VetRan

Jeg fik vovse hjem igen. Groggy og pjevset som altid efter en gang anæstesi, men det har vi prøvet så mange gange før efterhånden. Der skal puttes og klappes og gøres tryg og i morgen er han lige så glad og frisk som altid.

Dyrlægerne kunne ikke erkende noget anatomisk ved øregangen som skulle disponere for infektioner, så kirurgi kommer ikke på tale i denne omgang. Men bekymrende er det fordi bakterierne blusser så hurtigt op gang på gang - og de har tendens til at være overordentlig multiresistente. Det er nedslående. Der er gang i øredråberne igen og der er bestilt tid til kontrol allerede på tirsdag igen, for mikroorganismerne skal holdes i meget, meget stram snor nu. Samtidig kører vi på med hyposensibiliseringen mod husstøvmider som startede op for 6 uger siden og kommer til at fortsætte op til minimum 49 uger. Jeg føler mig snart som en stamgæst inde på dyreklinikken - der går efterhånden kun sjældent et par uger uden at vi har været på besøg derinde.

Groft sagt kan man dele min folkeskoletid op i to perioder. Den ene hvor jeg sad på bageste række sammen med Ann-Christine og vippede på stolen (og grinede meget) og den anden hvor jeg sad på forreste række sammen Maj Brith og havde styr på alle lektier (og snakkede meget). Jeg havde nu som regel også styr på alle lektier, da jeg sad på bageste.

Nå, men da jeg sad ved forreste bord, havde Simon og Jakob faste pladser bag ved Maj Brith og jeg. De var klassens små, men meget kloge drenge. Vi kunne ret godt lide dem, fordi de havde stor og spidsfindig humor, men også fordi de begge havde et iltert temperament, som kom til udtryk når vi vendte os om og drillede dem med vores irriterende pigehumor. En dag kom Simon i skole og proklamerede, at fra nu af ville han kaldes Emil. Det hed han til mellemnavn, men han blev aldrig kaldt det. Det lo vi meget af, men han holdt stædigt på det og alle, selv lærerne, måtte bøje sig, og vi kaldte ham for Emil.

Nogle år senere fandt han på, at nu ville han hedde begge dele - altså Simon Emil. Der blev atter joket meget om hans navneforvirring, og lærerne kludrede ofte i det, men Simon Emil opdrog os alle med fast hånd, trods hans ringe fysiske fremtoning. Det er sjovt for mig nu at se ham tone frem på TV oftere og oftere - jeg kan ikke med min bedste vilje slippe billedet af den lille, grinende, kloge og lettere hidsige dreng, som sad bagved mig gennem flere år i skolen. Rigtigt gættet - det er selvfølgelig radikale Simon Emil Ammitzbøll jeg taler om.

P.S. I min parallelklasse gik Divya Das.

At dele sit liv med andre levende væsner skaber nogle dybt indgroede vaner og fornemmelser.

De beholdt Barkas hos dyrlægen i dag. Infektionen i øret er blusset voldsomt op, og både dyrlægerne og jeg er meget bekymrede. Vi blev enige om, at det var en god idé at få ham bedøvet igen, få renset øret grundigt igen og som noget nyt få lavet en videooptagelse af øregangen. Den skal bruges til at afgøre om der er noget anatomisk, der disponerer for de gentagne infektioner - og derved om kirurgi kan hjælpe. Ved et lykketræf (og fordi min dyrlæge er sej) fik de presset indgrebet ind i dag. Altså gik jeg hjem alene uden hund.

Da jeg lukker mig ind i lejligheden forventer jeg at Barkas kommer springende for at hilse - samtidig med at jeg er totalt bevidst om at jeg står med hans sele og snor i hånden netop fordi jeg efterlod ham på klinikken. Kort efter lægger jeg mig på sofaen og reflekterer over situationen og glæder mig over at de kunne tage ham så hurtigt. Samtidig kan jeg ikke forstå hvor den varme snude bliver af, som plejer at puffe til mig, når jeg ligger der. Senere ved computeren, mens jeg skriver dette indlæg som netop handler om at han ikke er hjemme, undrer jeg mig over hvorfor den bløde fodvarmer ikke ligger på sin plads i sengen under skrivebordet. Jeg tænker hele tiden på hvornår telefonen ringer og giver grønt lys for at hente ham, og alligevel tænker jeg på at, nu skal vi vist snart ud at gå en luftetur.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor slemt det bliver den dag, hvor han aldrig kommer med hjem igen.

Anton mailede mig følgende ordudveksling fra sin arbejdsdag.

Kunde: Har I andre sorte malinger end denne?

Ekspedient: Nej, der er kun den ene slags.

Kunde: Har I ikke en der er lidt lysere?

Ekpedient: Lyse-sort?

Kunde: Ja, lige præcis!

Ekspedient: Vi har forskellige nuancer af grå, hvis det er det, du mener.

Kunde: Nej, det skulle være en sort der ikke var så mørk. Nå, men så tager jeg bare en mørkesort. Jeg skal betale på Dankort

Ekspedient: Det bliver 25 kroner. Skal det være på beløbet?

Kunde: Beløbet, ja…plus 100

Ekspedient: Altså 100 over beløbet?

Kunde: Nej, på beløbet.

Ekspedient: Ok?

Kunde: Plus 100

Ekspedient: (sukker dybt og kikker træt på uret)

Nok om fugle. Jeg synes han er så smuk fra denne vinkel. Minder mig om P.S. Krøyers billede.

