VetRan

Så er vi nået til torsdag, som om formiddagen bød på atter en kold vinterdag uden nedbør (det skulle ændre sig senere). Det var blevet tid til en rigtig gåtur i Central Park.

Vi havde håbet at cykeludlejningen var åben, så vi nemt kunne komme op i den nordlige del (parken er knap 4 kvadratkilometer stor - dobbelt så stor som Monaco), men de havde selvfølgelig vinterlukket.

Som sædvanlig var der mange ting, vi gerne ville nå den dag også, så det endte derfor med at vi holdt os til den sydlige halvdel.

Man finder mange sjove detaljer rundt om på sådan en tur.

Hestene her er fra indgangspartiet til Central Park Carousel, en smuk hestekarussel fra 1870. Denne forlystelse var også vinterlukket, men vi kunne da nyde den fine udsmykning udenfor den tillukkede karussel.
Â

En velkendt skikkelse fandt vi også. Om sommeren læses der hver lørdag H.C. Andersen-eventyr højt her ved statuen. Og jeg måtte selvfølgelig hoppe op på det blanke knæ, som tusinder af andre børn før mig.

Og nu jeg var i gang med at bestige statuer, måtte jeg jo også holde Alice i hånden.

En skøn statue, i øvrigt.

Og der er slotte…

Og vand. Masser af vand.

Det begyndte at hagle og Anton var fortsat forkølet.

Vi ilede derfor videre til American Museum of Natural History. Jeg havde fået gennemblødte sko og sokker på den korte tur over til museet, så stavrede rundt med papir stoppet ned i skoene i flere lag; udenpå og indeni sokkerne. Det tog en smule af fornøjelsen i starten, men det var hurtigt glemt.

AMNH er uden sammenligning det bedste museum, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Og jeg skulle da mene at min far ved gud har trukket mig og Torben med til lidt af hvert gennem tiden både i Danmark og Europa. Men det her museum, beliggende i Upper West Side ud mod Central Park, giver mig lyst til at sætte børn i verden ene og alene af den grund at jeg så kan tage dem med på American Museum of Natural History.

Pragtfulde panoramaer med dyr fra hele verden.

Vi havde kun afsat et par timer med fuldt bevidsthed om at vi kun ville nå en brøkdel på denne tid. Igen var det et spørgsmål om prioritering. Ingen tvivl om at jeg ved et besøg nummer to, vil henlægge på det nærmeste en hel dag til dette museum. Der var sindssygt mange ting af fordybe sig i og udstillingerne var imponerende flotte, indbydende og pædagogiske. Man havde virkelig lyst til at dvæle alle steder, suge til sig, forundres, lære mere.

Hele naturvidenskaben er dækket. Flora, fauna og mennesker fra hele verden. Vores udviklingshistorie, universet, geologi og mange, mange andre emner. Ikke mindst dino´erne. I dinosaur-salene føler man sig lidt som om man er med i en Anders And-historie. På Andebys museer er der nemlig altid store dino-skeletter.

Vi havde valgt at droppe de største kunstmuseer i New York, hvilke jeg slet ikke betvivler er helt vidunderlige. Jeg besøgte godt nok Guggenheim alene fredag, men ellers holdt vi os til ovenstående naturhistoriemuseum på museumsfronten. Er man bare lidt interesseret i verdenen og naturen omkring os, kan jeg ikke understrege nok, hvor meget jeg vil anbefale et besøg på American Museum of Natural History. Jeg ved godt at man kan bruge hele sin ferie på New Yorks vanvittigt mange museer, men altså - dét her var guld!

Selv metrostationen ved museet var flot udsmykket. (Her må jeg lige indskyde at undergrundsstationerne generelt var utroligt flotte - rene, velholdte og ofte med gadenavnene skrevet i gammeldags mosaik med fine farver).

Vi ilede ind til Greenwich Village i den silende regn for at finde en frokost derinde. Jeg kan desværre ikke dokumentere den hyggelige stemning blandt de gamle huse i “The Village”, for det var ærligt talt ikke særligt hyggeligt at være gennemblødt fra yderst til inderst og min nyindkøbte paraply fra museet hjalp kun ganske lidt.

Men vi fandt da (som planlagt hjemmefra :-) Magnolia Bakery hvor de laver verdens bedste cupcakes, som tøserne fra Sex and the City også har smag for. Jeg skal vist være taknemlig for at der ikke et Magnolia Bakery her på Vesterbro, for jeg ville meget, meget hurtigt blive frygtelig forfalden.

Vi købte to cupcakes med chokoladetopping og spiste dem udenfor kondidoriet under et stillads i silende regn. Trods det grå scenarie, var det en stor nydelse.

