også kunne samle en kunstig hoppevagina, skære en død kalv i stykker med en savtråd inde i en model af en ko-livmoder, fortælle hvordan man spiller den af opsamler sæd fra en hanhund, mikroskopiere ornesæd og hvis man er rigtig (u?)heldig kan man såmænd også få lov at lave et vaskeægte kejsersnit på en vaskeægte ko med en vaskeægte kalv i maven.

Det er nogle ting, som er svære at øve sig på derhjemme.

På den ene side er det bare slet ikke i orden at skulle til Holstebro for at rode køer igen i morgen. 4 døgn væk hjemmefra. iPodden er opdateret med de nyeste billeder af Linus (og Barkas (og et enkelt af Anton)) og samvittigheden nager over at skulle forlade min søde, lille dreng så længe. Jeg gider ikke på slagteri igen og jeg får stress over at tiden går fra læsningen. Men øvelserne på slagteriet er omvendt essentielle for at gå til eksamen (men det er at få læst pensum jo også…)

På den anden side bliver det lidt rart bare at forlade skuden. Eksamensstressen er begyndt at melde sig og jeg synes ikke det er sjovt længere at være under pres. Det går udover de nærmeste (og især hvis de har den frækhed at stille krav til mig) og måske er de bedre tjent med at jeg befinder mig langt væk fra dem nogle dage. Jeg kan sove i fred, bliver ikke hylet ud af den når der er klynk og madlavningstidspres og aftenerne på vandrehjemmet kan jeg bruge til at læse i fred.

Jeg ved sgu ikke om jeg når at få styr på det teoretiske pensum. Jeg ved sgu ikke heller om jeg når at blive god nok til at diagnosticere drægtigheder. Jeg ved bare at jeg skal kæmpe til det sidste, for Reproduktion i fucking-lorte-Holstebro (undskyld, Anita - det er jo ikke byens skyld) er NOK en eksamen man ikke gider til to gange.

Der verserer en lille blogleg, som Mette startede. Og jeg er blevet tagget af iBaby - som viser sit køleskab frem her.

Reglerne er at man viser sit køleskab udefra, viser en udvalgt ting og fortæller historien herom og dernæst tagger 3 bloggere til at føre legen videre.

Vi fik nyt køleskab i går. Vi bor i en lejeforening, hvor de fleste havde oldgamle køleskabe, som larmede infernalt. Og et køleskab, der larmer er ekstra nederen, når man har stue og køkken i samme rum. Anton og jeg havde heldigvis held til at ødelægge vores larmekøleskab for par år siden, så vi havde fået et nyt, stille skab. For nylig besluttede man imidlertid at alle køleskabene i ejendommen skulle udskiftes - som sagt fordi størstedelen af dem var udslidte og larmede skrækkeligt. Vi sprang også på at få et nyt, for vi fik mulighed for at få udskiftet vores mellemstore køle/fryseskab med et kæmpestort køle/fryseskab og med barn i huset, er det temmelig rart med en stor fryserkapacitet.

Fryseren er nederst, køleskabet er øverst og på det gamle var det omvendt. Det betød at Linus var begyndt at åbne køleskabet, fordi han så ofte så at vi gjorde det Samtidig kom han stormende hver gang han hørte vi åbnede det og prøvede at hive mælk, juice og diverse ud. Jævnt belastende…

Det er rigtig dejligt at man nu kan åbne køleskabet uden at han kan komme til at pille i maden. Og fryseren har han ikke rigtig fanget, at man kan åbne og den uvidenhed satser vi på at bevare ham i længe endnu ;-)

Nå, men med det her nye køleskab betyder det også at der er blevet ryddet ud i al pynten og kun mine yndlingsmagneter har fået lov at overleve. Det er 62 små firkantede magneter i mosaikmønster i forskellige farvetoner. De er købt i museumsbutikken på Louisiana i Humlebæk - de skulle bare med hjem.

