VetRan

Man skulle ikke tro det, men jeg er her endnu. Heromme bag skærmen. Nu med sommerferie og alt muligt.

Det kræver sin kvinde at have sommerferie. For jeg har mange jern i ilden. Heldigvis har vuggestuen da åbent, men i denne uge holder Linus nu ferie hjemme hos mig.

Specialet er startet op. Jeg skal lave et projekt i samarbejde med Leo-Pharma. Jeg knokler med projektbeskrivelsen, hvilket er lidt en udfordring med mange af mine kontakter på ferie. Men når jeg går i stå, har jeg bunkevis af teori jeg kan læse på. Hvem sagde at man skulle holde helt fri i ferien?

Og så sysler jeg for at nå at blive klar til loppemarked på Farum  Bytorv søndag d. 1 august. Jeg har allerede lavet en kassefuld hårbøjler - betrukket med stof og pyntet med flettede stjerner af målebånd. Jeg er en klovn som ikke har taget billeder af dem før jeg ekspederede dem videre til mine forældre i Farum. Så I må nøjes med et glimt af mit andet produkt - filtblomster syet på hårelastikker (og med tiden også limet på hårspænder)

Det skal nok blive interessant om der går nogle rotter i fælden.

Linus er en glad fidus, som udvikler sig med stormskridt i øjeblikket.

Her ovenfor sidder han på vores nye terasse - et afkrydset projekt, som var på to-do listen her i sommer.  Et andet projekt, som mangler afkrydsning endnu er en hovedrengøring af badeværelset. Det er bare ligesom om man ikke rigtig gider den slags beskæftigelser i 30 graders varme. Det bliver en drøj omgang, for vi har aldrig været så gode til at skrabe væggene og kalke fliserne af, men nu vil jeg have det helt i bund. Hvilket middel skal jeg bruge til et seriøst trængende badeværelse med fliser på alle vægge og gulvet?

Anton havde ferie i sidste uge og vi holdt tre kærestedage, hvor vi afleverede krapylet i vuggestuen. Det fortjente vi. Blandt var vi på vores årlige picnic. Med champagne, ganske som vi plejer. I år introducerede jeg Anton til Sydhavnstippen - et rekreativt område ude i Sydhavnen, som engang var losseplads. Jeg var godt stegt, da jeg hentede krapylet - håber ikke pædagogerne kunne lugte min bobleånde ;-)

Jeg har sagt mit studiejob op. Knap 6 år på Novo blev det til, men med en lille dreng nu passer arbejdstiderne mildest talt elendigt ind i familielivet. Så jeg tog endelig konsekvensen og har allerede fået et nyt job på fakultetets bibliotek med morgenvagter. Styr på tingene, er der såmænd.

Pædagogen var så ked af det i dag, da Anton og jeg hentede Linus (sammen for en sjælden gangs skyld).

Der var et andet barn, der “var kommet for tæt pÃ¥” og de havde ikke opdaget det før skaden nÃ¥ede at ske to gange. To tydelige tandsætsmærker har Linus nu pÃ¥ hÃ¥nden. Grunden til de voksne ikke opdagede det hurtigt, var fordi Linus ikke havde sagt en lyd! Han havde bare kigget med store, undrende øjne pÃ¥ bideren - og at dømme efter mærkerne er det altsÃ¥ lidt mere end blide nap!

I vuggestuen kan de ikke rigtig forstå at Linus aldrig græder eller brokker sig. De har, efter en måned, endnu ikke set ham græde. Hun spurgte helt bekymret i dag om han kunne græde derhjemme og det kunne vi helt sikkert berolige hende med at dét kan han skam sagtens. Men sjældent når han slår sig - det er oftere når tingene ikke går som han synes, fx. hvis jeg bruger den forkerte ske til grøden (!!!).

Så vi tænker bare at det handler om to ting. Dels skal han lige tilegne sig det sociale sprog - herunder at sige fra hvis nogen stjæler legetøjet, bider, driller osv. Han har jo ikke været særligt vant til andre børn før vuggestuen. Dels er han nok ret stille og rolig af natur og tager tingene ovenfra og ned. Når han er hos bedsteforældre går responsen altid på hvor problemløst det går og at han altid er glad. Dette kan meget nemt være anderledes herhjemme - især overfor mig, hvor han ikke sjældent lader følelserne få frit løb.

Jeg synes det er rigtig godt at de i vuggestuen er opmærksomme på, at han ikke skal blive sådan en der stiltiende finder sig i alt. Men det har jeg nu også svært ved at forestille mig.

Nej, det er ikke mig der har stillet badedyrene ud på det udendørs gelænder.

Det var heller ikke mig, der smed grydelåget ud af vinduet. Eller bolden, der trillede ud på kørebanen. Eller Pokemonnøgleringsbundtet.

