VetRan

Krisen er overstået for denne gang. Mor her gjorde brug af snarrådighed og snilde og overtalte dermed dyret til at nappe endnu en sæson.

20 minutter fra København med båd ligger et åndehul, hvor man har det hele for sig selv - hvis man vel at mærke tager derover efter skolerne er startet igen. Vi tog båden ud kl. 10 og hjem kl. 16.30 og vores eneste selskab i det tidsrum var fiskeren i den lille kutter, sejlerne der gled lydløst forbi, lastskibene læsset med store siloer, flyvemaskiner i det høje og havvindmøllernes imponerende statur. Og en fasan.

Vi benyttede os ikke at de mange fine tilbud med hotel, fin middag og wellness - vi nøjedes med et tæppe, et par gode bøger, hjemmelavede kartoffellommer med fyld af skinke og ost samt en flaske champagne. Det var altså ikke dårligt.

I dag tager vi ud i det blå igen, denne gang med sovepose.

Vores opvaskemaskine er i stykker.

Man ved at det er ferietid, når man serverer en iskold Smirnoff Ice som morgenmad til sin elskede kl. 13.45

Ligeså stille kommer stressen krybende nu. Der er kun 2½ uge tilbage af min sommerferie. Jeg ved godt, at det er overdrevet luksus for de fleste mennesker eftersom jeg startede min ferie d. 27 juni og ender med totalt at have holdt to hele måneder. Ikke desto mindre er tankerne om lange skoledage fra 8-17 hele ugen begyndt at hjemsøge mig. Jeg starter på kandidatdelen nu og arbejdspresset bliver ikke ligefrem mindre. Indtil videre har jeg ikke åbnet en eneste fagrelevant bog i løbet af sommeren; det håber jeg stadig at nå. Men ender det med at jeg må skyde en hvid pil efter dette mål, så har jeg stadig en uges praktik på et dyrehospital at trække på. Det skal jeg ugen lige inden studiestart og det kan helt sikkert dulme samvittigheden at jeg trods alt bruger en uge på noget studierelevant - åbnede bøger eller ej.

Omvendt ved jeg også udmærket at jeg seriøst har haft brug for denne lange sommerferie. Det er med fuldt overlæg, at jeg har valgt kun at arbejde en enkelt uge og kun at tage en enkelt uges praktik. Efter bachelorprojektet og de to eksamener i Farmakologi og Klinisk Basiskursus var det essentielt for mig at lægge fagbøgerne på hylden og bare slippe tanken om studiet fuldt ud, men som sagt kommer stressen krybende nu.

Jeg vil dedikere en times tid af dagen i dag til at kigge på min nye pensumliste og stoffet til den første studieuge. Så kan jeg i morgen formiddag køre ind på skolen og købe guldklumperne - det ville da være et skridt på vejen. Det gælder om at ramme en balanace, hvor jeg dels stadig holder ferie, dels imødekommer stressen, så min ferie ikke spoleres.

Vi stod i baren til den årlige sommerfest ude i Morbærhaven i lørdags. Arrangørerne havde fundet på et glimrende koncept, som omhandlede en bar med cigarer, cognac og vandpiber. Sidstnævnte syntes Anton og jeg som ikke-rygere var en fremragende idé og vi fik derfor bragt en vandpibe ud til ølbaren, hvor vi stod fra 21-24. Det viste sig at Anton har et skjult (indtil i lørdags) talent udi at lave røgringe. Her er han stadig i træningsfasen.

Jeg stod i Tivoli og ventede foran toiletterne mens Poul Krebs spillede. Ung fyr tiltalte mig:

“Hvor er koncerten henne?”

“Mener du Poul Krebs?” (kunne jo være han mente mindekoncerten for Natasja, som var samme aften)

“Poul Fisk?” (her indsÃ¥ jeg at samtalen nok ikke blev seriøs)

“Han spiller pÃ¥ Plænen”

 “Hvor er det henne?” (hmm, jeg tror du laver sjov med mig…men ok, kan jo være du lige er kommet ind med 4-toget)

Jeg peger i den rigtige retning. Han peger i den stikmodsatte retning på et plankeværk og spørger:

“Kan jeg sÃ¥ bare kravle over dér for at komme derhen?”Â

“Ja, det kan du da sagtens” - siger jeg og griner. Dét her kørte alligevel af sporet allerede ved Poul Fisk.

“Ã…rh, hvor sejt! Du har da totalt styr pÃ¥ det her!” - siger han og gÃ¥r alligevel i den rigtige retning mod Plænen.

Efter nogle skridt vender han sig, tænker sig lidt om og siger så med et bredt smil:

“Kommer du fra Tivoli?”Â

Hun skulle have spillet der i går med sit band The Ragga Pack. I Tivoli. I stedet blev det til en mindekoncert af en times varighed med kunstnere som har arbejdet sammen med og kendt Natasja. Det var et fint arrangement, respektfuldt men ikke alt for sentimentalt og højstemt. Det var en fest - en fest med en stor klump i halsen og tårer i øjnene, men en fest var det og sådan skulle det være.

Der blev sendt en masse gode vibrationer og kærlighed til himmels og jeg er glad for at have været tilstede. Jeg havde brug for muligheden for at mindes denne intet mindre end brilliante musiker og sangerinde officielt og i en crowd med andre som holdt af Natasja. For mig bliver hun ikke glemt, for hendes stemme, udstråling, teaterperformance og musik har berørt mig dybt og tabet af hende var chokerende. Men det officielle punktum er sat nu og det føles rart. Nu kan jeg bedre nyde hendes musik på fuldt drøn og med stor glæde og fryd uden at ryge i kulkælderen. Og det er sådan det skal være!

Nu har jeg også set mænd med dem på.

Jeg er skræmt fra vid og sans.

Samler blinde op efter deres førerhunde?

Det kom jeg til at tænke på efter aftenens luftetur i vores grønne gård, hvor hunde må løbe løs mellem 21-22.

Jeg mÃ¥tte snuse og befamle mig med posebeklædt hÃ¥nd frem til efterladenskaberne og der var tre af dem her til aften. Det kan godt lade sig gøre i mørket, hvis bare man fÃ¥r set sÃ¥dan cirka indenfor hvilken radius gerningsstedet er. Jeg hÃ¥ber da jeg fik det hele med…