VetRan

Man skulle ikke tro det, men jeg er her endnu. Heromme bag skærmen. Nu med sommerferie og alt muligt.

Det kræver sin kvinde at have sommerferie. For jeg har mange jern i ilden. Heldigvis har vuggestuen da åbent, men i denne uge holder Linus nu ferie hjemme hos mig.

Specialet er startet op. Jeg skal lave et projekt i samarbejde med Leo-Pharma. Jeg knokler med projektbeskrivelsen, hvilket er lidt en udfordring med mange af mine kontakter på ferie. Men når jeg går i stå, har jeg bunkevis af teori jeg kan læse på. Hvem sagde at man skulle holde helt fri i ferien?

Og så sysler jeg for at nå at blive klar til loppemarked på Farum  Bytorv søndag d. 1 august. Jeg har allerede lavet en kassefuld hårbøjler - betrukket med stof og pyntet med flettede stjerner af målebånd. Jeg er en klovn som ikke har taget billeder af dem før jeg ekspederede dem videre til mine forældre i Farum. Så I må nøjes med et glimt af mit andet produkt - filtblomster syet på hårelastikker (og med tiden også limet på hårspænder)

Det skal nok blive interessant om der går nogle rotter i fælden.

Linus er en glad fidus, som udvikler sig med stormskridt i øjeblikket.

Her ovenfor sidder han på vores nye terasse - et afkrydset projekt, som var på to-do listen her i sommer.  Et andet projekt, som mangler afkrydsning endnu er en hovedrengøring af badeværelset. Det er bare ligesom om man ikke rigtig gider den slags beskæftigelser i 30 graders varme. Det bliver en drøj omgang, for vi har aldrig været så gode til at skrabe væggene og kalke fliserne af, men nu vil jeg have det helt i bund. Hvilket middel skal jeg bruge til et seriøst trængende badeværelse med fliser på alle vægge og gulvet?

Anton havde ferie i sidste uge og vi holdt tre kærestedage, hvor vi afleverede krapylet i vuggestuen. Det fortjente vi. Blandt var vi på vores årlige picnic. Med champagne, ganske som vi plejer. I år introducerede jeg Anton til Sydhavnstippen - et rekreativt område ude i Sydhavnen, som engang var losseplads. Jeg var godt stegt, da jeg hentede krapylet - håber ikke pædagogerne kunne lugte min bobleånde ;-)

Jeg har sagt mit studiejob op. Knap 6 år på Novo blev det til, men med en lille dreng nu passer arbejdstiderne mildest talt elendigt ind i familielivet. Så jeg tog endelig konsekvensen og har allerede fået et nyt job på fakultetets bibliotek med morgenvagter. Styr på tingene, er der såmænd.

Jeg smurte madpakke og fyldte et par dunke vand, spændte hunden for barnevognen og så drog vi afsted. Jeg ville en tur ud på Amager Fælled.

Jeg gik forbi havnebadet ved Fisketorvet med kig til Langebro i baggrunden og dernæst over cykel/fodgængerbroen til Islands Brygge

Overalt er der nybyggeri - både på den ene og på den anden side af vandet.

Vel ovre på Fælleden var det blevet madpakketid, mens Linus lurepassede i skyggen.

Hvis man bliver desorienteret, kan man altid navigere efter rådhustårnet eller koncerthuset. Så har man da en idé om hvilken retning man bevæger sig.

På Fælleden er der både brede veje og mere barnevognsudfordrende terræn.

Kvæg kan man også møde på sin vej, og sørme om det ikke var tilladt at gå igennem området med hund i snor.

Selvfølgelig havde kreaturerne valgt at placere sig midt pÃ¥ stien. En smule angstprovokerende, syntes Barkas, som krøb langs med barnevognen indtil vi var forbi de “farlige” dyr.

Sådan en oplevelse giver god tørst, men jeg var beredt.

Linus sov det meste af tiden, men var da oppe og nyde vejret på en bænk, hvor også han fik stillet tørsten. Noget af tiden, når vi gik mod solen, lå han i sin vogn og kiggede på træerne og den blå himmel.

Da vi kom hjem igen til vores egen lille oase på Vesterbro, havde vi været på farten i 4½ time! Skridttælleren viste 22253 skridt - omtrent 11 km. Så havde jeg også fortjent en skildpaddeis.

Jeg siger ikke hvem, der har været mest træt her til aften, men det var ikke Linus. Og det var heller ikke mig.