Uorganiserede som vi er og ynder at være, spiste vi bagefter frokost på en fransk café i nærheden. Nogle ville måske have forelagt det logiske i at få desserten hos Magnolia bagefter, men sådan er Hr. og Fru Modsat ikke. For mit vedkommende kunne det bare ikke gå stærkt nok med at få nedsvælget en cupcake, lige såsnart vi øjnede konditoriet.

Resten af eftermiddagen gik med fri leg hver for sig igen. Jeg fik shoppet fire par sko og Anton var atter på jagt efter en football-trøje. Det lykkedes desværre aldrig for ham at finde den helt rigtige. Men jeg fik sko.

Vi mødtes på hotellet og mens vores sko og tøj var i tørretumbleren i kælderen, fik vi en ordentlig skraber sammen på værelset. Der er nu ikke noget som at putte sig under tæpperne, når man har været kold og våd.

Om aftenen var det blevet tørvejr og vi gik ned på en lokal cubansk restaurant, som vi tidligere havde spottet. Her var feststemning med live cubanske rytmer, dans og et julefrokostselskab. Jeg fik endnu en gang valgt den ret på kortet med absolut flest skaldyr og vi drak selvfølgelig Mojito og Corona. I forhold til herhjemme spares der ikke på sprutten og jeg vil tro at Mojitoen var sådan cirka half´n´half. Smagte godt - syntes jeg! Anton er en tøs på det punkt og syntes den var for stærk, så det var jo helt nærliggende at jeg fik tyllet begge drinks.

Og jeg fik et kæmpestort smil på, slingerede lidt på vejen hjem, grinede højt selvom sengen drejede rundt. Midt på natten måtte jeg lige ud og hilse på de grimme toiletkummer. Efter to Mojitos og én (1) Corona. Det er sgu godt gjort, men det var sjovt mens det stod på. Anton var sjovt nok pinlig ædru - så kan han lære at lade være med at give sine drinks fra sig!

PÃ¥ hjemrejsedagen fredag vÃ¥gnede jeg med kvalme…

Der er ikke mange ting, der slår nydelsen ved kolde pandekager med smør og sukker kl. 2 om natten. Mums!

Det er ved at være sidste chance for at påvirke, hvem der skal beæres med Blogprisen 2007.

Har du husket at stemme pÃ¥ din favorit?Â

Jeg bliver aldrig, aldrig nogensinde træt af at høre Band Aids originale 1984-version af Do they know it´s Christmas.
Og at se videoen (der har et bredt udbud af fantastiske puddelfrisurer) samtidig, giver mig sgu kuldegysninger.

Boy George synger sine to linier exceptionelt godt! Og Phil Collins er tilsyneladende en af de eneste der ikke havde enten langt eller højt hår i firserne.Og nu har jeg jo lige lært at sætte YouTube-videoer ind på bloggen, og så skal det saftsuseme udnyttes.

God lørdag derude - uden julestress, tak :-)

Onsdag morgen drog vi downtown og tog den gratis pendlerfærge ud til Staten Island. Den sejler lige forbi Ellis Island (hvor immigranterne i sin tid steg i land) og Liberty Island (hvor Frihedsgudinden huserer) og vi var enige om at et kig til begge dele, var helt fint for os. Ude på Ellis Island ligger et interessant museum, der fortæller immigranternes historie, hvilket jeg synes kunne have været spændende at udforske nærmere. I soklen under Frihedsgudinden er der også museum, samt mulighed for at stå for hendes fødder. Men med knap en uge til rådighed, må man prioritere, og vi valgte altså den nemme løsning. Hvis jeg skulle komme derover igen (og det er jeg ret sikker på at jeg gør), vil jeg opprioritere et besøg på Ellis Island.

Udsigten tilbage mod Manhattan downtown var imponerende, men samtidig er det uundgåeligt at bemærke hullet i skylinen.

Og selvom det er uhyggeligt ordinært med et foto af hende her, så kan jeg jo ikke vise billeder fra New York og så springe hende over. Et smukt monument er hun.

Bedst som jeg stod og nød udsigten og troede at Anton gjorde det samme, blev jeg snydefilmet. Sådan kan det gå.

Vel tilbage på Manhattan tog vi turen omkring Wall Street og New York Stock Exchange, som bevogtes behørigt.

I dette hul forsvandt de jakkesætklædte mænd ned - efter et grundigt sikkerhedstjek først, naturligvis.

Ground Zero rundede vi også for en meget kort bemærkning. Ingen af os følte trang til at dvæle ved dette sted, som et par andre sensationslystne turister. Vi så at de var i fuld gang med byggeriet bag plankeværket og så hastede vi videre gennem byen til Chinatown.

