VetRan

Nuvel. Livet er jo ikke blot lutter lagkage. Faktisk ligger det lige for at kalde livet for lort og lagkage. Usandt er det jo ikke.

Vores toilet skranter og er begyndt at løbe kraftigt med mellemrum. Bliktuden har været her på et tidligere tidspunkt for at tilse og kurere problemet, men nu er løberiet vendt frygteligt tilbage. Mens vi venter på at få kontakt til vores altid så organisatoriske gårdmænd (host), må vi leve med vind i numsen. For det er sådan at der bliver genereret en ikke ubetydelig og temmelig kølig lufstrøm nede i vores toilet.

Ærligt må jeg tilstå at problemet ikke påvirker mig (udover den dårlige samvittighed over vandspild). Jeg bemærker ikke blæsten, før jeg skal tørre mig og lidt luft på hånden kan jeg da let overleve. Sådan går det ikke med Anton. Hans defækeringsmønster er blevet stærkt hæmmet af det kolde sus nede i kummen og han siger at sphincteren trækker sig usamarbejdsvilligt sammen som respons på blæsten. Og nu jeg tænker efter - er der ikke noget med at man kan forhindre en person i at skide sig i lige hovedet, hvis blot man puster dem i røven, eller er det en urban legend?

Anyway, så har jeg som sagt ingen problemer i den retning. Spørgsmålene står derfor nu i kø for at blive besvaret. Er Anton mere spidsrøvet (og kommer derfor nærmere blæsten) end mig? Eller presser han bagdelen længere ned i kummen end mig? Er han mere kuldskær end de fleste? Eller er jeg tykhudet og ufølsom bagi?

Jeg har før slået fast, at jeg er venstrehåndet. I forbindelse med tekniske procedurer både i den uddannelse jeg har gennemført og den uddannelse jeg er i gang med, har jeg sommetider stødt på problemer. Højrehåndede har i sagens natur svært ved at vise procedurer, hvor hændernes indbyrdes og respektive stilling og funktion har en betydning, på en måde så en venstrehåndet umiddelbart kan afkode teknikken. Jeg har også svært ved at lære visse ting videre til højrehåndede - selv om det blot drejer sig om at spejlvende tingene. At spejlvende kan faktisk være en stor udfordring, når man lige står i situationen og har brug for at kunne efterligne noget en anden gør præcist.

For første gang nogensinde har jeg i dag opdaget i et af mine nyindkøb fra Bogladen at en lærebog har taget konsekvensen af ovenstående problem. Bogen indeholder trin-for-trin-guides til suturerings- og suturknudeteknikker. I bogen gennemillustreres en teknik ganske simpelthen først for en højrehåndet persom og dernæst for en venstrehåndet person. Dette synes jeg naturligvis er et fantastisk tiltag!

Gad vide om ikke forfatteren er leftie?

Annonce fra Sladderspalten (email-netværk på studiet):

Jeg har to dejlige tævehvalpe som søger et hjem. De er tysk rughårede hønsehunde og er 5 uger gamle. De er ikke særlig rughårede næsten mod det glathårede, og utrolig pæne. De er fortrolige med børn, andre hunde, katte og alle mulige andre dyr og maskiner. Håber de kan friste, da vi gerne vil af med dem til gode mennesker.
Kontakt: NN xxxxxxxx

Mon man også kan få dem hvedehårede? Eller havrehårede - det kunne se sjovt ud ;-)

Inden for de sidste 34 timer har jeg kværnet to romaner: Med venlig deltagelse af Erling Jepsen og Rødby-Puttgarden af Helle Helle.

Førstnævnte er præcis ligeså god som forgængeren - Kunsten at græde i kor og disse to bøger kan jo beskrives med et eneste ord: tragikomisk. Jeg underholdes til det yderste af disse to romaners underfundighed, lune, evne til at forarge og fantastiske dialoger - samtidig med at temaerne fra historien lever videre i mit sind længe efter og maner til eftertanke. I like. Frygtelig lykkelig af samme forfatter ligger og venter på mig og jeg glæder mig.

