VetRan

Jeg gad egentlig godt være en hyggeskider. Sådan én der pløjer avisen stille og roligt igennem i takt med at nødtørften forettes. Én der kan nyde en ostemad og en kop the på kummen og som glæder sig til toiletbesøget længe. Planlægger det måske ligefrem med dejligt læsestof og valg af et godt tidspunkt med ro i huset.

Men jeg må se i øjnene at jeg er det stik modsatte. Mik krop giver kun meget kort varsel på, hvornår et besøg er tiltrængt. Jeg løber ud på lokummet, skider, tørrer mig, vasker hænder og så afsted igen. Hele seancen varer sjældent længere end et minut i alt. Ikke så meget pjat der. Somme tider beslutter jeg mig for at blive siddende lidt. Vi har en kurv fyldt med tegneserier og andet godt toiletlæsestof stående på badeværelset, så der er underholdning nok. Jeg prøver at snyde mig til at blive en hyggeskider, men det lykkedes aldrig. Utålmodigheden er for stor og kort efter springer jeg op alligevel og fik ingenting læst.

MÃ¥ske kommer det med alderen, men jeg tvivler nu.

Aftenens ridetime gik bare for godt! Godt nok red jeg pÃ¥ jordens sløveste pony, men jeg var nu dygtig :-) MÃ¥tte kæmpe en seriøs brav kamp for at fÃ¥ den i galop, for det gad den da virkelig ikke. Da det endelig lykkedes, var jeg sÃ¥ uforberedt, at det vist sÃ¥ ret morsomt ud. Som ridelæreren sagde: “Du sad lidt løst i sadlen…” Det var tæt ved at jeg var røget af, for jeg tabte den ene stigbøjle i farten, men jeg fik alligevel rettet op og reddet situationen. Og det var skideskægt! Letridning er nu begyndt at være tilnærmelsesvis let og mine benmuskler brokkede sig ikke nær sÃ¥ meget denne gang. SÃ¥ det skal nok blive godt med tiden.

Vi havde den rigtige underviser (sidste gang var det jo en dårlig vikar) og hende kunne man ikke sætte en finger på. Så nu bliver det fast hver mandag fremover med ridning fra 20-21. Jubi!
Holdet bestÃ¥r kun af os 9 piger fra KVL - de fleste veterinærer og en enkelt landskabsarkitekt. Ren fornøjelse, er det. Det er berigende at være sammen med mine nye studieveninder i andre situationer end bøger og døde dyr. Vi følges frem og tilbage og invaderer busserne med vores ridetøj og snakker stolper op og stolper ned om alt mellem himmel og jord. Meget om heste, selvfølgelig. Jeg stiller spørgsmÃ¥l og forsøger at forstÃ¥ deres hestesnak, for jeg er jo holdets eneste nybegynder, men vi snakker ogsÃ¥ om sÃ¥ meget andet end det. Der er jo altid emnet “mænd”…
At være den eneste ridemongol passer mig helt fint, for jeg kan jo mærke at de andre synes at jeg er sej ved at kaste mig ud i det og hjælper og roser mig. Jeg er meget lidt selvhøjtidelig og det hjælper når man skal have vejledning hele tiden. Stemningen er alletiders og jeg var aldrig kommet igang med denne her hestedrøm uden dem.

Jeg har stor optur ligenu. Dels over endelig at have gjort noget ved drømmen om at lære at ride og dels over at det sociale aspekt er så dejligt. Og så er det kun anden gang i mit liv at jeg har fundet en motionsform, som er sjov (rulleskøjter er den anden). Mandag kunne godt gå hen og blive min nye yndlingsdag :-)

Men han havde det sjovt.

