VetRan

Julen er overstået. Det har været et tæt pakket program, men der har heldigvis kun været gode punkter på dagsordenen. Der har været rigelige timer med familien til både den ene og den anden side, et smut på arbejde og sørge for dyrene, samvær med nære venner og mere perifere bekendte. Vi har udelukkende omgivet os med mennesker, som gør os godt og midt i alle disse fællesskaber på kryds og tværs har Anton og jeg haft vores eget lille fantastiske fællesskab. Jeg føler mig tættere på ham end nogensinde efter denne udprægede sociale jul.
Snapsen har været på bordet alle dagene, når lige selve juleaften undtages. Den gør godt, men den er også lumsk. En konflikt med en ven sneg sig ulykkeligvis ind mellem alle glæderne og det har drænet mig for humør. Heldigvis står min kæreste bag mig i min håndtering af situationen og vigtigst; jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg er sikker på at fremtiden nok skal sørge for at alle parter kommer videre uden nag, men det skal lige have lidt tid og måske et par samtaler mere.

Nu er julen overstået og jeg sidder her og er lidt blå. Nytåret står for døren og jeg er slet ikke parat til flere sociale festligheder endnu. Det kan nå at komme - og jeg ved at lysten nok skal indfinde sig, når dagen kommer. Planerne er ihvertfald lagt med omhu og også denne aften skal tilbringes med mennesker vi holder af.

I dag står den på læsning og udpakning af alle vores rejsetasker. Jeg har endelig haft tid til at kigge på min gaver igen og det hjælper på humøret. Tænk engang, en overflod af skønne ting, som folk har beriget mig med. Personlige og praktiske gaver, som jeg alle glædes over. Tak!

Én af gaverne mÃ¥ nødvendigvis fremhæves, for den glæder jeg mig i særlig høj grad til at nyde. Halvdelen af første sæson af Folk og Fæ pÃ¥ DVD. Hvor heldig kan man lige være!? NÃ¥r de 6 afsnit med dyrlægetrekløveret er slugt, ved jeg godt hvad jeg vil ønske mig i fødselsdagsgave…

Jeg kan rigtig godt lide julen med alt dens julepynt, tingeltangel, hemmelighedskræmmeri og levende lys. De seneste år har jeg haft ambitioner om et rigtig hyggeligt julehjem i december, men det er kikset hver gang. I en 25 kvadratmeters lejlighed begrænser udfoldelserne sig (og desuden stod min julepynt vist også til opmagasinering) og siden vi flyttede ind sammen på vores 84 kvadratmeter har jeg været studine med eksamener lige før jul og lige efter nytår.

AltsÃ¥ kun halvhjertet julehygge fra min side og selv gaverne sidste Ã¥r til min elskede var fantasiløse og afslørede det manglende overskud. Jeg gav Anton 10 par sokker - helt ærligt! Og en CD, som vi begge ønskede os og derfor fik dublet af…ynkeligt.

I år er det anderledes, for den nye studiestruktur betyder: INGEN EKSAMENER I DECEMBER! Så i år har den fået hele armen og jeg startede allerede i november med at pynte op med gran og kugler. Jeg har lavet sund julekonfekt, bagt en usund julekage, lavet adventskalender til min mor, drukket mig plimmelim i gløgg herhjemme to gange, været på forkant med gaveindkøbene, kalenderlyset har fulgt datoerne til punkt og prikke og selv en adventsdekoration har jeg. Og gaverne er jeg tilfreds med i år - flere af dem er endda hjemmenørklede.

Jeg har anskaffet mig så meget julepynt i år, at den gamle kasse må vige for en ny og større model. Ovenfor ses mine to absolutte yndlinge - til venstre rensdyret som jeg fik 1. søndag i advent af Anton og til højre dens barn, som jeg simpelthen blev nødt til at købe selv dagen efter.

Engle kan jeg ikke fordrage og kun enkelte nisser finder vej til mit hjem, men kan du give mig snemænd, rensdyr, søde julemus eller andre dyr er min lykke gjort. Den dyrebareste julepynt fra min barndom er selvsagt også denne slidte fyr.