Rødby-Puttgarden er hverdagsrealisme og kan beskrives med et eneste ord: røvkedelig. Bevares, jeg kan da udmærket godt se symbolikken i det fastkørte liv, de to søstre fører - pendler frem og tilbage fra havn til havn men kommer aldrig videre og sådan er der da mange fine betragtninger om liv, der kunne være blevet til så meget mere. Skrivestilen er ikke noget for mig og romanen minder mig mest om en ungdomsbog, jeg ville have brudt mig en lille smule mere om som 12-årig. Helle Helle generelt og dermed også Rødby-Puttgarden er meget rost og mange begejstres over hendes stramme skrivestil, men den tænder ikke mig. Hun er blevet sammenlignet med Ida Jessen, som også begejstrer mange, men Ida Jessen er da også præcis ligeså kedelig som Helle Helle. Smag og behag!

En anden og helt anderledes bog om spildt liv er Den lukkede bog af Jette A. Kaarsbøl., som jeg også har slugt i den forgangne uge. Det er noget af det bedste jeg har læst meget længe, ja i mange år. Jeg havde ondt i maven fra start til slut og opmuntret bliver man ikke ligefrem af historien, men hold da kæft (jeg er simpelthen nødt til at bande her), hvor er den brilliant skrevet. Jeg kan slet ikke fatte, at det er en debutroman. Jeg glæder mig faktisk allerede til at genlæse den om nogle år og kan ikke anbefale den varmt nok.

Indenfor den sidste måned har jeg yderligere læst Dystopia af Dennis Jürgensen (den stod lige på reolen og da jeg aldrig har haft fingre i den tidligere, synes jeg ligesom at det var dens tur nu). Det fortrød jeg ikke, selv om jeg nok ville have haft mere glæde af at have læst den for 15 år siden. Men en god historie - dét er det. I starten var jeg lidt lunken; syntes den havde stjålet lidt for mange koncepter fra Ringenes Herre og at det hele gik lidt langsomt, men da der rigtig kom sving i historiens udvikling, blev jeg tryllebundet og hang godt fast til sidste side. Det er ikke tosset at lade sig trække med ind i en fantasiverden til tider.

Og nu vil jeg læse i denne fantastiske bog: Small Animal Surgery. Den slags ord skal jo også til.

Formiddagen har jeg tilbragt med klinikholdet i Zoologisk Haves skoletjeneste. Formålet var håndtering og klinisk undersøgelse af eksotiske dyrearter, men det udviklede sig til det rene turistfotograferingsmani. Heldigvis havde underviserne ingen forventinger om at vi lige i dag skulle have overskud til at få udarbejdet grundige journaler, for tiden gik såmænd hurtigt nok blot med at holde og kigge på dyrene.

Nogle overvandt diverse fobier, men den eneste seriøse dyrefobi, som jeg har, skulle jeg absolut ikke overvinde. Hverken i dag eller senere. Jeg har intet ønske om at turde holde en fugleedderkop, men jeg har da stået tæt på folk, der gjorde det i dag og også fotograferet de ottebenede fætre. Tilbuddet om at holde en fugleedderkop i trygge omgivelser har jeg fået adskillige gange i mit liv efterhånden, men jeg nærer intet ønske om at udsætte mig selv og dyret for det. Jeg kan være i samme rum som dem og det er helt fint med mig. Kan ikke se hvorfor jeg skal tvinge mig selv til at holde et dyr, som der er stor risiko for at jeg vil kaste fra mig, hvis den så meget som vipper med ét af sine ben. Edderkopper vil jeg altså ikke pryde bloggen med, men her kommer en serie med nogle meget sødere dyr.

En kongeboas smukke hoved

Ja, sÃ¥dan en karl er stærk…

En frø af en art, jeg ikke husker navnet på

En rottesnog

Et pindsvin

En skægagame. Den var sød.

Musen er naturligvis aflivet før servering.

En særdeles velkendt situation for mig - rottenusning.

Kongeboaen igen - jeg blev faktisk helt glad for at holde den.

Det er sjovt at være stud.med.vet.

Ikke mere show off for i dag.

Da jeg var barn var jeg meget forelsket i Alan Alda og en lille smule i Jess Ingerslev.

Jeg må nok erkende, at jeg gør mig selv en tjeneste fremover ved kun at tage aftenvagter på Stordyrshospitalet, hvis jeg enten har fri dagen efter eller kan tillade mig at møde til frokost.