Øv. Jeg ville jo lære noget! Og det var nok det sidste jeg gjorde. Jeg og nogle andre tøser fra studiet fik en prøvetime på rideskole igår. Når man skal betale et ikke uanseligt beløb om måneden for at ride én time hver uge, vil man gerne lige tjekke stedet ud først. Og stedet var rigtig fint. Flot lys og dejlig stor stald og et ligeså lækkert ridehus. Hestene var også ganske udmærkede, selvom nogle stykker led af sadelsår, så nogle måtte ride uden sadel. Ikke mig!
Men den rigtige ridelærer var blevet syg og i stedet havde vi en vikar, som ikke normalt selv underviser, men som selv er elev på stedet. Og det var så her det haltede.
Jeg fortalte naturligvis at jeg var begynder og som udgangspunkt ikke kan ride og det var også fint nok. Men alligevel sad hun bare på sin store dertilindrettede i den ene ende af ridehuset og ydede ingen assistance whatsoever. Hun underviste ganske enkelt ikke - hverken mig, der virkelig har brug for det eller mine medstuderende, som jo har meldt sig for at lære noget mere og få genopfriskning. Hun dirigerede os bare rundt ved at sige hvad vi skulle, men rettede ikke på os, roste os ikke og var fuldstændig ligeglad med at jeg bedyrede at jeg ikke lige vidste hvad en schenkelvigning er. Ikke én gang kommenterede hun hvordan jeg sad og det er med sikkerhed ikke fordi jeg sidder korrekt.
Ud fra omstændighederne gik det fint nok, for jeg tøffede jo bare rundt pÃ¥ min pony i skridt og trav og prøvede at øve mig lidt pÃ¥ letridning. Men sikke et flop - jeg lærte absolut ingenting. Selvom man ikke er vant til undervise, sÃ¥ kan enhver der selv rider som minimum hjælpe én pÃ¥ mit niveau. Og sÃ¥dan en prøvetime er jo heller ikke gratis…

Pigerne og jeg har besluttet at vi vil give det en chance mere med en prøvetime med den rigtige ridelærer. Stedet fejlede bestemt ingenting og de vil gerne tage os som et ene veterinærstuderendehold. Så nu ser vi og håber at vi bare var uheldige.

Allerede i dag skal jeg ud og ride igen. Det ved jeg heldigvis at jeg får mere ud af. Det er på min veninde Louises hest - og i tirsdags lærte jeg meget på Matadau, som den hedder. Hvis ikke jeg havde været ude på den i tirsdags, havde jeg helt sikkert fået et ridetraume i går. For som sagt var jeg fuldstændig på egen hånd fra start til slut, og så er det godt nok rart at man har prøvet det bare én gang før. Så nu kan jeg jo bare sige: Op på hesten igen! Jeg er ikke bange for ikke at lære det.

Efterårsferie er at tage hundens morgenmad med ud på plænen i gården og træne alle de ting vi ikke får gjort så meget til daglig. Rulle, vinke, hviske, halse, gå på plads, hest, cykle, slikke sig om munden og fodersøg.
Og om en time skal jeg ud og ride! Kan det være bedre?

P.S. Ja, jeg har også læst et kapitel i genetikbogen.

For pÃ¥tæn, som min mobiltelefon skriver, hvor har jeg ondt i inderlÃ¥rene. Godt man har en sød kæreste, der gider lufte hunden, nÃ¥r nu jeg piver for hvert skridt. Men [url=http://www.flickr.com/photos/43152847@N00/53796547/” title=”Til hest!]det[/url] gik godt i dag og jeg fik næsten fat i letridningens kunst. Det skal bare trænes, trænes, trænes. Jeg glæder mig til mine benmuskler bliver lidt mere udviklede og ikke er sÃ¥ ømme bagefter…
Se ekvipagen på mit [url=http://www.flickr.com/photos/43152847@N00/]Flickr-fotoalbum[/url].

Jeg kan ikke tage mig sammen. Jeg gider ikke bruge min efterårsferie på at læse til genetikeksamen. Problemet er at jeg heller ikke har gidet bruge det sidste halve år på at læse løbende til faget. Bevares, jeg har da været der til forelæsningerne (altså de fleste af dem), men det har virkelig ikke kunne hidse mig op.
Det hjælper ikke på motivationen at jeg kan nøjes med at 5-tal. Genetik vurderes i en samlet pakke sammen med biostatistik, hvor man bare samlet skal bestå begge fag, men dog ikke have mindre end 5 i hvert fag. Da jeg fik 10 i biostatistik, kan jeg altså nøjes med 5 i genetik.
Men 5 kræver trods alt alligevel at man kan svare på rigtigt på næsten halvdelen af spørgsmålene. Og det kræver igen at man har læst pensum og det har jeg ikke. Og jeg får helt sikkert kun læst en brøkdel af pensum her i ferien.
Fordi jeg ganske simpelthen ikke kan tage mig sammen. Sådan er det og så må det briste eller bære.

Et meme er sjovest når flere tager idéen op og jeg sad alligevel og småkedede mig. Den er sjov at udfylde, opfinderen er Rasser og her er den så: Min 1 ting liste!
Kopiering er tilladt og påskønnet.

Hvilken ville du vælge, hvis du i al fremtid kun måtte måtte vælge …

• … 1 slags pålæg?

Jeg er generelt ikke til pålæg. Kan bedst lide rejer, men tror jeg ville blive for træt af dem i længden. Svaret bliver derfor spegepølse. En god spegepølse (og med det mener jeg ikke den 3-stjernede) går lige godt til både lyst og mørkt brød og den bliver man ikke uden videre træt af.

