VetRan

Mit manglende overskud, som beskrevet nedenunder, kom til at gå udover vuffen. Ingen lange ture og legesessions. Ikke nok opmærksomhed og kæl. Det er ikke godt nok for hundedyret, som forståeligt kvitterede ved at hoppe op på mig konstant, når jeg sad ved skrivebordet. Et par velplacerede klør (med tilløb) lige i nakken gør skideondt! Og det giver skidt samvittighed, at man ikke engang har energi til at lufte ham ordentligt.
Anton hjalp selvfølgelig, men han har jo aldrig bedt om at få hund og ønsker sig det heller ikke. Turenes længde og hyppighed blev selvsagt derefter, så i stedet tilkaldte jeg hundens bedsteforældre til afhentning og nogle dages pasning af det misrøgtede dyr. Han blev så lykkelig, lykkelig da han så at foder og snore blev pakket, for han elsker at komme på ferie i Farum.
Nu har min samvittighed det bedre og det er en lettelse at få nogle dage fri for vovseansvaret. Men jeg savner ham allerede.

Udover det, så tegner det til at blive en god dag i dag. Jeg er vågnet tidligt, er ikke tung i hovedet og slatten i kroppen, så mon ikke nogle dage på sofaen alligevel har hjulpet?

Det kan ske at man slet ikke ved hvad man vil og kan. Tvivlen er så stor, at det blokerer for en masse i ens liv. Det kan også ske, at man vil noget så meget, at arbejdet for målet næsten slår én helt ud. Sådan er det hjemme os i øjeblikket. Den første situation er Anton og den anden er mig.
Min skat har besluttet at stoppe sit studie på RUC. Der er ingen motivation, ingen lyst, intet drive. Koncentrationen er efterfølgende under minus. Det er helt sikkert det rigtige for ham, men det gør ondt alligevel. Det gør ondt at se at han er på herrens mark. At han ikke ved ud eller ind hvad uddannelse angår. Det er svært at være på sidelinien og det må være frygtelig svært at have det sådan.

Heldigvis for mig har jeg det omvendt. Jeg er ikke spor i tvivl, jeg elsker mit studie og jeg tør lægge hovedet på bloggen på at jeg bliver hængende til den bitre ende. Uanset hvor langt der end er til. Jeg har ingen hængepartier længere (fik 6 i genetik og jeg er tilfreds), indtil videre har jeg bestået alle 8 eksamener, vi er blevet udsat for.
I øjeblikket læser jeg til skriftlig anatomi. I læsegruppen har vi planlagt 20 møder indtil d. 19 december, hvor slaget står. Samtidig har vi kurser og undervisning på skolen et stykke tid endnu. Det er hårdt. Det skal ikke være en hemmelighed. Det skal heller ikke være en hemmelighed, at jeg gerne vil have lidt mere end 6 i denne eksamen. Den sidste uge har jeg vist presset mig selv en tand for meget, for jeg har haft noget der minder om stresssymptomer de sidste par dage. Jeg skal tage det roligt, skal jeg. Og det forsøger jeg så på.
Jeg havde meldt mig til et kursus i studietaktik her i weekenden, men det kommer jeg nok til at aflyse. Jeg er drænet for energi, utilpas, slatten og dårligt humør. Paradoksalt at et kursus, som skulle hjælpe mig med at kunne overskue mere, er totalt uoverskueligt for mig. Men jeg har købt kursusmaterialet og igang med at læse det. Det får jeg bestemt noget ud af, så det glæder jeg mig over. Og efter de sidste komplet ineffektive dage, håber jeg bare så meget på at jeg får en dejlig lørdag med ny energi. Jeg skal sgu have læst - og jeg vil så gerne! Jeg har lyst til at læse, men har været ude af stand til det i et par dage. Energien har bare at være vendt tilbage til min krop i morgen.

Nårh, ja, og for det ikke skal være løgn: Der er konstateret [url=http://www.dyrlaegevagten.dk/frame.cfm/cms/id=370/sprog=1/grp=7/menu=12/” title=”Streptokokinfektion]kværke[/url] på [url=http://www.hvr-rideklub.dk/]rideskolen[/url], så ridning er aflyst foreløbig. Øv altså.

