VetRan

Man skulle ikke tro det, men jeg er her endnu. Heromme bag skærmen. Nu med sommerferie og alt muligt.

Det kræver sin kvinde at have sommerferie. For jeg har mange jern i ilden. Heldigvis har vuggestuen da åbent, men i denne uge holder Linus nu ferie hjemme hos mig.

Specialet er startet op. Jeg skal lave et projekt i samarbejde med Leo-Pharma. Jeg knokler med projektbeskrivelsen, hvilket er lidt en udfordring med mange af mine kontakter på ferie. Men når jeg går i stå, har jeg bunkevis af teori jeg kan læse på. Hvem sagde at man skulle holde helt fri i ferien?

Og så sysler jeg for at nå at blive klar til loppemarked på Farum  Bytorv søndag d. 1 august. Jeg har allerede lavet en kassefuld hårbøjler - betrukket med stof og pyntet med flettede stjerner af målebånd. Jeg er en klovn som ikke har taget billeder af dem før jeg ekspederede dem videre til mine forældre i Farum. Så I må nøjes med et glimt af mit andet produkt - filtblomster syet på hårelastikker (og med tiden også limet på hårspænder)

Det skal nok blive interessant om der går nogle rotter i fælden.

Linus er en glad fidus, som udvikler sig med stormskridt i øjeblikket.

Her ovenfor sidder han på vores nye terasse - et afkrydset projekt, som var på to-do listen her i sommer.  Et andet projekt, som mangler afkrydsning endnu er en hovedrengøring af badeværelset. Det er bare ligesom om man ikke rigtig gider den slags beskæftigelser i 30 graders varme. Det bliver en drøj omgang, for vi har aldrig været så gode til at skrabe væggene og kalke fliserne af, men nu vil jeg have det helt i bund. Hvilket middel skal jeg bruge til et seriøst trængende badeværelse med fliser på alle vægge og gulvet?

Anton havde ferie i sidste uge og vi holdt tre kærestedage, hvor vi afleverede krapylet i vuggestuen. Det fortjente vi. Blandt var vi på vores årlige picnic. Med champagne, ganske som vi plejer. I år introducerede jeg Anton til Sydhavnstippen - et rekreativt område ude i Sydhavnen, som engang var losseplads. Jeg var godt stegt, da jeg hentede krapylet - håber ikke pædagogerne kunne lugte min bobleånde ;-)

Jeg har sagt mit studiejob op. Knap 6 år på Novo blev det til, men med en lille dreng nu passer arbejdstiderne mildest talt elendigt ind i familielivet. Så jeg tog endelig konsekvensen og har allerede fået et nyt job på fakultetets bibliotek med morgenvagter. Styr på tingene, er der såmænd.

Jeg fik mig en grim forskrækkelse i søndags.

Helt normal dag, Barkas havde været ude og gå som sædvanligt om eftermiddagen, spiste som normalt, intet unormalt. Søndag aften strejfer det mig et øjeblik, at det egentlig er mærkeligt at Barkas ikke selv havde været henne og bede om at komme ud på aftentur. Det plejer han nok at gøre. Kl. 21.15 beslutter jeg at det må være på tide med en aftentur og henter sko og snor. Barkas ligger bare på tæppet i stuen og kigger på mig. Jeg går ud i gangen og kalder på ham. Han bliver liggende. Dér ved jeg at den er HELT gal.

Han kan ikke rejse sig. Hele bagkroppen er sat ud af spil. Han klager sig ikke, men lider uden tvivl. Høj respiration, urolig, men kan kun ligge stille. Jeg ringede til skadestuen på universitetet (der hvor han normalt kommer) og dyrlægen sagde at det kunne være en blodprop. Jeg tænkte selv noget lignende men anede faktisk ikke mine levende råd (der er en grund til at jeg ikke skal være smådyrdyrlæge ;-). På skadestuen stod hun med en meget dårlig hund, så hvis vi tog derind ville hun ikke have meget tid til Barkas. Så vi tog på Københavns Dyrehospital i stedet for.

Eller det vil sige - først ventede vi en time på at mine forældre skulle komme - for hvordan skulle jeg lige selv bære 35 kg hund ud og ind af en taxa? - Anton blev jo nødt til at blive hjemme hos Linus. Mine forældre var så længe undervejs (det burde have taget en halv time) fordi der for FØRSTE GANG NOGENSINDE, som jeg kan huske i hvert fald ikke var strøm på bilen. Det sker aldrig for dem - men selvfølgelig når man akut skal bruge dem. Hurra for deres hjælpsomme genbo med startkabler!