Men det var mig, der måtte bede en fremmed dame samle låget op, mig der måtte redde yndlingsbolden fra en krank skæbne og mig, der ikke havde opdaget at nøgleringene manglede i flere dage, før min mor opdagede dem en dag under vinduet.

Jeg siger bare: Godt vi bor i stuen! Ellers ville jeg på det bestemteste anbefale at benytte modstående fortov.

Pædagogerne siger, at Linus er det mest cool barn de har mødt. Nu er det hverdag - han har været i vuggestue i går og i dag fra 8.45-15.15. Det er så korte dage, som det kan lade sig gøre for os pt. Alle meldinger er positive - han hygger sig, spiser, sover, leger og er ikke spor ked af det.

Men så cool kan man selvfølgelig ikke ubetinget være når man bare er en lille trold på 14 måneder. I går og i dag har han reageret overfor mig. Det dér vuggestue var altså ikke bare noget vi besøgte for sjov i sidste uge - det var sandelig noget der vendte tilbage efter weekenden!

Anton afleverer om morgenen og jeg henter om eftermiddagen. I går da jeg hentede Linus, var han glad da jeg kom og pludrede hele vejen hjem - som om han fortalte mig om sine oplevelser. Ikke såsnart vi var indenfor døren (jeg mener - jakken nåede ikke engang at komme af), så brød helvede løs og jeg stod med et styks komplet umulig dreng resten af aftenen.

SÃ¥ ville han op. Nej, sÃ¥ vred han sig og ville ned. Men nej, sÃ¥ ville han op igen. SÃ¥ ville han have sut. Nej, sÃ¥ blev sutten kylet af HT. SÃ¥ ville han kigge i en bog. Men nej, sÃ¥ var det absolut den forkerte bog. SÃ¥ var han sulten. Men nej, sÃ¥ gad han da sandelig ikke spise….hyl og grÃ¥d og frustrationer i lange baner. Det hjalp da Anton kom hjem og jeg lagde mig ind i soveværelset for at dampe lidt af. Linus blev i vældig fint humør, sÃ¥ snart Anton overtog.

I morges gentog det samme sig. Hvis jeg var i syne - så var der gråd og hyl. Han ville kun være hos mig, men samtidig kunne jeg ikke trøste ham. Da jeg tog i skole, gik det over.

Da jeg hentede ham i dag i vuggestuen, fik han helt tilfældigt øje pÃ¥ mig gennem ruden ud til garderoben mens jeg tog blÃ¥ futter pÃ¥. SÃ¥ startede sirenen. Ja, sÃ¥ opdagede pædagogerne da at han godt kan græde…Ingen verdens ting havde der været i vejen indtil det sekund han fik øje pÃ¥ mig. Vel hjemme igen (efter samme glade pludring pÃ¥ hjemvejen) puttede jeg med ham i dobbeltsengen - tænkte at det var dét han allermest havde brug for. Det nød han, men sove kunne der ikke være tale om. Det var som om, der var tankemylder bag den bløde pande.

Reageret bliver der og det ville da også være unaturligt andet. Jeg synes han er sej og selvsikker, at han kan kapere alt det nye mens det står på, men ser det som et godt sundhedstegn at han må overgive sig til følelserne, når han er genforenet med mig, som alt andet lige er det mest trygge i hans verden.

Lige nu sidder jeg bare med et dilemma. Den Moderne Forældres Dilemma^TM. I morgen kan jeg vælge at skippe histologi og hente ham kl. 14 lige efter hans middagslur. Eller jeg kan vælge at gå til histologiundervisningen, som har uendelig stor betydning for eksamen om en måned, og som det er praktisk talt umuligt at læse op på egen hånd. Jeg har SÅ meget brug for at komme til den undervisning - men det vil betyde at jeg først kan hente Linus kl. 16.15. Det er jo næsten ikke til at bære.

Endnu et eksempel på at det ikke nødvendigvis er så fleksibelt at være studerende og mor. På et job kan man flexe, afspadsere og holde feriefri - på et studie har man kun én chance for at være med til værdifuld undervisning.

Onsdag var det aftalen at jeg skulle hente Linus lidt i 11- dvs. lige før de skulle spise frokost. På det tidspunkt plejer han nemlig at være helt og aldeles grydeklar til at sove.

Da jeg kom, var maden kommet lidt tidligt og han havde virket frisk, så de var begyndt at give ham mad. Så sad han der glad og aldeles ikke søvnig og skovlede boller i karry i sig. Herligt! Efter maden ville han da bare ned og lege på gulvet og det gik der så en halv times tid med, hvor jeg bare sad på sidelinien og ventede på at han skulle gnide øjne. Han hyggede sig stort!

