VetRan

Linus er nu halvandet år. Det er tiden hvor folk begynder at spørge om/hvornår der kommer en nummer to. Jeg kan godt se at det er tiden til så småt at begynde overvejelser om graviditet igen i fald man ønsker at komprimere småbørnsperioden. Eller blot ønsker at ens børn skal have optimal legeglæde af hinanden.

Men altså! Jeg er slet, slet ikke der. Og er langt fra sikker på, at jeg ender der. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg drømmer ikke om en børneflok. Eller blot to, for den sags skyld. Men jeg drømte selvfølgelig heller ikke om et enkelt barn i sin tid. Det var vist blot det biologiske ur, som tog beslutningen. Ikke dermed sagt at Linus ikke er et ønskebarn, for det er han jo. Planlagt og alt muligt - men ikke en årelang drøm.

Med hensyn til en nummer to er jeg splittet og er derfor blevet nødt til at opstille pros and cons. Det er ingen beslutning der behøver bliver taget nu eller foreløbig (for vi har IKKE lyst nu og så er det så nemt besluttet), men jeg har alligevel et behov for at nærme mig en afklaring - om ikke andet så for at give mig selv tid til at vænne mig til tanken om at vi måske bare skal holde ved én (dét er nemlig også lidt en underlig tanke!).

For:

• Jeg synes pÃ¥ mange mÃ¥der at børn fortjener en søskende. BÃ¥de i opvæksten og i voksenlivet.
• Jeg kunne godt tænke mig at fÃ¥ muligheden for at føde normalt.
• Det kunne ogsÃ¥ være meget sjovt at prøve at være gravid igen - det var egentligt meget hyggeligt.
• Det ville være dejligt at opleve en lille ny forfra, hvor man virkelig er til stede og kan nyde fra starten af.
• Samfundet har brug for at vi avler børn og vi har (eller fÃ¥r nÃ¥r jeg er færdiguddannet) ressourcerne til det.
• Linus har alle sine dage været et nemt barn og vi har haft nemt ved at blive forældre og vores parforhold har ikke lidt skade.
• Det kunne være sjovt at se om det kunne lykkes os at producere en pige til familien (selvom en dreng selvfølgelig vil være lige sÃ¥ velkommen).

Imod:

• Tanken om at der vil blive stjÃ¥let endnu mere mig-tid fra mig end der gør pÃ¥ nuværende tidspunkt, er næsten ubærlig.
• Tanken om at nÃ¥r Linus begynder at kunne mange ting selv, sÃ¥ starter det hele forfra med en ny, er næsten ubærlig.
• Vi vil blive nødt til at flytte (ikke lige i starten, men inden længe for vi kæmper i forvejen med pladsen, som det er nu).
• Jeg stÃ¥r kun lige pÃ¥ kanten til snart at starte min karriere, sÃ¥ der vil blive mere end rigeligt at se til de kommende Ã¥r.
• To børn = en familie, der larmer og fylder meget hvor end de gÃ¥r og stÃ¥r.
• Enebørn har mange kvaliteter og savner ikke nødvendigvis søskende.
• Jeg synes det er slemt nok at vores hjem bærer præg af smÃ¥børnslivet som det er nu

Umiddelbart står det lige. Men punkt 1 på Imod-listen fylder ekstremt meget, så vægtskålen har tendens til at tippe den vej. Jeg elsker at bruge tid med Linus, men jeg glæder mig så vanvittig meget til at han bliver stor nok at kunne underholde sig selv i højere grad og ikke behøver overvågning mere eller mindre konstant.

Og hvor står Anton så henne? Noget ala det samme som mig. I hvert fald har jeg lige fået sat en hormonspiral op, som holder 5 år. Den kan naturligvis tages ud tidligere, hvis man ønsker det.

Det er umuligt at vide hvad tiden og følelserne bringer med sig. Men hvis jeg skal lege spåkone og komme med kvalificerede bud på de to mest sandsynlige scenarier, så tror jeg enten at vi bibeholder tresomheden eller at vi får en efternøler når Linus er 7-9 år (og hvis det bliver det sidstnævnte scenarie, er det på en måde lidt plat ikke at få dem rap i stedet for, så de kan være tættere på hinanden og vi får overstået blehalløj osv. i en fart - men jeg tvivler bare på at lysten vil opstå mens Linus er lille og jeg nægter fandme at tage en fornuftsbeslutning på det punkt! Og så er det vist også slut med den parantes).