På dyrehospitalet stillede dyrlægen diagnosen i løbet af nul komma fem. Akut, aseptisk ledbetændelse. En immunmedieret reaktion, som man ikke ved hvorfor opstår, men som nemt kan behandles med binyrebarkhormon og selvfølgelig smertestillende. Det var så ikke lige noget jeg selv var kommet i tanke om (og altså heller ikke dyrlæge nr.1 i telefonen), men det var jo en fantastisk nyhed, for pludselig var prognosen jo god! Jeg havde helt klart forventet det værste og var indstillet på at det måske var farvel.

Barkas blev natten over på hospitalet til behandling og overvågning. Da jeg hentede ham mandag eftermiddag, var han på benene, men noget svag i koderne, om jeg så må sige (faktisk var det haserne, der var angrebet). Siden mandag er det støt gået stille og roligt fremad, men han vil stadig kun gå korte ture. Han trækker mig hjem efter højst 5 minutter - så trods Fentanyl-plaster i 4 dage, som er meget kraftigt smertestillende, han har altså lidt ondt alligevel. Jeg trykkede ham forsigtigt på haserne i dag, og han ømmede sig - så jeg er da lidt spændt på hvordan det går når plasteret kommer af i morgen.

Lige nu er det vigtigste at han er her endnu og at han er glad igen.

Søndag aften - Barkas kan ikke rejse sig og vi venter på at mor og far skal komme med bilen

Stakkels vovse.

Mandag eftermiddag - på benene, men ikke godt gående. Piber uafbrudt, kan ikke finde ro, utilpas. Har brug for at blive nurset, men det er svært med en 1-årig i huset.

Installeret i den forbudte sofa, så man kan få mest mulig ro fra ivrigt klappende 1-årig.

Mere barrikade blev nødvendigt for at skærme mod den MEGET ivrige 1-årige. Barkas syntes absolut ikke om kærlige, buttede børnehænder i sin groggy tilstand, hvor han både var påvirket fysisk af den kraftige medicin samt psykisk over opholdet på hospitalet.

Mandag aften slog jeg sofaen ud til dobbeltseng og installerede både mig og Barkas på den. Først dér begyndte Barkas at slappe rigtig af og faldt endelig i søvn og den konstante piben, som vi havde hørt på siden han blev hentet tidligt på eftermiddagen stoppede langt om længe. Han sov som en sten tæt op af mig hele natten.

Glad og alert igen torsdag eftermiddag. Har problemer med at komme af med afføringen (sikkert pga. Fentanylen), men også det går den rigtige vej.

Pædagogen var så ked af det i dag, da Anton og jeg hentede Linus (sammen for en sjælden gangs skyld).

Der var et andet barn, der “var kommet for tæt på” og de havde ikke opdaget det før skaden nåede at ske to gange. To tydelige tandsætsmærker har Linus nu på hånden. Grunden til de voksne ikke opdagede det hurtigt, var fordi Linus ikke havde sagt en lyd! Han havde bare kigget med store, undrende øjne på bideren - og at dømme efter mærkerne er det altså lidt mere end blide nap!

I vuggestuen kan de ikke rigtig forstå at Linus aldrig græder eller brokker sig. De har, efter en måned, endnu ikke set ham græde. Hun spurgte helt bekymret i dag om han kunne græde derhjemme og det kunne vi helt sikkert berolige hende med at dét kan han skam sagtens. Men sjældent når han slår sig - det er oftere når tingene ikke går som han synes, fx. hvis jeg bruger den forkerte ske til grøden (!!!).

Så vi tænker bare at det handler om to ting. Dels skal han lige tilegne sig det sociale sprog - herunder at sige fra hvis nogen stjæler legetøjet, bider, driller osv. Han har jo ikke været særligt vant til andre børn før vuggestuen. Dels er han nok ret stille og rolig af natur og tager tingene ovenfra og ned. Når han er hos bedsteforældre går responsen altid på hvor problemløst det går og at han altid er glad. Dette kan meget nemt være anderledes herhjemme - især overfor mig, hvor han ikke sjældent lader følelserne få frit løb.

Jeg synes det er rigtig godt at de i vuggestuen er opmærksomme på, at han ikke skal blive sådan en der stiltiende finder sig i alt. Men det har jeg nu også svært ved at forestille mig.