Så i dag, torsdag, hentede Anton ham først efter frokost og han (altså Linus) var i alt 3 timer i vuggestuen. Ingen problemer. Han har ikke klynket en eneste gang i løbet af de første fire dage og han laver spas med pædagogerne. I morgen skal han prøve at sove til middag der. Hvis det fortsætter i denne dur, har han allerede adapteret sin nye rytme med at sove senere end hidtil. Jeg er glad og lidt målløs over at vi har produceret et så selvstændigt barn. Jeg ved selvfølgelig godt at der kan komme en reaktion på alt det nye senere hen, men det er da alt andet lige en fantastisk begyndelse.

Og vi er SÅ glade for endelig at få ham ind i den hverdag, der skal kendetegne vores liv de næste år.

Anden dag gik også strygende. Linus var alene i vuggestuen i en time og den tid brugte han på at lege og udforske - og havde ikke været ked af det et eneste øjeblik. Det er herligt.

Hans sovetid ligger lige oveni vuggestuens frokosttid, så det skal med små nøk rykkes i den rigtige retning, så han vænner sig til at spise frokost før han sover og ikke som nu efter. Og så er jeg også lidt spændt på tilvænningen til at sove indendørs i en seng og ikke som nu udendørs i en barnevogn. De har en barnevogn, som kan bruges i overgangsfasen, men de har desværre ikke mulighed for stille børnene udenfor og sove.

I morgen er det min tur igen, hvor Linus skal møde inden kl. 9 så han kan være med til deres morgensamling med frugt og sang.

Så så man lige Linus have sit første besøg i vuggestuen (udover to rundvisninger på armen).

Og så så man lige drengen lege med pædagogen, spise banan, tage biler fra pigerne og kravle op på møblerne.

Alt sammen med store tænksomme og udforskende øjne. Ingen store smil, men heller ingen ked-af-det-hed. Han ville først op til mig, da vi havde været der halvanden time og han var ved at dejse om af træthed, fordi det var midt i hans normale sovetidspunkt. Jeg synes, han er en psykisk stærk lille gut.

Spændende bliver det selvfølgelig i morgen, hvor han skal prøve at være alene. Det er Anton der er på og de skal også prøve at spise frokost der.

Jeg har haft travlt med at supplere hans garderobe med sidste nødvendigheder samt skrive navn i tøj. Velkommen til institutionslivet!

Så fik jeg afsluttet det sidste indlæg med at skrive at det går fint med at være studerende og småbørnsmor. Og det gør det jo også sådan helt overordnet.

Men når folk siger at det er så fantastisk at få børn mens de studerer, så tror jeg helt ærligt ikke at de refererer til kandidatdelen af dyrlægeuddannelsen. Det er faktisk utrolig krævende at få det til at hænge sammen. Der er undervisning fuldtid, en del af det er obligatorisk, og den undervisning som ikke er obligatorisk er af en så høj kvalitet, at jeg ikke har lyst til at undvære. Desuden er det guld værd af hensyn til den eksamenslæsning, man aldrig har tid til, at have været til undervisningen.

Mens Anton var på barsel gik det ret udmærket. Dengang led Linus ikke nogen større afsavn, for han fik så meget forældretryghed generelt, at det ikke betød det helt store, når jeg trak mig ud af familien for at læse. Nu hvor Anton er på arbejde igen, er det svært og jeg mærker at Linus lider afsavn. Og jeg lider i allerhøjeste grad afsavn: dels ved at måtte lade Linus passe af flere forskellige og ofte, dels ved den utilfredsstillelse det er aldrig at have tid til at fordybe sig i sit pensum.

Vi har jo de pragtfulde bedsteforældre. 3 styk står på spring på skift til at hjælpe indtil Linus starter i vuggestue d. 3 maj. Det er en gave at have den hjælp og de er meget fleksible allesammen. Vi er meget priviligerede på det punkt og Linus elsker dem alle 3 højt og er altid glad i deres selskab.

Men det er altså hårdt for os allesammen alligevel. Efter en lille måned hvor Linus er blevet passet på skift i hverdagene og oven i købet også er blevet passet i nogle weekender af hensyn til at få vores jobs og eksamenslæsning til at gå op i en højere enhed, er jeg ved at være kørt træt af det. Jeg trænger til en fast hverdag, hvor vuggestuen er Linus´ faste holdepunkt udover hjemmet og hvor jeg kan være i mit eget hjem uden at føle at jeg er gæst i en dagpleje. Linus er også begyndt at trænge. Han trænger til at vide hvordan dagene former sig langt de fleste gange, fremfor at blive passet ude og hjemme på skift og af forskellige på skift.

Det har været den bedste løsning - og helt sikkert er det, at tætte, uerstattelige bånd er blevet knyttet mellem Linus og bedsteforældre, men vi skal være glade for at den midlertidige løsning snart kan ophøre. Det vil give mig ro, både på studieplan og morplan.

Jeg var til forældremøde i vuggestuen for halvanden uge siden. Jeg kan utrolig godt lide stedet og pædagogerne og glæder mig virkelig til det nye liv. Så er det bare om at krydse alt som krydses kan for at Linus også vil synes om det!