VetRan

Røntgenkurset er afsluttet. I morgen starter et 6-dages introduktionskursus til store husdyr, altså heste og kvæg. I morgen startes der forfra fra Adam og Eva med hensyn til hestene. Vi skal lære den helt basale omgang med og håndtering af heste - pålægning af grime, longering, løfte ben osv. Alle hestetøserne kommer til at klaske sig på lårene af grin; de har jo totalt styr på det pis. Jeg håber, at der er andre end mig på holdet, der stadig er nybegyndere med krikker. Jeg er dog glad for mine ridetimer forrige år og de gange jeg har været med Louise ude på hendes hest. Det hjælper altsammen!

I morgen skal vi også vurdere benstilling og bevægelse hos hest. Sidstnævnte kan studeres her. Galop er ikke bare galop - der er 3-taktet og 4-taktet galop og højre- og venstregalop. Måske kan jeg se forskel efter i morgen?

Trussetyven fra i går røg på bordet igen i dag, for at se om status på fremmedlegemerne havde ændret sig. Der var stadig similisten i mavesækken og noget udefinerbart i tarmene, så den røg til operation. Senere hørte vi at de havde fundet et par nylonstrømper og to par trusser, det ene ganske rigtigt fint dekoreret.

Resten af formiddagen var fyldt med vidt forskellige patienter - nogle akutte og nogle med tidsbestilling. Det var lige så spændende og lærerigt som i går, men når man er 10 på holdet, bliver der uundgåeligt en del ventetid, hvor man står på sidelinien. Det lærer man også af, men det er trættende for benene i længden at man ikke rører sig. Jeg kunne næsten ikke få min langskaftede støvler på bagefter da jeg skulle til forelæsning, fordi læggene var så hævede. Hovedet var også kørt i sænk, så jeg gik i den første pause. Når man kun sidder og tænker på at komme hjem og sove, udnytter man tiden langt bedre ved rent faktisk at gøre det!

Nu skal aftenen i gang, og der skal løses til den mindre prøve i radiologi i morgen.

Jeg er helt oppe at køre i dag. Jeg har haft mine første røntgenøvelser på klinikken i formiddags. Sidste uge var det teori - i dag stod vi og tog imod patienter, som skulle røntgenfotograferes. Vi er inddelt i hold på 10 studerende, så det er muligt at nå at få fingrene i en del inden dagen er omme. Dyret skal positioneres, apparatet skal indstilles og billederne skal fremkaldes og evalueres med hensyn til den radiografiske teknik. Vi deltog i det hele. Der var både katte og hunde i dag. Årsagerne var vidt forskellige - der var blandt andet knæskaller ude af led, halthed og en stor hvalp som havde slugt sin ejers trusser med fine similisten på. Stenene sås lige så tydeligt på billedet - sjovt! Det er vildt inspirerende endelig at stå med det, det hele handler om. Vi er stadig de største novicer man kan tænke sig, men alligevel mærkes det tydeligt hvilken baggrund, der er blevet oparbejdet gennem de sidste små 3 år. Det virker!

Om eftermiddagen havde vi forelæsning om operationsteknik, og selv om det var tilbagevenden til den tørre teori - så lugter det altså for alvor af fugl efterhånden. I morgen er vi med på røntgenklinikken igen og onsdag skal vi til en lille prøve demonstrere at vi er kvalificerede til at betjene et røntgenanlæg, være ansvarlig for strålehygiejnen ved brugen af et sådant og vise at vi kender teorien bagved optagelser af god radiografisk kvalitet. Som dyrlæge skal man både være radiograf (den der har styr på det tekniske og praktiske omkring optagelserne) og radiolog (den som har styr på at aflæse billederne og foretage diagnostik derudfra). Desuden har man ansvaret for sit personale i forhold til instruktion i brug, strålebeskyttelse og strålehygiejne. Det er meget at få styr på på kun 6 dage, og rutine opnås der med sikkerhed ingen af. Den slags må komme senere. Ligenu glæder jeg mig bare til i morgen - en dag med nye patienter og udfordringer.

Barkas fylder 8 år i dag. Han er gråskægget, men ofte spørger folk på gaden om han er en stor hvalp. Hans kropsudtryk og opførsel er også stadig meget ungdommeligt, men jeg kan se adstadigheden i ham som kun kommer med alderen. Han er en pragtfuld hund. Han er altid glad. Han kommer (næsten) altid når man kalder. Han han har aldrig knurret, snappet eller det der er værre mod noget menneske. Hvis han har brug for at sige fra overfor noget bruger han en ud af to strategier: at gå væk og ignorere problemet eller kigge bebrejdende på mig. Jeg er også i hans liv for at løse hans problemer, så det er helt ok. Han gør aldrig, uanset om folk tramper på opgangen eller står lige udenfor hans have. Kun lige et par dybe vov, når det ringer på døren og den slags er tilladt. Han ødelægger generelt ikke nogen ting, men det er da sket at han har taget fejl af hans og mit legetøj. Og så skal det endda retsmæssigt tilføjes, at muldvarpen faldt ned på hans tæppe ved et uheld, så faktisk kunne dyret slet ikke vide at det ikke var hans.

