VetRan

Min hjerne fungerede som antydet på lavtryk i går. I dag tilgengæld er små brudstykker fra fødselsdagen hos min veninde i lørdags dukket op hen over mandagens løb.

Et par eksempler:

10 mennesker i et meget lille køkken skrÃ¥ler “Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn” - begge vers, 5 gange i træk.

Jeg kan ikke finde danskvand til at fortynde min mojito med og anvender som det naturligste i verden gin i stedet for. Bare der er nok rørsukker og mynte i, smager det slet, slet ikke sprittet…

Speaking of mynte - i mangel af andre anvendelige redskaber, tygger jeg bladene og spytter dem i drinken så smagsstofferne rigtig kan udfolde sig. Kun i min egen og kærestens drink. Tror jeg.

Jeg lægger røv til en balle-tequila. Jeg er nemlig let til falds for smiger og flere troværdige personer påstår at jeg har selskabets bedste bagdel. Hvad gør man ikke for at tilfredsstille pøblen?

Jeg drikker kæresten under bordet, sender ham hjem kl 2.30 og drikker selv videre til kl 7.

Ham fra 7-11 flirter uhæmmet med mig! Derfor kan jeg ikke lide at min grådighed er så stor at jeg skal fortære 2 hotdogs alene. Beder ham derfor om at pakke nr. 2 ind, så det ser ud som om jeg skal have den med hjem til en anden.

Jo, jo, den gamle kan endnu.

Jeg har haft verdens bedste tømmermænd idag. Sløv, træt, ugidelig, men ikke dårlig. Min målsætning for dagen har været at ikke på et eneste tidspunkt at iføre mig nogen form for beklædning. Og det er lykkes godt. Har sovet på sofaen, set serier, sovet igen og tusset splitternøgen rundt.
Det har været helt igennem skønt og jeg er sikker pÃ¥ at jeg føler mig sprængfyldt af energi i morgen. For det kan ikke vare længe før jeg skal sove lidt igen…

Jeg kan stadig få et glædessug i maven, når jeg tænker på at anatomi er overstået. Det fag fyldte alverden i mere end et helt kalenderår og det er helt mærkeligt at det er slut. Før kunne man slet ikke fatte at det overhovedet skulle være muligt at komme igennem og man misundte de ældre studerende, for hvem det var et overstået kapitel. Nu er jeg selv en af dem, og det kan altså ikke gentages for ofte, hvor dejligt det føles. Eneste skår i glæden er at de to andre fra min læsegruppe begge skal tage eksamen om. Det gjorde rigtig ondt på mig, særligt fordi vi har læst sammen og derfor som udgangspunkt deler den samme viden. Men man kan have dårlige dage og man kan være uheldig og sådan var det for dem. Det kunne ligeså godt have været mig, men det var det ikke og det må jeg jo godt glæde mig over.

Nu er blok 3, som det hedder i den nye blokstruktur, startet på fulde drøn. 5 nye fagområder er blevet kastet ud til os og alle tidligere fag er slut. På mange måder føles det som vi er startet forfra, hvilket er hårdt, men også sjovt og spændende. Jeg elsker al den viden som de kloge propper ind i min lille bristefærdige knold. Halvdelen eller mere kan jeg godt nok ikke huske alligevel efter en endt skoledag, men erfaringen viser mig jo, at der trods alt siver en hel del ind og hen mod eksamen er man klogere end man troede. Jeg satser på at det også fungerer sådan dette forår, for forventningerne til os er høje. Det ved man, når selv underviserne indrømmer, at vi ikke kan nå at læse hele pensum.

Min veninde Lisa brokkede sig igår over at jeg skriver for lidt på min blog. Det kan jeg jo kun give hende ret i. Sandheden er den, at jeg tit ikke har overskud til at sætte mig og fortælle om noget jeg har tænkt eller oplevet og når overskuddet indfinder sig er der gået nogle dage, og så er det passé. Hvis stemningen for lige præcis et bestemt indlæg er forsvundet, er det næsten umuligt for mig at genskabe det.
En anden del af sandheden er at mit liv leves efter en jævnt kedelig opskrift i øjeblikket. Kedelig efter hvad jeg tror er læsernes mening - selv har jeg det jo godt med det. Tag nu fx. i onsdags:

Jeg stod op kl. 8 og gik i bad. Efter at have kastet nogle trævler på kroppen gik jeg tur med Barkas. Så cyklede jeg ind på KVL og havde først en forelæsning i Immunologi. Efter den havde jeg en forelæsning i Virologi. I frokostpausen satte jeg mig et grupperum, som jeg havde booket på forhånd, og læste patologi og spiste min medbragte frokost. Den bestod af en klapsammen med spegepølse og et stykke hjemmelavet æbletærte med creme fraiche. Bagefter havde en jeg forlæsning i Almen Patologi og tilsidst havde vi både mikroskopiske og makroskopiske øvelser.
Efter sÃ¥dan en dag er man træt, sÃ¥ jeg tog Anton med ind i sengen og puttede og sov et par timer. Da vi vÃ¥gnede var det begyndt at blive mørkt. Vi stod op og tændte hver vores computer og blev enige om at hver mand sørger for selv til aftensmaden. Det betyder at man spiser cornflakes, rugbrød, dÃ¥sesuppe eller hvad man nu hver især falder over ude i køkkenet. Jeg gik en tur med Barkas og satte mig bagefter til at spille World of Warcraft. Det gÃ¥r der jo hurtigt en time med, men jeg tog mig sammen og begyndte at læse i min immunologibog i stedet for. Kl. 23 satte vi os for at se to afsnit af Frasier. Som sædvanlig tog vi dynen ind pÃ¥ sofaen og sloges om den sparsomme plads. Efter dagens sit-com-dosis børstede jeg tænder, lukkede Barkas ud i haven til godnattisning og vi gik i seng. Inde i sengen havde Anton og jeg den sædvanlige diskussion, som gÃ¥r ud pÃ¥ at min hjerne begynder at fungere pÃ¥ højtryk, nÃ¥r jeg har lagt mig og mørket sænker sig. Der er tusind ting jeg gerne vil dele med min elskede - mens hans hjerne, pÃ¥ den anden side, slukkes totalt synkront med at lyset slukkes. SÃ¥ piver jeg lidt over at han ikke gider snakke og han piver lidt over at jeg altid skal snakke og sÃ¥ mosler vi lidt rundt for at finde en god sovestilling, som altid ender med den samme, nemlig at jeg holder ham i en “skrÃ¥ ske”. Vi prøver altid optimistisk først at jeg bliver holdt, men jeg fÃ¥r altid svip over det.
Og som ovenstÃ¥ende ser de fleste dage ud…

Det er sgu da helt ærligt ikke noget at skrive hjem om. Men til Lisa - hey, her er et indlæg!