Pædagogerne siger, at Linus er det mest cool barn de har mødt. Nu er det hverdag - han har været i vuggestue i går og i dag fra 8.45-15.15. Det er så korte dage, som det kan lade sig gøre for os pt. Alle meldinger er positive - han hygger sig, spiser, sover, leger og er ikke spor ked af det.

Men så cool kan man selvfølgelig ikke ubetinget være når man bare er en lille trold på 14 måneder. I går og i dag har han reageret overfor mig. Det dér vuggestue var altså ikke bare noget vi besøgte for sjov i sidste uge - det var sandelig noget der vendte tilbage efter weekenden!

Anton afleverer om morgenen og jeg henter om eftermiddagen. I går da jeg hentede Linus, var han glad da jeg kom og pludrede hele vejen hjem - som om han fortalte mig om sine oplevelser. Ikke såsnart vi var indenfor døren (jeg mener - jakken nåede ikke engang at komme af), så brød helvede løs og jeg stod med et styks komplet umulig dreng resten af aftenen.

SÃ¥ ville han op. Nej, sÃ¥ vred han sig og ville ned. Men nej, sÃ¥ ville han op igen. SÃ¥ ville han have sut. Nej, sÃ¥ blev sutten kylet af HT. SÃ¥ ville han kigge i en bog. Men nej, sÃ¥ var det absolut den forkerte bog. SÃ¥ var han sulten. Men nej, sÃ¥ gad han da sandelig ikke spise….hyl og grÃ¥d og frustrationer i lange baner. Det hjalp da Anton kom hjem og jeg lagde mig ind i soveværelset for at dampe lidt af. Linus blev i vældig fint humør, sÃ¥ snart Anton overtog.

I morges gentog det samme sig. Hvis jeg var i syne - så var der gråd og hyl. Han ville kun være hos mig, men samtidig kunne jeg ikke trøste ham. Da jeg tog i skole, gik det over.

Da jeg hentede ham i dag i vuggestuen, fik han helt tilfældigt øje pÃ¥ mig gennem ruden ud til garderoben mens jeg tog blÃ¥ futter pÃ¥. SÃ¥ startede sirenen. Ja, sÃ¥ opdagede pædagogerne da at han godt kan græde…Ingen verdens ting havde der været i vejen indtil det sekund han fik øje pÃ¥ mig. Vel hjemme igen (efter samme glade pludring pÃ¥ hjemvejen) puttede jeg med ham i dobbeltsengen - tænkte at det var dét han allermest havde brug for. Det nød han, men sove kunne der ikke være tale om. Det var som om, der var tankemylder bag den bløde pande.

Reageret bliver der og det ville da også være unaturligt andet. Jeg synes han er sej og selvsikker, at han kan kapere alt det nye mens det står på, men ser det som et godt sundhedstegn at han må overgive sig til følelserne, når han er genforenet med mig, som alt andet lige er det mest trygge i hans verden.

Lige nu sidder jeg bare med et dilemma. Den Moderne Forældres Dilemma^TM. I morgen kan jeg vælge at skippe histologi og hente ham kl. 14 lige efter hans middagslur. Eller jeg kan vælge at gå til histologiundervisningen, som har uendelig stor betydning for eksamen om en måned, og som det er praktisk talt umuligt at læse op på egen hånd. Jeg har SÅ meget brug for at komme til den undervisning - men det vil betyde at jeg først kan hente Linus kl. 16.15. Det er jo næsten ikke til at bære.

Endnu et eksempel på at det ikke nødvendigvis er så fleksibelt at være studerende og mor. På et job kan man flexe, afspadsere og holde feriefri - på et studie har man kun én chance for at være med til værdifuld undervisning.

Det var jo planen at vi ikke ville snyde Linus for sit livs anden 1. maj i Fælledparken. Sidste år gik jo forrygende.