• … 1 bog?

Jeg vælger at tolke det som skønlitteratur. For jeg har en del faglitteratur, jeg meget nødig ville undvære, hvis ellers jeg ikke skal slå mig på et andet metier. Og jeg vælger James Joyce: Ulysses. Har aldrig fået den læst, selvom jeg har prøvet et par gange. Men hvis det var den eneste bog, jeg havde, skulle jeg nok komme igennem og jeg har på fornemmelsen at der er gods i den til et par dage eller to.

• … 1 film?
Pink Floyd: The Wall. Her er ingen tvivl. Jeg elsker filmen, pladen, billederne, Bob Geldorf, symbolikken. Har set den et hav af gange og ser den med friske øjne hver gang. Den kan aldrig undværes i min filmsamling, omend min samling med kun en enkelt film ville være ret sølle.

• … 1 alkoholisk drik?

Øøøøl! Måske en India Pale Ale.

• … 1 ikke-alkoholisk drik?

Vand. Jeg elsker koldt, frisk, københavnsk kommunevand. Simpelthen.

• … at besøge 1 hjemmeside?

Nu skulle jeg sige Blogbot.dk, ikke? Jeg tror nu at jeg ville vælge Politiken.dk, så jeg kunne følge med i nyhederne.

• … at besøge 1 fremmed land?

Equador. Her bor min fadderdreng Edwin, som jeg sender penge til hver måned og pakker nogle gange om året. Han er 14 år nu og jeg har lovet mig selv at besøge ham engang.

• … 1 slags kage?

Her har jeg lyst til at sige en stor, fed kartoffelkage fra bageren. Med masser marcipan, flødeskum og vandbakkelsesbund. Men den eneste kage resten af mit liv? Nej, så nupper jeg en rigtig god chokoladekage i stedet. Det kan man altid klemme ned.

• … 1 musik cd?
Med fare for at lyde ret uorignal, så vælger jeg her Pink Floyds album The Final Cut. Jeg har altid elsket det og det har gjort stort indtryk på mig lige siden første gang jeg hørte sangene hjemme på storebrors værelse. Der er masser af indhold, både musikalsk og tekstligt, så det bliver jeg ikke træt af foreløbig.

• … 1 spil?

Scrabble. Jeg tænkte også på Trivial Pursuit, men selv deres spørgsmål bliver kedelige og gengangere. Scrabble er nyt hver gang og aldrig kedeligt.

• … 1 tv-kanal?

Både DR1 og TV2 er gode bud. Der skal være andet end reality shows og serier. Men jeg ender helt klart på DR2, for ingen kan som dem gå i dybden med et godt emne.

• … at grine af 1 komiker?

Jeg er ikke særlig meget “inde i” i komikere. Kender ikke rigtig til de store amerikanske, sÃ¥ det bliver en dansker. Som sÃ¥ mange andre, kan jeg rigtig godt lide Anders Matthesen, og ham tror jeg godt jeg kunne holde ud længe. Men jeg er ellers ogsÃ¥ ret lun pÃ¥ Lasse Rimmer…Ælle bælle…Jeg tager sgu Anders!

• … 1 kæledyr?

Hvem kan være i tvivl om hvad jeg svarer her? En vuffelivov, sæføli. Én man kan lege med, putte med, lære nye ting, grine af, danse med og snakke vrøvlesprog til. En rigtig buddy. Og helst stor nok til at den tåler at blive grovkrammet.

• … at danse 1 slags dans?

Jeg er ikke en dansemus! Den eneste dans, jeg kender et par trin i er lanciers, sÃ¥ den napper jeg. Og den var da ret sjov i gymnasiet…

• … at spise på 1 restaurant?

Nu spiser man jo ikke på restaurant hver dag, så der behøver ikke være et meget varieret udbud. Jeg kan ikke undvære sushi og det er rigtig svært at lave godt selv. Så en god japansk restaurant med sushi på menukortet skal det være.

• … 1 billede på din væg?

Et smukt verdenskort i stor størrelse. Sådan ét har jeg allerede og jeg glæder mig over det dagligt.

• … at handle i 1 supermarked?

Med min nuværende økonomi: Netto. Hvis penge ikke var en begrænsning: Iso.

• … 1 slags underbuks/trusse?

Et par ganske almindelig sorte trusser. Ikke g-streng, men gerne med lidt femipynt på, bare de er bomuld og behagelige.

• … 1 slags morgenmad?