I aften går rejsen til Farum og mine forældre, i morgen skal jeg på arbejde og bagefter til Antons familie i Holbæk. 2. juledag går turen tilbage til min familie i Farum og 3. juledag skal vi være sammen med en flok af Antons venner og vi har hørt at det ikke plejer at gå stille for sig. Jeg må se at få pakket rejsetasken!

Glædelig jul!

Traditionen tro vogter Ræven gaverne.

Sidste hånd er blevet lagt på en af julegaverne til nevøen og Barkaselskeren Lasse. Modellen sidder gerne model ved siden af resultatet.

Og til sidst - æggestatus:

Æggestatus: 4 styks i reden og der gennemruges i døgndrift.

Det er blevet en kamp at få lov at skifte foder og vand hos de forhåbentlig vordende forældre. Jeg skal gerne indrømme at mine nerver bliver lidt flossede når hannen går på mig med krumt næb og hunnen sidder i baggrunden og svajer faretruende fra side til side som en stiv, men meget aggressiv, allike.

Ifølge mine beregninger kan æggene begynde at klække allerede nytårsaften. Jeg får det helt dårligt ved tanken om at knaldene udenfor kan komme til at stresse dem, så der går ged i yngelplejen. Det ville være dejligt hvis de kunne vente til nogle dage ind i det nye år.

Jeg håber på at få lejlighed til at forevige redekassens indhold i morgen, når de voksne strækker vingerne. Man skulle ikke tro at æg kunne være søde, men de er altså vældig nuttede!

Nu begynder det for alvor at blive interessant. Pippegøjerne har nu fået en redekasse som de viser stor interesse for. Gule Fugl har lagt minimum ét æg mere i bunden af buret, men jeg flyttede det op i kassen og siden har jeg set dem begge to ruge på det - præcis som det er meningen at nymfeparakitter skal gøre. Jeg har også observeret heftig seksuel aktivitet, hvilket ikke er forekommet tidligere, så mange ting tyder på at det gamle par gennemlever deres 2. ungdom.

Jeg håber så inderligt at der kommer små kylleryller ud af anstrengelserne!

Den gamle parakit (13-14 år) har sgu lagt et æg! Pludselig lå det lige så fint i bunden af buret. Jeg opdagede det igår, men ved jo ikke præcis hvornår det er kommet. Kan godt have overset det ved den daglige fodring. Hun rugede ikke på det hele aftenen igår, så jeg regner ikke med at der er gevinst.

Men her til morgen lå hun på det! Måske har hun lagt et mere, det kan jeg ikke se før hun flytter sig. Jeg læste et sted på nettet at nymfeparakitter kan yngle til de er meget gamle - op til 20-25 år - men på den anden side læste jeg et andet sted at hannen ikke er fertil længere end til 5-6-årsalderen, og min er jo omkring de 11 år. Så det er ikke godt at vide hvad der kan ske. Nu har de ihvertfald fået noget redemateriale og så må jeg ud og have købt en redekasse - for hvis de har lyst til at prøve at få unger, skal de da have muligheden!

Havde virkelig ikke forventet at der skulle ske noget i den retning - dels når de er så gamle og dels fordi jeg ikke har sat en kasse op til dem, men nu er jeg da virkelig nødt til at have sat mig ind i opdræt af parakitter. Hvis nu! Det kan jo også sagtens være at hun bare lægger golde æg.

Læsedisciplin i hjemmet og mig er ikke pot og pande. Jeg er typen som læser i små bidder - superkoncentreret i 5-10 minutter af gangen, for derefter at holde en lille pause. På den måde kommer der mest ind i knolden på mig, så jeg er for længst holdt op med at bebrejde mig selv at jeg ikke kan klare længere stræk. Sådan er jeg.