Men helt ærligt - familielavpraktikken sejrede denne gang. Vi havde brug for tage ud og se pÃ¥ klapvogn samt gøre diverse indkøb til Linus´ garderobe sÃ¥ han er klar til vuggestue. Vi havde brug for at fÃ¥ købt ind, sÃ¥ køleskabet ikke runger. Vi havde brug for at samle kræfter til og foretage en masse forberedelser til morgendagens heldagsudflugt til konfirmation i Ã…rhus. Sammenholdt med at 1. maj i Fælledparken med en 14 mÃ¥neders raketmotor bare slet ikke ville blive “høre taler/hygge pÃ¥ tæppe med venner” men derimod “løben efter raketten/forbande larmen nÃ¥r han skal sove”, sÃ¥ blev vi sgu bare familiekedelige.

SÃ¥ ingen kampdagsbilleder - men blot et hverdagssnapshot af Gule Fugl og Linus der spiser morgenmad.

Så fik jeg afsluttet det sidste indlæg med at skrive at det går fint med at være studerende og småbørnsmor. Og det gør det jo også sådan helt overordnet.

Men når folk siger at det er så fantastisk at få børn mens de studerer, så tror jeg helt ærligt ikke at de refererer til kandidatdelen af dyrlægeuddannelsen. Det er faktisk utrolig krævende at få det til at hænge sammen. Der er undervisning fuldtid, en del af det er obligatorisk, og den undervisning som ikke er obligatorisk er af en så høj kvalitet, at jeg ikke har lyst til at undvære. Desuden er det guld værd af hensyn til den eksamenslæsning, man aldrig har tid til, at have været til undervisningen.

Mens Anton var på barsel gik det ret udmærket. Dengang led Linus ikke nogen større afsavn, for han fik så meget forældretryghed generelt, at det ikke betød det helt store, når jeg trak mig ud af familien for at læse. Nu hvor Anton er på arbejde igen, er det svært og jeg mærker at Linus lider afsavn. Og jeg lider i allerhøjeste grad afsavn: dels ved at måtte lade Linus passe af flere forskellige og ofte, dels ved den utilfredsstillelse det er aldrig at have tid til at fordybe sig i sit pensum.

Vi har jo de pragtfulde bedsteforældre. 3 styk står på spring på skift til at hjælpe indtil Linus starter i vuggestue d. 3 maj. Det er en gave at have den hjælp og de er meget fleksible allesammen. Vi er meget priviligerede på det punkt og Linus elsker dem alle 3 højt og er altid glad i deres selskab.

Men det er altså hårdt for os allesammen alligevel. Efter en lille måned hvor Linus er blevet passet på skift i hverdagene og oven i købet også er blevet passet i nogle weekender af hensyn til at få vores jobs og eksamenslæsning til at gå op i en højere enhed, er jeg ved at være kørt træt af det. Jeg trænger til en fast hverdag, hvor vuggestuen er Linus´ faste holdepunkt udover hjemmet og hvor jeg kan være i mit eget hjem uden at føle at jeg er gæst i en dagpleje. Linus er også begyndt at trænge. Han trænger til at vide hvordan dagene former sig langt de fleste gange, fremfor at blive passet ude og hjemme på skift og af forskellige på skift.

Det har været den bedste løsning - og helt sikkert er det, at tætte, uerstattelige bånd er blevet knyttet mellem Linus og bedsteforældre, men vi skal være glade for at den midlertidige løsning snart kan ophøre. Det vil give mig ro, både på studieplan og morplan.

Jeg var til forældremøde i vuggestuen for halvanden uge siden. Jeg kan utrolig godt lide stedet og pædagogerne og glæder mig virkelig til det nye liv. Så er det bare om at krydse alt som krydses kan for at Linus også vil synes om det!

Verdens bedste brev kom i dag.

Linus har fået vuggestueplads i den institution vi ønskede os mest pr. 1. maj!!! Kun 2 måneder over behovsdato.

Anton starter på arbejde efter påske, og så hjælper bedsteforældrene til med pasning april ud. De første uger i maj må Anton og jeg få til at hænge sammen på en eller anden måde med at holde fri og tage ferie til indkøringen.

Statistikken i mødregruppen er nu at to af os har fÃ¥et plads pr. henholdsvis april og maj - de andre to har fÃ¥et at vide at de tidligst fÃ¥r en plads til juni. Endnu værre ser det ud for min bror og svigerinde pÃ¥ Østerbro. Deres dreng er 1½ mÃ¥ned ældre end Linus, de havde behovsdato flere mÃ¥neder før os og de fÃ¥r tidligst en plads til juni! Til den tid er Lille Fætter 16-17 mdr. Den er altsÃ¥ helt gal i Københavns Kommune…

Men nu er vi i det mindste glade herhjemme.