Sexy…

Jeg er ualmindelig imponeret over de tekniske specifikationer på denne støttestrømpebuks, som jeg skal have på i flyet.

Jeg kan eksempelvis oplyse at kompressionen er mellem 18 og 21 mmHg og at der forefindes bakteriostatiske specialfilamenter med sølvioner, som hindrer bakterievækst (ja, det ligger så i ordet bakteriostatisk) og fastholder hudens biologiske balance. Desuden er strømperne forsynet med en såkaldt antistress-sål.

Avanceret.

Jeg er aldrig alene hjemme, for jeg har altid min køter. Selv når han sover eller er asocial, har jeg mine pippegøjer, der altid er gode for lidt lydtapet.

Nu ER jeg virkelig alene hjemme - for allle kræene er afleveret til pasning og Anton pukler på sit arbejde med at blive klar til afrejse.

Det er helt, helt forkert ikke at have nogen at klappe på hovedet!

Nå, men der er sandelig kommet lidt styr på rejsen. Bilen er lejet - inkl. GPS, så jeg ikke skal blive køresyg som kortfører. Første nat på hotel er booket - resten af nætterne tager vi som det kommer på moteller langs Tennessees og tilstødende staters landeveje. De internationale kørekort er i hus, passet fornyet, flybilletterne betalt, nyt kamera med masser af lagerplads i hus og jeg har købt jeans, som jeg rent faktisk kan passe.

Megamonsterærgeligt: Lauras museum holder lukket om vinteren. Vi tager derop alligevel og ser området, men fars violin får jeg ikke at se :-(

SÃ¥ mÃ¥ vi glæde os over Graceland og blues i Memphis i stedet for - for vi slutter nemlig af med 3 dage i Memphis (og jeg har allerede noteret gode shoppingsteder…)

Jeg tror nok lige, at det bliver temmelig væmmelig godt!

I dag skal vi ind på Borgerservice og have lavet internationale kørekort.

For der er faktisk kun 7 dage til vi fordufter til Memphis og omegn!

Yihaaa!

Han gjorde det sgu! Ringede hjem og spurgte om ikke jeg hentede kufferterne i kælderen…

Vi skal til Memphis i december! Til den tid er jeg i uge 29-30, så hvis ellers jeg og kålormen fortsat har det godt til den tid, er der ingen problemer i at flyve.

Top 4 kommer til Memphis. Ligenu spiller Anton de to sidste kampe, som skal afgøre den indbyrdes placering i top 4. Jeg tænker kun pÃ¥ hjuldamper pÃ¥ Mississippi og 380 km til Laura Ingalls…

Update: Han blev nummer 3. Ingen titel - men rejsen er stadig i hus og ikke mindst deltagelsen ved World Championship med mulighed for at vinde mere. Verdens sejeste kæreste.

Jeg KAN ikke lade være med at drømme. Jeg ved godt at vi egentlig ikke har rÃ¥d og han skal jo ogsÃ¥ først lige vinde og desuden er det overhovedet ikke sikkert at han gider have mig med, da der jo ogsÃ¥ er de andre nørders selskab, der trækker - men jeg KAN ikke gøre for det! Jeg drømmer…

Skid hul i Elvis og Graceland - jeg har lige opdaget at der fra Memphis kun er 4 timers kørsel til Laura Ingalls Wilders sidste hjem, Rocky Ridge Farm i Missouri, som er indrettet som museum. Her skrev hun sine Lille Hus-bøger og her kan man bl.a. se fars violin. Jeg ved godt at det lyder tamt og dumt - men jeg har altid brændende ønsket mig at besøge dette sted og komme endnu tættere på min elskede pionerfamilie. Det er uden tvivl det museum i hele verden jeg helst ville besøge.

Jeg drømmer…

Jeg skulle have været til eksamen i dag. Men det kommer nok ikke som den store overraskelse, at jeg har været alt, alt for træt til at læse til eksamen på det sidste. Så jeg tog beslutningen for nogle uger siden - ingen eksamen til mig denne gang.

I dag er også den sidste feriedag inden hverdagen starter igen. En hverdag hvor jeg jeg skal finde mig tilrette med at være gravid. Indtil nu har jeg kunne planlægge min (sofa)tid selv. Hverdagen på Stordyrshospitalet i Tåstrup, som er mit undervisningsted de næste 9 uger, byder på nogle udfordringer. Jeg må bl.a. ikke have alt for indgående med kvæg og små drøvtyggere at gøre pga. Q-feber og ved anæstesi skal jeg udstyres med maske for ikke at inhalere gasser.