Sidste år til jul (altså som i julen for et år siden) fik Anton og jeg penge til hjælp til et nyt fuglebur i gave af Antons farmor. Og vi har ledt og ledt efter et. Fuglebure er generelt både alt for dyre og alt for grimme, sådan er det åbenbart bare. Nå, men nyt skulle de jo have - det gamle var både grimt og for lille.

Inden fuglene begyndte deres nye tidsfordriv med at l�gge �g fandt jeg endelig et bur vi syntes om - til 900 kr. Mange penge, men n�r nu det var det f�rste vi har set som var s� p�nt som s�dan noget nu kan v�re, m�tte det jo v�re s�dan. Burk�bet stod dog p� standby indtil i onsdags, hvor jeg tog de golde �g fra dem.
I g�r havde jeg tid til at tage ud for at k�be det og stor var min begejstring da det var p� tilbud til 600 kr! Det er jo noget der varmer en studerendes hjerte. Sikke et held at �gl�ggerne forsinkede indk�bsprocessen.

Nu er det installeret og de virker meget begejstrede. De har ogs� ruget p� det �g, som blev flyttet med over fra det gamle bur, hvilket jo er et rigtig godt tegn. Jeg havde jo ellers h�bet p� at jeg akkurat kunne n� at flytte dem inden der kom �g igen, for at undg� stress. Men de ser forn�jede ud!

Der ser vildt godt ud med det store og helt enkle bur i stuen med uspr�jtede frugtgrene fra mine for�ldres have. Nu kan jeg have god samvittighed den ene gang om ugen h�jst, hvor de bliver lukket inde. Tak for julegaven, Bitten - selv om vi var sent ude!

Der var konkurrence til Vores Planet i går aftes. Og det var dælme saftigt! Der var fuglesex for åben låge - lidt midt i primetime.

I dag har Gule Fugl så lagt et nyt æg. Fluks måtte jeg installere redekassen igen. De ligger ikke på den lade side, de to gamle gøjer!

Men i dag vidste jeg nu godt hvad jeg skulle. Æggene skulle tages fra fuglene. Jeg lavede lige vandprøven - og ganske rigtig flød de oven på, hvilket skulle betyde at de ikke er befrugtede. Men det gjorde jeg også med det første æg de lagde - og det faldt til bunds, hvilket så netop skulle betyde at det var befrugtet. Det er ikke nemt at blive klog på.

Det er jo sådan - det har jeg glemt at fortælle - at ét af æggene er forsvundet undervejs. Pist væk. Så jeg tænker at der måske har været ét befrugtet æg, hvor fostret så er dødt. Forældrene har måske mærket det og hakket det i stykker. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at jeg lige har smidt 4 små æg i skraldespanden.

Fuglene skal have et nyt bur. Det skal være stort og det skal være enkelt og pænt at se på. Som det er nu er fuglene altid frie. De bliver kun lukket ind i buret, hvis der kommer gæster, som ikke bryder sig om løse fugle eller lufter meget ud. Det bliver sikkert på samme måde med det nye bur, men så har jeg ihvertfald god samvittighed når de en sjælden gang i mellem bliver lukket inde.
Nyt bur har længe (som i et år) været planen, men vi har ikke kunne finde noget som vi syntes var godt nok. Nu har jeg fundet det rigtige bur til dem, men ville ikke give dem det mens de rugede for ikke at stresse. Så planen er nu at få købt det nye bur indenfor de næste dage og give dem redekassen ind i det. Og så ellers se naturens gang.

Nu får de lige et par dages pause i vante omgivelser uden rede og æg.

Barkas er næsten 8 år gammel. Så er man altså voksen i hundeår. Det har han tilsyneladende glemt for en ganske kort bemærkning.

Jeg er faktisk ret ærgelig over tabet. Min mor gav mig den lille muldvarp med grøn vest i julegave. Dels havde hun haft den liggende i skabet i noget der ligner 15-20 år (sikkert indkøbt som en gave til mig engang) og dels synes jeg den var totalt nuttet. Det er typisk min mor at forære mig legetøj (jeg er 29, ik?!), men på den anden side er jeg også den eneste udover hende selv, som ville blive glad for små legetøjsdyr i julegave. Jeg nåede aldrig at forevige den ordentligt i live, men man kan få en idé om den her, hvor den står ude til højre.

Zebraen var i det mindste en gave til hunden, ikke mig.

Muldvarp, R.I.P.

“Dine tanter kigger pÃ¥ hylden bagved fisken”

Min veninde Ann-Christine og jeg har en fælles sms-politik. Den handler om at man ikke mÃ¥ ændre pÃ¥ de ord som ordbogen foreslÃ¥r. Det kommer der meget sjov ud af. Jeg skrev om det engang for længe siden, men pÃ¥gældende blogpost er forsvundet. Nogle af udtrykkene er nærmest blevet inkorporeret i vores talesprog ogsÃ¥. “Det er da john!” “Jeg har en læge i ovnen” og “Du er poul, røde” er bare eksempler.

Denne sms-politik har jeg så småt overført til min mobilkommunikation med Anton også. Sætningen øverst har jeg lige sendt afsted til ham. Han har nemlig de seneste dage klaget over at han ikke kunne finde sine vanter. I dag var jeg på et kort besøg inde på hans arbejde og spottede dem, men glemte at sige det, så sendte sms´en bagefter.