Esther - Ildkatten, I ved, har givet mig en award. Nu er jeg ikke normalt én der leger så meget på bloggeraward-noderne, men når nu jeg i forvejen ikke er så aktiv her og næsten altid kun skriver om Linus i øjeblikket, var det da egentlig meget kærkomment og tiltrængt med lidt mig-mig-mig :-) Så tak, Esther!

Here goes:

Reglerne for denne award er som følger:

Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har modtaget den.

Tak og link den der har givet dig den.

Link til 7 andre og spred lidt glæde ved det.

Fortæl 7 ting om dig selv.

Altså, jeg ved godt at man brænder op i helvede hvis man bryder kæden, men jeg vover alligevel det ene øjenbryn og undlader at linke til 7 andre. Jeg er altså aldeles fantasiforladt på det punkt. Jeg vil i stedet opfordre til at man fortæller 7 ting om sig selv, hvis man har lyst og uanfægtet om man har fået awarden eller ej. Mit kommentarspor må gerne benyttes :-)

Nå, det var så de 7 ting:

1. Jeg er latent stresset fordi jeg ikke kan være en god nok mor samtidig med at jeg er en god nok studerende. Jeg vælger at være det første og dør så langsomt af stress over det sidste…(satme ufedt at det var det første punkt jeg kom i tanke om!)

2. Jeg havde to faglige guruer inden jeg startede på dyrlægestudiet. Den ene var min bachelorvejleder og den anden skal nu være min specialevejleder.

3. Mit sommerferieprojekt er at få lagt træfliser i haven og under altanen. Jeg håber virkelig, at det kommer til at ske, selvom det er et projekt af de større.

4. Vi skal stensikkert ikke have barn nummer to (hvis der kommer en to´er altså, intet er afgjort ;-) sålænge Barkas stadig er i live. Jeg synes, jeg har rigeligt at se til allerede nu med at optimere alle familiemedlemmers livskvalitet.

5. Jeg researcher AL kunst, som jeg oplever. Bøger, teater, film, gadekunst, udstillinger, tv om spændende emner eller mennesker, hvadsomhelst. Google er min bedste ven og jeg kan ikke slippe en kulturel oplevelse helt før jeg har udtømt alle lettilgængelige kilder.

6. Jeg er en af de omtalte danskere, som har et usandsynligt kærligt forhold til sin næsespray i perioder, men jeg kan altså godt finde ud af at tage en kold tyrker når forkølelsen er overstået.

7. Inderst inde ville jeg bare gerne være Skumring fra Elverfolket.

Nej, det er ikke mig der har stillet badedyrene ud på det udendørs gelænder.

Det var heller ikke mig, der smed grydelåget ud af vinduet. Eller bolden, der trillede ud på kørebanen. Eller Pokemonnøgleringsbundtet.

Men det var mig, der måtte bede en fremmed dame samle låget op, mig der måtte redde yndlingsbolden fra en krank skæbne og mig, der ikke havde opdaget at nøgleringene manglede i flere dage, før min mor opdagede dem en dag under vinduet.

Jeg siger bare: Godt vi bor i stuen! Ellers ville jeg på det bestemteste anbefale at benytte modstående fortov.

Pædagogerne siger, at Linus er det mest cool barn de har mødt. Nu er det hverdag - han har været i vuggestue i går og i dag fra 8.45-15.15. Det er så korte dage, som det kan lade sig gøre for os pt. Alle meldinger er positive - han hygger sig, spiser, sover, leger og er ikke spor ked af det.

Men så cool kan man selvfølgelig ikke ubetinget være når man bare er en lille trold på 14 måneder. I går og i dag har han reageret overfor mig. Det dér vuggestue var altså ikke bare noget vi besøgte for sjov i sidste uge - det var sandelig noget der vendte tilbage efter weekenden!

Anton afleverer om morgenen og jeg henter om eftermiddagen. I går da jeg hentede Linus, var han glad da jeg kom og pludrede hele vejen hjem - som om han fortalte mig om sine oplevelser. Ikke såsnart vi var indenfor døren (jeg mener - jakken nåede ikke engang at komme af), så brød helvede løs og jeg stod med et styks komplet umulig dreng resten af aftenen.