Hvad var så mere oplagt at bruge den sidste sommerferiedag på end at gøre noget rigtig godt for min hund? Så vi tog ud til Valbyparken, hvor der både findes så fine ting såsom rosenhave, frøpark, Danmarks største naturlegeplads og vilde dyr, som det ses herunder.

Men det var slet ikke disse fornemme steder, som var vores egentlige udflugtsmål. Vi ville ud på Tippen. Da jeg for år tilbage boede en ganske kort periode op og ned af Valbyparken, fandt jeg dette helt fantastiske stykke bynatur ved et tilfælde og Barkas og jeg fik nogle gevaldige ture derud dengang. I dag fik jeg lyst til at genfinde området.

Jeg skriver bynatur, fordi området ikke er smukt og friseret som den nærliggende Valbypark lige ved siden af. Tippen er simpelthen en gammel losseplads, som blev anlagt omkring slutningen af 2. verdenskrig. Før den tid var der vand, hvor Tippen er nu. Tippen er vokset frem på byggeaffald, men efterhånden som man holdt med at læsse affald af, begyndte et varieret dyre- og planteliv at dominere området. Der er herligt derude. Der er blæst og vand til alle sider. Der er højt græs, skråninger og små bjerge. Der er en mangfoldighed af fugle og det bedste: man har det nærmest for sig selv. Vi mødte ikke et øje derude på vores to timer lange vandring.

Områdets forhistorie som losseplads fornægter sig ikke derude.

Det kan stærkt anbefales at tage en tur helt derud hvor kragerne har madpakke med - og alligevel så tæt på København. På Tippens tip er der ikke længere end et spytkast til Amager. Der er noget kraftfuldt og stemningsfyldt over sådan et vildt område, som både er så smukt og grimt på samme tid. Vi nød det begge.

Og det bedste: Jeg havde verdens gladeste, vådeste og trætteste hund med hjem igen efter 3 timer på tur.

Meget tæt vandrehjemmet på Møn holdt Falkoneriet til. Jeg elsker jo den slags og islandske heste blev det altså ikke til denne gang, men så ku´ det ihvertfald blive til rovfugle!

Efter vi havde kæmpet os op ad en seriøs lang og stejl bakke for at møde falkonererne, blev vi mødt af den mest fantastiske udsigt ud over landskabet. Klinten kunne fornemmes i baggrunden ligesom Liselund Slotspark kunne anes bag markerne. Det var et pragtfuldt sted at flyve med fugle.

Øyvind Ørn var alt for sej. Han var ikke i flyvehumør den dag, så han tog kun en kort runde i luften. I stedet så vi ham spankulere rundt på jorden. Falkoneren fortalte hvordan sådan en ørn er ligeså mobil og god til at jage på jorden, som fra luften. Det var tydeligt at se at han var hurtig på landjorden, men mest af alt så det altså lidt sødt og sjovt ud med sådan en spankulerende ørn.

Jeg fik desværre ikke noget godt billede af ham andet end mens han pænt ventede på sin stub.

Udover ørnen fik vi to forskellige falke og en ugle at se i aktion.

Falkene sidder med hatte på, der blinder dem mens de venter på at blive fløjet. Falkoneren må være vant til at visse mennesker bliver forargede over denne foranstaltning, for han forklarede årsagen næsten undskyldende. Jeg synes forklaringen giver komplet mening og kan kun se hatten til falkens eget bedste. Hvis de kan se bliver de meget let stressede over situationen med mange mennesker omkring sig og særligt hvis de kan se nogle af deres kammerater flyve efter lokkemaden. Med hatten på falder de totalt til ro og sidder bomstille og venter på det bliver deres tur. Selve hatten var et smukt lille stykke håndlavet læderarbejde, nøje tilpasset så intet sidder og gnaver på fuglen.

Der var to falkonerer som fortalte på hver deres måde om de fantastiske fugle. Der var både historietime om brug af jagtfugle helt tilbage i oldgamle dage i Mongoliet og om udviklingen af falkoneriet under Danmarks konger. Det hele blev krydret med deres personlige oplevelser med fuglene, som bar præg af at dyr kan man altså ikke forudsige! Man skal vist have en god portion humor for at flyve med de prægtige dyr, som kan finde på at være væk i timevis før de forføjer sig og vender tilbage til den døde kylling og falkoneren. Således havde den ene falkoner stået 6 timer dagen forinden under et egetræ i regnen og ventet på at hans ugle gad vende hjem!