Morgenmad er generelt kedeligt. Så en klassisk brunch med både lidt guf i form af en pandekage, græsk yoghurt med frugt og sirup, røræg og snaskede pølser er i top. Brødet er det mindst interessante. Og så en islatte og et glas juice til. Slurp.

• … 1 sted at bo?

Et hus på grænsen mellem land og by. Med by menes København. Det må findes, men kan nok ikke betales.

Jeg har været føl i dag hos min veninde Louise og hendes hest. Og de har begge været yderst tålmodige med mig, som jo skal lære alt det her hestehalløj forfra.
Tiden fløj afsted og det var mig der var på arbejde størstedelen af tiden. Dels fordi det også var meningen og dels fordi Louise har brækket sit håndled, så hun er jævnt handicappet i øjeblikket.
Jeg tog lydigt imod instruktioner og både dyret og Louise nikkede anerkendende mens jeg striglede, børstede, rensede hove og sadlede op. Og her vil jeg gerne indføje: det virker som om der en million forskellige spænder på et hovedtøj! Endelig var jeg klar til i et elegant spring at hoppe på hesteryggen.
I skridt gik det gik rundt om gadekæret - det er der jo ingen ben i. Ind pÃ¥ longebanen og sÃ¥ blev det ellers alvor. Jeg skal jo lære at trave og det kræver en vis koordination mellem flere kropsdele pÃ¥ én gang…og det skal jeg vist øve mig lidt pÃ¥! Men jeg synes nu at det gik godt - jeg blev da siddende i stigbøjlerne og havde i perioder næsten kontrol over bÃ¥de mig selv og hesten….sÃ¥dan da…tror jeg nok…
Lårbasserne er godt slatne her til aften og jeg forventer at være rigtig øm og ynkelig i morgen. Men pyt!

Det var skidesjovt og jeg glæder mig til næste uge, hvor Louise giver en time mere. Snart falder undervisningen pÃ¥ rideskole forhÃ¥bentlig ogsÃ¥ pÃ¥ plads, for det er jo meningen at det her ikke bare skal være en forbigÃ¥ende dille. Og sÃ¥ skulle jeg hilse og sige at jeg sgu er ret sexet i ridebukser og leggins…

Der snikkes og der snakkes i blogverdenen. Om mediet, om hvordan vi taler til hinanden, om selvudstillelse og ikke mindst den ældgamle traver: må man slette andres kommentarer, når man selv har bedt om dem? Den her debatteren blomster op med jævne mellemrum, men indholdet er sjældent nyt.

Jeg gider ikke debattere. Jeg følger med på sidelinien og underholdes, men jeg har taget min stilling i denne sfære - og det er den kedelige. Jeg har prøvet susene: første gang man møder en blogger i den virkelige verden, første gang man skriver man noget hvor man skulle have haft tænkt sig bedre om, første gang man virkelig fatter at alle kan se ens skrevne ord. Ja, og så var sågar dengang jeg blev interviewet til TV om min blog.
At diskutere hvordan mediet bør/skal/kan bruges interesserer mig ikke en pind længere på et personligt plan. Det er sjovt at se når nye nicheblogs dukker op eller virksomheder tager webloggen til sig, men i forhold til lille private mig, ja, så rager det mig. Jeg gør jo bare som jeg vil.

VetRan er min 3. og måske nok mest kedelige blog. De to foregående eksisterer ikke længere - jeg har ikke engang selv de gamle indlæg liggende. Og jeg er ret ligeglad. Jeg føler ikke noget sentimentalt for mine gamle indlæg, selvom jeg dog savner at kunne linke længere tilbage sommetider.

Jeg er tilfreds med at være blevet smÃ¥kedelig, smÃ¥nørdet og skrive indlæg som ikke lægger op til hede debatter. Jeg udleverer ikke mere end hvad jeg ville kunne sige højt i S-toget og jeg lever ikke for omverdenens respons. Kommentarer er vildt rare at fÃ¥, men jeg bliver ikke ked af ikke at fÃ¥ dem. Jeg ved mine venner og familie nyder at følge med her og det er helt fint for mig. FormÃ¥let med VetRan er oprindelig at dokumentere mit liv som studerende og det prøver jeg at holde fast i. Alligevel giver jeg plads til masser af plidderpladder fra den del af mit liv, som ikke har med studiet at gøre, og sÃ¥dan vil jeg ogsÃ¥ have det. Fokus skal blot vedblive at være “historien om hvordan Randi skal blive til veterinær”. Forkromede og spændende meninger om dit og dat i denne verden synes jeg er langt sjovere at diskutere med folk i virkeligheden, sÃ¥ det er det ikke man falder over i stor stil herinde.

Men snak I bare videre derude!