I går var jeg i skole fra 8.30 til 16 og havde aftenvagt fra 16-24. I morges skulle jeg op igen til øvelser i Klinisk Undersøgelsesmetodik. Selvom min sengetid i går aftes ikke var meget senere end den ofte er, så er der er alligevel den forskel at jeg har koncentreret mig heeele dagen. 15½ time. Det er længe. Man må max. have to dages fravær i øvelserne, og nummer to dag har jeg så taget i dag. En zombie er alligevel hverken til gavn for dyr eller medstuderende. Der er 5 formiddage med disse øvelser tilbage, så det kan sagtens gå.

I stedet har jeg sovet og er nu frisk til at tage til forelæsningen i endokrinologi, som jeg ellers på forhånd havde fravalgt da jeg vidste at jeg ville være meget træt i dag efter øvelserne. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Så så man lige lille buttede Randi charme til fotografen i hendes yndlingskurvestol.

Bortset fra hårfarve, frisure og tøjstil, så ligner jeg sgu mig selv meget godt.

På arbejdet forleden fortalte en kollega følgende historie:

En mand, som havde høns, oplevede gang på gang at æggene forsvandt fra hønsehuset. Der var ikke tegn på indbrud eller vold mod hønsene og æggene forsvandt helt og aldeles. Ikke noget med at der lå skaller tilbage. Mysteriet var meget stort, men en dag greb han gerningsmanden på fersk gerning. Eller gerningsmændene, bør man med rette sige.

Det var to rotter. Den ene holdt hønens opmærksomhed fanget (for den vil jo forsvare sit æg), mens den anden rotte greb fat om ægget med sine forpoter. Sådan et hønseæg er lige i overkanten for selv en rotte at manøvrere rundt med, når forpoterne ikke er fri til bevægelse. Derfor havde det snedige makkerpar udviklet den smarte strategi at den rotte som havde tirret hønen tog fat i den anden rottes hale med tænderne og slæbte den æggebærende rotte baglæns ud af hønsehuset.

Det er en sand historie og manden skulle efter sigende have været så heldig at få foreviget æggetyvenes fremgangsmåde (det blev han nødt til, da omgangskredsen troede han var blevet gakgak). Jeg gad godt se de billeder! Men jeg tvivler ikke det mindste på rigtigheden af historien, for efter i mange år at have arbejdet med rotter og desuden haft dem som kæledyr, ved jeg hvor kvikke de er. Alligevel er jeg dybt imponeret over den veludviklede samarbejdsevne som disse to æggetyve udviste.

Jeg rydder op, sorterer og smider ud. Støder på gamle ansættelseskontrakter, lønsedler, kærestebreve, garantibeviser på ting jeg ikke ejer mere og bunkevis af dippedutter og dingenoter, med hvilke jeg har haft en tanke om kunne bruges til forskellige kreative projekter. Idéerne bliver ikke altid til noget og når man indser at man på 10. år gemmer noget, som man endnu ikke har manglet, skal der altså en renovering til. Det er et kæmpestort arbejde, for jeg er samler og selvom jeg øver mig, er jeg ikke rigtig god til at smide ud.

Nogle gange er der bare noget der må vige, og i dag bar jeg en fjerdedel af min perlesamling ud til skrald. To store æsker med rumindeling med kæder, figurer, træperler, grønlandske perler, gamle vedhæng og mange andre fine pigeskatte. Bare rolig, jeg har skam beholdt de bedste ting i samlingen til mig selv.
Ude i skraldeskuret bliver der klunset. Jeg har allerede set at der har været afsætning på stakken af billedrammer, som jeg satte ud i går og jeg selv har fundet vores grønne Aluminiatallerkner, vores koplettede fodskammel, den hjemmesvejsede stol vi bruger som natbord, det store runde træspejl, som blev så smukt med en gang hvid maling, et lille fint bord, min kontorstol og sikkert flere ting derude. Hver dag på runden med Barkas i gården kigger jeg indenom skraldeskuret og jeg er ikke den eneste.

Perlesamlingen fik ogsÃ¥ hurtigt ben at gÃ¥ pÃ¥, for jeg mødte tre piger pÃ¥ rulleskøjter derude og vinkede dem hen. De blev henrykte over skatten, som jeg overrakte dem og de gik straks i gang med at organisere en oppyntning i deres hule med “ædelstenene”. SÃ¥ er det meget lettere og glædesfyldt at smide ting ud!