Uglen var faktisk mest med for sjov. Vi skulle kun se den flyve en kort tur - fra toppen af bakken hvor vi alle stod og ned til starten af bakken. Da de spurgte om hvem der ville holde uglen, sprang jeg naturligvis til prompte.

Jeg fik en læderhandske på og instruktion i hvordan jeg skulle holde godt fast i de to lædersnører, som var bundet om dens ben. Den skulle jo nødig flyve afsted før vi alle var klar.

Alle tilskuerne og den ene falkoner gik ned for enden af bakken med lokkemaden, mens jeg stod på toppen og fik gode råd af den anden falkoner. Og Anton stod i baggrunden med kameraet.

Da alle havde indtaget de rette stillinger løftede jeg armen og slap lædersnørerne. Men Ole Ugle blev da bare siddende! Han sad vel meget godt hos mig. Jeg løftede og løftede og uglen sad og sad. Så skulle jeg gå et skridt ned af bakken med den og vupti - afsted var den!

Som om den gad flyve ned til den anden falkoner! Den fløj da direkte hen i toppen af en tjørnebusk, som de fortalte var dens yndling. Her sad den og tronede lidt tid og gloede på os, indtil falkoneren måtte kravle helt ind under busken og lokke med kyllingen. Fristelsen var alligevel for stor, så Ole Ugle kom altså med hjem den dag. Det tror jeg manden var temmelig glad for efter oplevelsen under egetræet dagen før.

Falkene gav de mest imponerende flyveoplevelser. Den ene falk var vidt omkring før den gad vende tilbage til sin lokkekylling, som falkoneren svingede i en snor. Den var helt ude over klinten og dernæst Liselund Slot og vi så den cirkle i luften sammen med en vild falk. Det var pragtfuldt at se hvordan den bare nød livet. Efter et kvarters tid havde den stillet sin flyve- og oplevelsestrang og den vendte tilbage til os på bakketoppen for at fange sin belønning. Den kæmpede en brav kamp med modvinden og der måtte flere forsøg til i kreds rundt om os før den endelig fangede byttet i den svingende snor. Vi nåede vist alle at dukke os et par gange - sådan en fætter flyver HELT tæt på hårtoppene og det er altså lidt noget andet end undulaten Børste herhjemme.

Det var en fed fugleoplevelse og kan anbefales. Det er de 75 kroner værd til fulde.

Efter Barkas´s operation og det faktum at han i det hele taget er en ældre hund efterhånden og ikke holder evigt, var det mig magtpåliggende at have ham med på vores lille miniferie. Jeg er så tit rejst væk og taget steder uden ham, men i bund og grund er han jo nem nok at have med, hvis blot man er indstillet på at turen dermed bliver på hundebetingelser.

Anton accepterede Barkas som rejsekammerat, selvom han mellem os talt hellere havde været fri. Men alt for mig og min lykke, synes han at tænke ;-)

Man kan sige at vi var heldige med vejret på den måde at det ikke har været stegende sol fra morgen til aften. Vi har haft masser af sol, men også kølig blæst, skyer og en betydelig håndfuld regnbyger. Der var masser af tidspunkter, hvor Barkas sad fint og forsvarligt i bilen, mens vi foretog os hundeuvenlige aktiviteter. Dette kunne ikke have ladet sig gøre i samme omfang, hvis solen havde bagt hele tiden.

Vi lod ham ikke være alene på vandrehjemmet. Dels havde vi lovet vandremutter at Barkas ikke sov i sengen (og det er sgu svært at sikre sig, når katten er ude), dels mente jeg at han ville være gladere og tryggere i bilen, som han kender og elsker.

Åh, som den kære gamle grå har fået nogle dejlig lange ture. Og soppet. Og gennembadet. Han har virkelig haft det herligt og opførte sig eksemplarisk om aftenen på værelset. Han gik nemlig lige durk i dørken såsnart han så sit snit til det.

På den lille ø Nyord fandt vi et hemmeligt sted at gå tur. Måske var det ikke så hemmeligt endda, for der var opstillet denne udsigtsbænk med indbygget filosofi, men vi var helt alene om at opdage stedet lige den dag.

Mens vi sad pÃ¥ bænken og nød udsigten over sundet…

…stod Barkas lige foran os og sÃ¥ nok sÃ¥ filosofisk ud. Jeg kunne se, at han stornød livet, duftene og vandets lyde i fulde drag.

SÃ¥ har hundemoderhjertet god samvittighed.