Så ville han op. Nej, så vred han sig og ville ned. Men nej, så ville han op igen. Så ville han have sut. Nej, så blev sutten kylet af HT. Så ville han kigge i en bog. Men nej, så var det absolut den forkerte bog. Så var han sulten. Men nej, så gad han da sandelig ikke spise….hyl og gråd og frustrationer i lange baner. Det hjalp da Anton kom hjem og jeg lagde mig ind i soveværelset for at dampe lidt af. Linus blev i vældig fint humør, så snart Anton overtog.

I morges gentog det samme sig. Hvis jeg var i syne - så var der gråd og hyl. Han ville kun være hos mig, men samtidig kunne jeg ikke trøste ham. Da jeg tog i skole, gik det over.

Da jeg hentede ham i dag i vuggestuen, fik han helt tilfældigt øje på mig gennem ruden ud til garderoben mens jeg tog blå futter på. Så startede sirenen. Ja, så opdagede pædagogerne da at han godt kan græde…Ingen verdens ting havde der været i vejen indtil det sekund han fik øje på mig. Vel hjemme igen (efter samme glade pludring på hjemvejen) puttede jeg med ham i dobbeltsengen - tænkte at det var dét han allermest havde brug for. Det nød han, men sove kunne der ikke være tale om. Det var som om, der var tankemylder bag den bløde pande.

Reageret bliver der og det ville da også være unaturligt andet. Jeg synes han er sej og selvsikker, at han kan kapere alt det nye mens det står på, men ser det som et godt sundhedstegn at han må overgive sig til følelserne, når han er genforenet med mig, som alt andet lige er det mest trygge i hans verden.

Lige nu sidder jeg bare med et dilemma. Den Moderne Forældres Dilemma^TM. I morgen kan jeg vælge at skippe histologi og hente ham kl. 14 lige efter hans middagslur. Eller jeg kan vælge at gå til histologiundervisningen, som har uendelig stor betydning for eksamen om en måned, og som det er praktisk talt umuligt at læse op på egen hånd. Jeg har SÅ meget brug for at komme til den undervisning - men det vil betyde at jeg først kan hente Linus kl. 16.15. Det er jo næsten ikke til at bære.

Endnu et eksempel på at det ikke nødvendigvis er så fleksibelt at være studerende og mor. På et job kan man flexe, afspadsere og holde feriefri - på et studie har man kun én chance for at være med til værdifuld undervisning.

Onsdag var det aftalen at jeg skulle hente Linus lidt i 11- dvs. lige før de skulle spise frokost. På det tidspunkt plejer han nemlig at være helt og aldeles grydeklar til at sove.

Da jeg kom, var maden kommet lidt tidligt og han havde virket frisk, så de var begyndt at give ham mad. Så sad han der glad og aldeles ikke søvnig og skovlede boller i karry i sig. Herligt! Efter maden ville han da bare ned og lege på gulvet og det gik der så en halv times tid med, hvor jeg bare sad på sidelinien og ventede på at han skulle gnide øjne. Han hyggede sig stort!

Så i dag, torsdag, hentede Anton ham først efter frokost og han (altså Linus) var i alt 3 timer i vuggestuen. Ingen problemer. Han har ikke klynket en eneste gang i løbet af de første fire dage og han laver spas med pædagogerne. I morgen skal han prøve at sove til middag der. Hvis det fortsætter i denne dur, har han allerede adapteret sin nye rytme med at sove senere end hidtil. Jeg er glad og lidt målløs over at vi har produceret et så selvstændigt barn. Jeg ved selvfølgelig godt at der kan komme en reaktion på alt det nye senere hen, men det er da alt andet lige en fantastisk begyndelse.

Og vi er SÅ glade for endelig at få ham ind i den hverdag, der skal kendetegne vores liv de næste år.

Anden dag gik også strygende. Linus var alene i vuggestuen i en time og den tid brugte han på at lege og udforske - og havde ikke været ked af det et eneste øjeblik. Det er herligt.

Hans sovetid ligger lige oveni vuggestuens frokosttid, så det skal med små nøk rykkes i den rigtige retning, så han vænner sig til at spise frokost før han sover og ikke som nu efter. Og så er jeg også lidt spændt på tilvænningen til at sove indendørs i en seng og ikke som nu udendørs i en barnevogn. De har en barnevogn, som kan bruges i overgangsfasen, men de har desværre ikke mulighed for stille børnene udenfor og sove.

I morgen er det min tur igen, hvor Linus skal møde inden kl. 9 så han kan være med til deres morgensamling med frugt og sang.