Argh, jeg logger ind på Indblik i Venteliste dagligt i øjeblikket. Vi står henholdsvis nummer 5 og 8 i køen til to integrerede institutioner og pladsanvisningen har lovet os plads i det kommende skoleryk, som løber fra april-august. Men der altså også pænt forskel på april og august - særligt når Antons barsel stopper ved udgangen af marts.

Der må gerne ske noget snart, så vi ved hvad vi har at gøre med.

Linus fik igår min gamle kurvestol fra min barndom. Den bragte stor lykke.

Han synes tydeligvis at det er herligt at have sin egen stol. Desværre har han hurtigt fundet ud af at bruge den til andet end at sidde. Den kan kures rundt og bruges som skammel! Det kan forældrene godt se nogle problemer ved.

Jeg vendte ryggen til et øjeblik - og vupti - dreng sad i sofa (som han endnu ikke selv kan kravle op i). Fra sofaen er der adgang til lysestager, vaser og andre børneuvenlige sager…enten mÃ¥ de væk eller ogsÃ¥ skal vi udvide mandsopdækningen  betragteligt.

Hvad værre er: Senere i køkkenet kommer drengen kurende med stolen, kravler op - og vupti - adgang til køkkenbord. Hmm!

Den stol skal vist underlægges visse restriktioner indtil videre.

Der sker virkelig noget med det følelsesmæssige bånd mellem Linus og mig i øjeblikket.

Jeg føler mig virkelig tæt på ham nu. Det har jeg selvfølgelig været hele tiden, men det er alligevel nogle ting, der gør at det er anderledes nu.

Dels vokser kærligheden jo med tiden, det er et faktum. Dels kan han nu selv udtrykke helt klart, at han har brug for mig og elsker mig. Det har han selvfølgelig kunne lige siden sine første vræl - men det er jo noget andet nu hvor det er så bevidst.

Han putter sig ind til mig. Han vil gerne sidde og hygge på skødet i længere tid og ormer sig ikke altid væk. Han krammer og kysser (med stor, åben, våd mund). Han vil ligge i arm om natten og han rækker armene op, når han ønsker at blive løftet. Han synes, at jeg er sjov - ikke mindst.

Han er kommet sig over den periode, hvor han hylede hver gang jeg gik ud med Barkas eller blot på toilettet. Det var ikke sjovt for Anton, for det omvendte gjorde sig ikke gældende og det var en pestilens for den barslende far hver gang jeg skulle gå om morgenen og fór gennem lejligheden og åbnede og lukkede døre.

Nu har Linus helt styr på konceptet med at jeg kommer igen og at det ikke er noget problem at jeg lige går ud på toilettet og lukker døren efter mig.

Efter seperationsangsten, kom en periode hvor kun mor duede. Kun jeg kunne lægge ham til at sove, kun jeg kunne trøste om natten og kun jeg duede i det hele taget - hvis jeg var til stede og han kunne vælge. Så længe Anton var alene med Linus, var der intet problem. Den periode tror jeg også vi er ovre igen, men jeg har også gjort mig umage med at tanke ham godt og grundigt op med en mor der er tilstede, så snart jeg er kommet hjem fra skole.

Det følelsesmæssige bånd bliver også tættere i takt med at man kan lege mere meningsfyldte lege med ham. Altså, så meningsfyldt det nu er at lege med ringpyramide og puttekasse ;-) Men der er så meget feedback nu, for han efterligner de ting vi viser ham. Både lyde, bevægelser og hvordan man leger med legetøjet. Han peger på billeder i bøger, bladrer frem og tilbage, han trækker sin Brio-hund gennem stuen, leger rigtig meget sine puttekasser og har i det hele taget en fremragende finmotorik. Han klapper, peger, vinker, giver high-five, tramper, klasker og siger bestemte lyde på kommando og han henter ting på kommando.

Det er fuld af sjov at tilbringe tid med ham i øjeblikket og ret svært ikke at knuselske den lille glade, dreng :-)

Det er en dødsyg blog, jeg har mig for tiden.