Det skifter lidt hvilke motiver, jeg laver med magneterne. Lige nu er det en frugt af en art. Til jul et juletræ. Til nytår fyrværkeri. Et træ, en hund eller bare et tilfældigt rodet mønster. De pirrer kreativiteten og fantasien og jeg elsker dem. Og mit nye madskab.

Jeg har ikke rigtig styr på hvem, der har været med allerede, så jeg tagger ikke nogen andre bloggere, men opfordrer til at man tager tråden op, hvis man har lyst til at flashe forsiden af sit køleskab.

Han var længe om det, men nu er den her. Den første tand. En stor, bred fortand i overmunden.

Vi har børstet tand og det gik fint. Og det har ikke virket som om han har været generet af frembruddet.

Og ja, det her er VIRKELIG et uinteressant babyindlæg, men jeg skriver det jo også for at jeg selv kan huske hvornår det skete :-)

Lige før jul begyndte Linus at gå selv - 9½ måned gammel. Præcis som sundhedsplejersken havde forudsagt ved 8-månedersundersøgelsen - de kan sgu noget, de damer.

Den nyerhvervede evne fordrede jo nogle rigtige sko udover de hjemmefutter, han har brugt hidtil indendøre. Dem fik han penge til i julegave og her efter nytår fik vi dem købt. Han har trænet lidt indendøre med dem først, da det var en stor tilvænning for ham pludselig at have sådan nogle tunge klodser på fødderne. I dag gik vi så ud med ham i gården med dem på. Jeg synes at det er lidt epokegørende - det her med at nu har vi et barn som ikke kun skal køres rundt og se den udendørs verden fra en vogn, men et barn som kan gå selv. Nu starter æraen med legepladser og den slags.

Han fik sig også nogle rigtig gode gyngeture i dag - af en eller anden grund også hans livs første, men de var utrolig populære. Og sneen fik han også smagt på, men den var så sandelig kold (og det kom åbenbart lidt bag på ham).

Der er også smidt et par videoklip ud på Flickr, hvor drengen demonstrerer skoene (tak, oldemor og oldefar!).

Det var første gang - og forhåbentlig sidste, fristes man til at sige, at jeg har set min kæreste med sort eyeliner. Skyllehårfarven var i øvrigt udsolgt - de havde kun den permanente tilbage - så håret har han skam glæde af endnu (det klæder ham såmænd også meget godt at få dækket de grå hår ;-)

Fin med briller og perler.

Man blev faktisk lidt intimideret når Morten kiggede på en med sit borende blik.

Du er også fin med hat, min skat.

Sort jul

Der var heldigvis ikke nogen kompromitterende billeder af mig selv fra pågældende julefrokost.

*host*

Det er ligesom de to tilstande min krop kan forholde sig til i øjeblikket.

5 - max. 6 timers intensiv læsning på biblioteket pr. dag er hvad jeg kan klare. Jeg bliver SÅ træt efterfølgende (og lidt undervejs) og undrer mig til stadighed over hvordan nogle af mine medstuderende kan sidde derinde fra tidlig morgen til sen aften og påstå at de får noget ud af det alle timerne. Jeg tager hjem, når jeg kan mærke, at den er ved at brænde sammen på øverste etage. Jeg kan ikke nå at lære mere end tiden efterlader mulighed for.

Og så skal jeg proppe i hovedet mens jeg sidder der med mine bøger og notater. Helst hele tiden. Det behøver ikke være usundt, men noget skal der altså køres ind. Helt klart at hjernen har brug for store mængder brændstof, for at klare at være koncentreret så længe, men der er vist også lidt tvangshandling ind over. Bare en smule. Så jeg har tasken fyldt  med gulerods- og agurkestave, termokande, vandflaske, rugbrødsmadder, chokolade og så meget gerne en kanelsnegl fra Emmerys. Med sådan en dejlig fætter kan man komme RÆDDI langt :-)

Vi har det dejligt.