Barkas er bedst til de mennesker som han kender. Han gider ikke blive klappet af fremmede og da slet ikke af børn. Han ignorerer dem, men jeg kan se at han ønsker dem langt væk. Derfor er det meget sjældent at jeg giver fremmede børn lov til at ae ham. Med Lasse er det heldgivis anderledes. De to er meget glade for hinanden, og Lasse har nået den alder nu hvor han rent faktisk kan være noget for Barkas - kaste pinde og bolde til ham.

Labradorgenet i ham fornægter sig ikke, så han er et madøre om en hals. Dog tager han ikke noget fra fremmede medmindre jeg er der også. Jeg har flere gange set hvordan han har fået tilbudt en godbid, hvis han har stået lænket et sted - og han rører ikke skidtet før jeg kommer. Ret imponerende for en hund, som i ugevis husker hvor der har ligget en bortkastet kebab på fortovet.

Anton kan helt sikkert komme i tanke om mange, mange unoder ved Barkas (møver sig ind allevegne, stÃ¥r demonstrativt i vejen i dørÃ¥bninger, tigger mad under madlavning, ligger i sofaen, skal altid lege voldsomt med sit frisbee nÃ¥r der er noget godt i TV…listen er lang, tror jeg) men selv synes jeg kun at der én hage ved kræet. Han trækker sindssygt i snoren! Eller som min mor diplomatisk udtrykker det: “Han gÃ¥r meget hurtigt”. Det kan Barkas ikke selv klandres for; den mÃ¥ jeg tage pÃ¥ egen kappe.

Den bedste fødselsdagsgave til Barkas i år er den besked vi fik på dyreklinikken i onsdags. Ingen bakterier overhovedet i øret og de valgte at undlade endnu en øreskylning! Det er en fantastisk nyhed, men jeg tør ikke andet end holde vejret, for det er tidligere set at infektionen vender tilbage for fulde gardiner. Ligenu er det bare skønt, selvom der stadig både skal dryppes ører og proppes piller i ham, men det regner vi ikke for noget længere. Barkas og jeg klarer skærene sammen!

Tillykke gamle, elskede, pelsbefængte møgbunke.

Lasse på 7 år har været her det sidste døgn. Tiden går hurtigt med kælketure, brætspil, x-box, Anders And-blade og lange entusiastiske fortællinger om alt mellem himmel og jord. Som de fleste børn er han ofte fåmælt når adspurgt, men når det passer ham selv, deler han hjertensgerne ud af sine tanker, som tit er forbløffende velovervejede. Sagde den stolte faster. Som lige er vågnet efter en velfortjent lur.

Først en større kamp med cyklen på Vesterbros gader - dernæst en meget mindre kamp på Frederiksbergs gader. Normalt tænker jeg ikke over kommunegrænsen som jeg krydser dagligt, men når der er faldet sne, er forskellen påfaldende. Afsted til røngtenøvelser skulle jeg, og jeg glædede mig. Hele holdet med en enkelt undtagelse, mødte troligt op trods vejret - men ikke underviseren. Øv, hvor er det bare ærgeligt. Hjem igen, men ikke før dette var foreviget. Når man bevæger sig rundt på Landbohøjskolen, kan man jævnligt møde et pudsigt syn, men det er da ikke hver dag at man ser en hest på en gaffeltruck blive gravet fri af sneen.

Vi skulle have haft gæster i aften, men transporten er for bøvlet, så det bliver en anden dag. Menuen var ellers forberedt og kødet taget ud af fryseren, så Anton og jeg får rigtig lækker gæstemad i aften. Andesteg med bagte løg i bacon og en skudefuld blandet salat med pasta, avocado, semidried tomater og andet masse andet godt dillerdaller.