Men jeg er holdt op med at være ærgelig over det. For som Madambat har skrevet i en kommentar, som faktisk faldt på et tørt sted, så styrer jeg jo hamrende hårdt på de vigtigste fronter - familie og studie. Jeg kunne sagtens finde tid om aftenen til at blogge og svare mails, men sandheden er at jeg ikke gider. Jeg får så rigelig omverden alene ved at gå i skole og på arbejde, så når jeg er hjemme, slukker hjernen ned for det meste af hvad der foregår uden for de fire vægge. Men så er det jo godt med en arbejdsaften i ny og næ, som kan opdatere mig på livet i cyberspace.

Efter at have fravalgt en fest i weekenden, som jeg rigtig gerne ville have været til, men som der bare ikke var det fornødne overskud til, er jeg kommet på fode igen med studiet. For filan, hvor jeg manglede den mellemuge, vi plejede at have efter eksamensugerne, men en weekend uden aftaler rådede bod på det værste underskud.

Jeg ved, at jeg er en supermor. Helt ærligt - det er jeg sgu ;-) Selvom jeg er meget væk hjemmefra, så er min selvtillid  i top på det punkt (selvfølgelig kan den også være det fordi jeg har en superkæreste til at gå derhjemme og være superfar).

En superkæreste er jeg på de præmisser, som vores liv tillader pt. Som alle småbørnsforældre savner vi friheden og mulighederne for at foretage ting sammen uden større planlægning. Men nærværet, det gode samarbejde, kærligheden og intimiteten er der.

Jeg er ikke en superstuderende, men jeg er en udmærket studerende. Jeg læser og lytter og tænker. Jeg er dyrlæge om et år og jeg modnes dagligt i den proces som foregår i mig - den proces som forbereder mig til at det trygge studenterliv stille og roligt rinder ud. Min faglige selvtillid lider af nogle gevaldige op- og nedture, som er svære at dele med andre. Nogle dage, som i dag, ved jeg bare lige præcis hvilke kvaliteter jeg besidder og som er attraktive for bestemte typer af arbejdsgivere. Andre dage (og dem er der altså en del af), kan jeg slet ikke se hvordan jeg nogensinde skal kunne blive dygtig nok og leve op til de høje forventinger, der alt andet lige er til en person med en lang, akademisk uddannelse. Det kan især være svært når folk spørger mig om hvad jeg vil arbejde med - for jeg er bare ikke den typiske praksisdyrlæge. Jeg drømmer ikke om kejsersnit om natten og besværlige klienter (=mennesker). Jo mere jeg prøver at indkredse min faglige profil, jo mere går det op for mig, at det er mindre vigtigt for mig præcis hvad jeg arbejder med - men vigtigt tilgengæld hvordan jeg skal arbejde. Det lyder måske lidt kringlet og mystisk, men for mig giver det mening og tankerne er vigtig forberedelse til når jeg dels snart skal igang med specialet (vil jo gerne vælge noget som understreger min faglige profil), dels inden længe skal skrive ansøgninger.

Vi har det dejligt.

Linus er overalt og har i knap to uger gået mere end han kravler. Han klapper kage på opfordring, rækker armene over hovedet når adspurgt hvor stor han er, han putter ting ind i hinanden og tager dem op igen, han forærer os (og Barkas) sit legetøj, han dør af grin, når vi leger fangeleg og er i det taget rigtig sjov, underholdende og en anelse udmattende i øjeblikket.

Jul og nytår var lige øjet med familiehygge, som man sætter helt anderledes pris på når man han sådan en lille entertainer med sig - men også voksenfester hvor Linus sov ude. Og vi nyder det sidstnævnte meget :-)

Jeg har ikke læst et ord siden jeg gik på juleferie, for Anton har puklet på sit arbejde både før og efter jul, så jeg har stillet bøgerne i bero og været mor på fuld tid. I morgen - selvom det er søndag - starter hverdagen. Jeg tager ind på biblioteket på universitetet og læser og det gør jeg hver dag i den kommende uge, hvor jeg stadig har juleferie. Derefter starter undervisningen, som kører helt op til mine to eksamener d. 26. og 28. januar. Og der skal også lige presses endnu et 3 døgns-ophold i Holstrebro ind inden eksamen. Januar bliver fuldstændig vanvittig - men ovenpå denne juleferie, er jeg nødt til at sætte alle sejl ind for at bestå de to fag, Reproduktion og Obstetrik.

Fik jeg sagt at Anton officielt er på barsel nu? Kan I høre både hans og mit jubelskrig!!!!??