Det gik ikke så godt med biofysik i [url=http://www.vetran.dk/comments.php?id=P96_0_1_0″ title=”Jeg dumpede]sommers[/url]. Reeksamen i august sprang jeg over, fordi den lå i den eneste uges reel sommerferie, jeg havde. Den næste reeksamen ligger i uge 51, men da der er kommet ny studieordning, havde jeg også en ekstra chance for at gå op til den nye årgangs ordinære eksamen i biofysik i torsdags.
Så det gjorde jeg - for at slippe for den midt i anatomi- og fysiologihelvedet som ligger før og efter jul.
Svaret er lige kommet - BESTÅET. Gudsketakoglov :-)
Pt. venter jeg så bare stadig på svaret fra genetikeksamen i oktober, som jeg, som tidligere skrevet, ikke kunne tage mig sammen til. Venter i ægte spændning…

Nogle gange tager min nusseordenssans over. Opvasken flyder på køkkenbordet, vasketøj ligger spredt på soveværelsets gulv, symaskinen er på 14. dag ikke pakket sammen fra spisebordet og alligevel sidder jeg sirligt og laver understregninger i min embryologibog med lineal og udfylder nydeligt de tomme striber mellem linierne.
Den har nemlig en irrterende linieafstand. Den er for lille til at man kan overstrege hver enkelt linie for sig og for stor til at stregerne når hinanden. Resultatet er hvide mellemrum af skiftende bredde, hvilket forstyrrer mit sarte øje. Derfor det efterfølgende udfyldningsarbejde.

Der er nu intet som en spegepølsemad og et glas koldt mælk efter en ridetime.

Så fik jeg lige vist lige nævnt at jeg var på hjem fra dyrlægen forleden i det forrige indlæg. Årsagen findes naturligvis, som altid, i ørerne på min hund. Det er ikke længere siden end slutningen af [url=http://www.vetran.dk/comments.php?id=P97_0_1_0″ title=”Om sidst jeg var til dyrlægen]juni[/url], vi sidst var afsted og det blev den helt store og dyre omgang. Det hed bedøvelse og grundig oprensning af øregangen samt behandling.
Nu er problemet, som ventet, tilbage og denne gang slap vi heldigivs for oprensningen, fordi jeg tog afsted inden det udviklede sig mere.
Dyrlægen har nu sat en seriøs skrap kur igang over 6 uger. Vi snakker både antibiotika, øredråber og binyrebarkhormon på én gang. 850 kr fattigere og et spinkelt håb om at denne gang lykkes det rigere. Tjah. Vi får se.
Det kan på det kraftigste anbefales ikke at anskaffe sig en allergihund…

Anton og jeg er ved at planlægge en fantastisk begivenhed. Synes vi selv, altså. Vi kan godt lide det nære, det lokale og det en lille bitte smule socialt eksperimenterende.
I dag har vi været rundt i alle sidegaderne til Istedgade og researchet. Skrevet åbningstider ned, registreret knaldtilbud, noteret fiffige slogans.
Vi er ved at planlægge Vesterbro Bodega Crawl for en lille håndfuld venner på fredag. Jo mere skummelt og snusket, jo bedre. Vi fandt 14 perfekte steder bare i en vældig lille radius fra vores hjem, men valgte af hensyn til tidsplanen at skære ned til 10. Og med navne som Det Lille Øresund, Bodega 54, Café Nuuk og Freddys Bar på plakaten kan det vist kun blive temmelig godt. Og vådt.
Der snakkes strategisk rækkefølge, vurdering af gåtid mellem stederne, printes små vejkort ud og der sættes røde krydser. Så kan deltagerne selv følge med i ruten.

Det skal nok ende i ren grønlænder…

På min vej hjem fra dyrlægen i dag mødte jeg ikke mindre end 4 gade”prædikanter” fra [url=http://www.wspa.dk/showpage.asp?lPageID=245″ title=”World Society for the Protection of Animals]WSPA[/url]. Det var egentlig kun tre, men den ene mødte jeg to gange. De havde vældig travlt med at stoppe folk på gaden, men ikke mig. Også selvom de alle var ledige, idet jeg gik forbi. Hende, jeg mødte to gange, snakkede ovenikøbet begge gange med min hund og sagde den var sød, men prøvede stadig ikke at sælge et støtteprogram til mig.
Hvorfor? De var temmelig ivrige over for alle andre forbipasserende.
Var det mon fordi jeg havde en glad og dejlig hund med mig, så de tænkte at jeg nok støttede i forvejen? Eller var det fordi jeg havde min pelsjakke på, så de tænkte at alt håb var ude for sådan en dyremishandler som mig? Det var i hvertfald påfaldende og lidt underligt, synes jeg.

Hvad de ikke vidste, er at jeg ALTID affejer gadesælgere hårdt og kontant uanset det gode formål. Men lige præcis en repræsentant fra WSPA ville jeg have taget mig tid til at lytte til, for jeg ville gerne høre om deres muligheder for at lave frivilligt veterinærarbejde. Bare ærgeligt, Sonny Boy.