Trods dagens to aflysninger brokker jeg mig ikke over sneen. Jeg synes den er skøn. I byen er den selvfølgelig mindre køn, nÃ¥r biler og busser har smattet det hele til, men jeg er jo sÃ¥ heldig at have egen lille have her midt pÃ¥ Vesterbro. Der fÃ¥r det hvide tæppe lov at ligge smukt og urørt - bortset fra hundepoter. I vores gÃ¥rd er der flere fremragende kælkebakker og sent i aftes sÃ¥ man husstandens tre beboere tumle sig derude. Vi fandt en blÃ¥ bakke med hÃ¥ndtag (en røvtallerken?), som nogle unger havde efterladt og afsted gik det i fuld fart ned af bakken lige udenfor vores egne vinduer. Barkas er ellevild over sneen - han hopper og danser og graver efter de snebolde vi kaster til ham. Jeg havde lige sat mig op efter en “engel”, da han kom sponsende pÃ¥ fulde gardiner hen mod mig. Ingen af os kunne nÃ¥ at afværge kollisionen. Han knaldede lukt ind i mig - eller rettere sagt kanten af mit hoved, sÃ¥ jeg har nu en nydelig hævelse pÃ¥ øjenlÃ¥get og temmelig megen ømhed i krainet. Sne var jo inde for rækkevidde og kom pÃ¥ med det samme og jeg er da heldigvis ogsÃ¥ sluppet for regnbuens farver. Jeg indrømmer gerne at jeg tudede, da det skete. 35 kg hund i maximal hastighed mÃ¥ alt andet lige svare til en del Newton? Ondt gjorde det!

Hvorom alting er, så er det en dejlig dag i dag! Resten af den skal bruges på køkkenpuslerier, garnnuslerier og hardcore farmalæsning.

Når der ikke ruges, holdes der møde i Ornitologisk Forening.

Jeg mÃ¥ i gang. Har holdt et par dages ferie efter heftig eksamenslæsning op til fysiologi i torsdags. Nu er det bare om at komme videre med farmakologi. Eksamen er 11. maj, men pensum er sÃ¥ omfattende (og mÃ¥ske ogsÃ¥ bare en lille bitte smule svært), sÃ¥ der bliver ikke noget der hedder “at læse pensum forfra op til eksamen”. Det bliver der ganske enkelt ikke tid til, for der er ogsÃ¥ eksamen i Klinisk basiskursus den 3. maj.

Ergo skal læsningen allerede nu strammes gevaldigt op i forhold den klatlæsning, som der hidtil har fundet sted i farmabogen. Der skal skrives noter, skabes overblik og repeteres så jeg ikke pludselig sidder med håret i postkassen og ikke når hverken det hele eller det halve. Jeg skal tidsnok komme bagefter alligevel.

Samtidig er jeg så småt begyndt at filosofere over mit bachelorprojekt, som skal skrives i maj - efter ovenstående omtalte eksamener. Jeg har allerede haft det første meget løse møde med min vejleder - for jeg ville bare være sikker på at skrive hos netop ham. Det bliver indenfor farmakologi (endnu en god grund til at komme i gang med at studere faget grundigt nu) og det bliver noget som har med smerte og smertebehandling at gøre. Tættere på det kan jeg ikke komme lige nu, men jeg har noget info, som skal udforskes nærmere i morgen formiddag inde på biblioteket. Det er vigtig for mig at føle at processen kommer i gang allerede nu; at jeg får indkredset problemformuleringen i god tid inden selve bachelorperioden går i gang. Emnet skal ligge og ulme i min underbevidsthed, jeg skal skrive notater hist og pist som jeg kommer i tanke om det og vigtigst; jeg skal ikke skal gå ind i eksamensperioden og være stresset over at jeg ikke har et rimeligt overblik over projektet.

Her i foråret er der spændende øvelser at se frem til. Nu skal vi endelig møde de ægte, levende dyr! Vi skal have røntgenkursus og skal med på klinikkerne og have med både små og store husdyr at gøre. Endelig nogle øvelser som man rigtig glæder sig til. Det var da også på tide at komme lidt væk fra bøgerne og de døde dyr - til marts er vi midtvejs på studiet!

Og det endte med et tørklæde som jeg måske ikke lige står og mangler, men som helt sikkert bliver et yndlings.

Det er ujævnt, groft og vamset, og minder mig om Madam Blå og min mormors forklæde. Jeg bliver glad for det. Og så er det det første hæklearbejde nogensinde fra min hånd.

Jeg har altid undret mig såre over tilberedningsangivelserne på de billige parboiled ris fra Coop. På dansk skal de koge 12 minutter og trække 12 minutter. På norsk skal de koge 15 minutter og trække 5-6 minutter. På svensk skal de koge 20 og trække i 5. På finsk er det det samme som på svensk, så vidt jeg kan dechifrere. Spørgsmålet er kort og godt: Hvorfor?

Er der forskel på hvordan skandinaverne foretrækker deres ris? En hurtig søgning gav mig dette link som fortæller at Coop har besluttet at standardisere kogeanvisningerne - men ikke til hvilken af metoderne. På den pose jeg købte i går står stadig 3 forskellige anvisninger.