Linus er overalt og har i knap to uger gået mere end han kravler. Han klapper kage på opfordring, rækker armene over hovedet når adspurgt hvor stor han er, han putter ting ind i hinanden og tager dem op igen, han forærer os (og Barkas) sit legetøj, han dør af grin, når vi leger fangeleg og er i det taget rigtig sjov, underholdende og en anelse udmattende i øjeblikket.

Jul og nytår var lige øjet med familiehygge, som man sætter helt anderledes pris på når man han sådan en lille entertainer med sig - men også voksenfester hvor Linus sov ude. Og vi nyder det sidstnævnte meget :-)

Jeg har ikke læst et ord siden jeg gik på juleferie, for Anton har puklet på sit arbejde både før og efter jul, så jeg har stillet bøgerne i bero og været mor på fuld tid. I morgen - selvom det er søndag - starter hverdagen. Jeg tager ind på biblioteket på universitetet og læser og det gør jeg hver dag i den kommende uge, hvor jeg stadig har juleferie. Derefter starter undervisningen, som kører helt op til mine to eksamener d. 26. og 28. januar. Og der skal også lige presses endnu et 3 døgns-ophold i Holstrebro ind inden eksamen. Januar bliver fuldstændig vanvittig - men ovenpå denne juleferie, er jeg nødt til at sætte alle sejl ind for at bestå de to fag, Reproduktion og Obstetrik.

Fik jeg sagt at Anton officielt er på barsel nu? Kan I høre både hans og mit jubelskrig!!!!??

Linus har i de første 9 måneder af sit liv været mirakuløst forskånet for sygdom.

Det måtte jo have en ende og i går, da han var kommet i seng, vågnede han kort efter med et akut og temmelig voldsomt sælhunde-hosteanfald. Han var ret åndedrætsbesværet. Jeg mente jo, at kunne huske noget om sælhunde og søløver i børnesygdomsbogen og alt passede på en prik på falsk strubehoste - og den har nemlig oftest et fredeligt forløb. Derfor var jeg helt rolig da jeg ringede til vagtlægen. Jeg var også helt rolig, da han efter at have lyttet til Linus´ vejrtrækning gennem telefonen, ikke tøvede med at sende en læge ud for at tjekke ham. Jeg var også helt rolig, da han sagde at vi skulle ringe 112 hvis der opstod den mindste forværring.

Det blev heldigvis ikke aktuelt. Den ordinerede kolde luft (jeg tror at Vesterbros samlede bestand af pingviner flyttede ind i vores stue i går aftes) og det at sidde op hjalp utrolig meget, og da lægen ankom, var han så frisk at han smilede da hun satte stetoskopet på hans bryst. Hun var ikke bekymret, bekræftede diagnosen og gentog at vi ikke skulle tøve med at ringe efter ambulance ved forværring.

Vi flyttede hans seng ind i vores soveværelse, for at kunne lytte efter ham. Det kunne vi dog have sparet os, for ganske hurtigt fandt vi ud af at han KUN kunne sove mellem os i dobbeltsengen stablet op med en pude og kun i intervaller af højst 3 kvarter før sælhunden gøede (og græd) løs igen. Det var rigtig hårdt for os alle. Jeg undrer mig over, at jeg efter en lang skoledag, stadig hænger sammen nu. Men vi har jo generelt fået vores nattesøvn i vid udstrækning siden han blev født, så vi har vist ikke rigtig kredit til at beklage os over en enkelt totalt elendig nat ;-)

Jeg synes, der er bedring. Han slimer stadig og hoster og er hæs. Han sover ikke så godt, men bedre end i går. Jeg regner naivt med en bedre nat i nat.

Det er så synd for ham. Og hans forældre. Men det er altså også en lille smule sødt med et sygt barn. For en gangs skyld gider han sidde helt stille på skødet af én og han kan falde i søvn i mine arme (har han aldrig kunne før - ikke engang som spæd). I eftermiddag lå jeg to timer sammen med ham inde i sengen - han sov i arm med mig og jeg fik ikke lukket et øje pga. den forvredne armstilling samt hans højlydte vejrtrækning. Men hyggeligt var det nu alligevel med den lille varme, tryghedssøgende bylt.