Problemet med alle de småpauser i hjemmet er, at de alt for let bliver for lange. Så skal opvaskemaskinen lige tømmes, så bliver man opholdt af en sitcom, så skal man lige læse et kapitel i hyggebogen osv. osv. osv. Derfor prøver jeg i højere og højere grad at fjerne mig fra hjemmet, når jeg gerne vil arbejde flere timer i træk.
Jeg har længe ønsket mig at finde et optimalt sted at læse - især de dage jeg ikke har forelæsninger og dermed har hele dagen til læsning. Biblioteket på studiet er kun semigodt. Er man heldig at finde én af de alt for få pladser med ro i stueetagen - godt gemt mellem reolerne - er det pragtfuldt at sidde der en hel dag. Kommer man ikke senest en time efter åbningstid er man i bedste fald forvist til overetagen, som er indrettet med henblik på gruppearbejde, og dermed også har meget larm. I værste fald kan man slet ikke finde et sted at sidde, fordi de for nylig har nedlagt læsesalen og erstattet den med et undervisningslokale. Andre steder rundt om på skolen findes grupperum, som også er gode til læsning, men de skal reserveres i forvejen, hvilket jeg ikke er så god til at få gjort. I kantinen, på gangene og rundt omkring er der for meget uro.

I dag har jeg haft en rigtig dejlig dag på biblioteket. Kom kl. 9 (de åbner kl. 8) og fik min yndlingsplads. Havde frokost og kaffe med og blev der og læste til 15.30. Det gode ved at sidde udenfor hjemmet er at mine småpauser begrænser sig til at være meget korte. En tur ud og fylde vandflasken, en travetur mellem reolerne, et hurtigt tjek af mail - eller bare glo et øjeblik ud af vinduet. Men for at det skal det virke ligeså godt som i dag, kræver det som sagt at jeg kommer senest en time efter åbningstid. Nogle dage passer det mig langt bedre at læse fra fx. 12-17 og det er især de dage jeg mangler et sted at gå hen.

Folkebibliotekerne synes jeg ikke har noget godt at byde på. Jeg har prøvet Handelshøjskolens Bibliotek, som ellers har temmelig mange læsepladser, men der er det endnu mere umuligt end på DVJB at få en plads om eftermiddagen. Jeg har enkelte gange haft held med at være effektiv på nogle caféer, men det er lidt dyrt i længden og der er ingen garanti for et godt bord med lys nok. Det jeg læser duer ikke til sofa eller lænestol - der skal være bordplads nok til både notatblok og eventuelle håndbøger ved siden af.

Hvad gør en klog? Jeg har ikke prøvet Den Sorte Diamant - er det værd at køre efter? Geografien spiller selvsagt også en rolle, det skal helst være hurtigt og bekvemt at komme derhen. Jeg vil sætte stor pris på input og forslag til gode læsesteder hele dagen, hvor man er så godt som sikker på at få et bord - i cykelafstand fra Vesterbro. Eller er det mon et utopisk ønske?

Ude ved mit arbejde ligger et lyskryds mellem to små sideveje og en stor, trafikeret vej. Særligt om aftenen er der stort set kun trafik på den store vej, hvorfor lyssignalet er indrettet med sensorer på de små veje, som registrerer hvis der kommer en bil og får derefter lyset til at skifte. Som fodgænger og cyklist bliver man ikke opfattet af sensoren, men man kan trykke på knappen ved fodgængerfeltet.
Da lyset som udgangspunkt altid er grønt i den store vejs retning, kører bilerne rigtig stærkt der. De forventer jo at der er grønt. Nu er jeg jo ikke selv billist længere og det fryder mig en lille bitte smule at trykke på knappen og kunne få alle fartelskerne til at holde tilbage for mig.

Skal jeg være helt ærlig, fryder det mig så meget, at når jeg har lidt ventetid ved busstoppestedet, lusker jeg hen, trykker på knappen og går tilbage til stoppestedet som om intet var hændt. Helt uden at krydse vejen; det sjove er jo netop at få dem til at stoppe for ingenting. Bare fordi jeg kan!

Så kom den sidste karakter fra de fire eksamensfag i sidste blok. Det er en pæn lang liste efterhånden.

Nu ønsker jeg mig altså ikke flere venstrehåndssakse. Min veninde Louise havde læst om min spassede omgang med højrehåndssakse og syntes det var synd for mig. I dag da vi mødtes til tøseslabberas, havde hun derfor en gave med til mig.
Jeg har nu én saks til papir og én til stof…men sÃ¥ fÃ¥r jeg vist heller ikke brug for flere :-)