Chinatown var en sjov oplevelse. Her møder man udelukkende asiater og turister som en selv. Her ser man ingen af de andre etniske grupper, man ellers støder på i New York. Kun asiater. Det er som at træde ind i en helt anden verden og for mange at beboerne i Chinatown, er denne bydel virkelig også hele deres verden. De bor, arbejder og har hele deres sociale liv i Chinatown og kommer kun sjældent ud af bydelen.

Her sælges fisk i alle gader, både levende og døde (tørrede).

Sågar levende frøer i en spand. Det var svært at gå forbi dem uden at blande sig i det uetiske i konceptet.

Efter hele formiddagen og lidt til i Downtown tog vi undergrundsbanen ud til Brooklyn - bare lige til den anden side af Brooklyn Bridge. Her fandt vi et pizzeria, for bydelen er åbenbart kendt for gode pizzaer og Anton ønskede sig brændende en Brooklyn-pizza. Den var nu ikke noget særligt (men vi havde nok også valgt et sted for tæt på broen), men mætte blev vi i den grad - af at DELE en SMALL pizza. En regular var større end vores familiepizzaer herhjemme.

Vi gik tilbage til Manhattan over Brooklyn Bridge og vi var ualmindelige heldige, timede eller begge dele. Vi satte fødderne på broen mens det stadig var lyst. På den første halvdel havde vi skumringen, midtpå fik vi solnedgangen ude ved siden af Frihedsgudinden og på den sidste halvdel blev vi blændet i møde af Manhattans lys i mørket. Det er nok noget nær den bedste og mest romantiske halve time, jeg nogensinde har oplevet.

Her leger jeg Ulla Terkelsen. Eller noget.

Langt ude bagved kan man se Frihedsgudinden i aftenrødmen. Det var sgu flot.

Vores kamera er i forvejen usselt, men det er direkte ondskabsfuldt at udsætte det for mørke. Men trods kvaliteten eller mangel på samme, fornemmer man nok alligevel herunder hvilken smuk tur over broen, det var.

Efter broen skiltes vi igen. Anton ville se Madison Square Garden samt opsøge nogle sportsbutikker, som måske havde lige præcis den footballtrøje han ønskede sig. Jeg gik i stedet efter en adresse på en garnbutik, jeg havde læst om hjemmefra. Jeg kom gennem Chinatown igen, passerede Little Italy (prøv at sige det hurtigt 10 gange), som stort set kun er en lille gade med italienske restauranter og susede gennem Little India. Der var så mange spisesteder alle steder, som jeg kunne have haft lyst til at kaste mig over. Men garnbutikken var målet. Målet fandt jeg efter lang tids vandring og skuffelsen var ekstremt stor, da jeg måtte sande at garn (i hvert fald i denne butik) på ingen som helst måde var billigere end herhjemme - faktisk nærmest dyrere, og det siger ikke så lidt. Havde håbet på at finde guld, som skulle medbringes til mor, mig selv og veninder, men ikke et eneste stakkels nøgle købte jeg.

Jeg har ingen erindring overhovedet om hvad vi fik til aften, men jeg har på fornemmelsen at delepizzaen stadig lå så godt i maven, at restaurantbesøg blev sprunget over onsdag.

Tirsdag startede jeg selvfølgelig med at forevige vores nyerhvervede udsigt.

Efter morgenmaden fra hostellets stueetage (frisk frugt og bacon & eggs hver dag kan man blive ret glad for) tog vi subway´en til Bronx. Undervejs ændrede den sig til en “upway”, dvs. toget kørte over jorden, sÃ¥ vi fik et indtryk af hvor anderledes Bronx er fra Manhattan i udtryk. Meget forstadsagtig til sammenligning. Destinationen var Bronx Zoo - USA´s største by-zoo om hvilken jeg havde læst mange gode ting.

Godt nok har jeg hverken særlig faglig interesse eller forstand i eksotiske dyr, men dyrepasser af uddannelse og hjerte er jeg nu engang, så ligesom Anton tog mig med til football i New Jersey, tog jeg ham med til dyr i Bronx.

Og det var en vældig fin zoologisk have. Ingen tvivl om at alle dyrene havde det rigtig godt der. Men den havde været væsentlig mere spændende en sommerdag. Der var ikke adgang til dyrenes stalde, så der var mange anlæg, hvor der simpelthen ingen dyr var at se. Jeg var da også gået ind i den kulde, hvis jeg havde valget! Haven skilter ligeså fint med at om vinteren og ved dårligt vejr, må man finde sig i tomme anlæg, da dyrene så vælger at være inde. Det er jo fint, men det der undrer mig, er naturligvis hvorfor publikum ikke har adgang til de indendørs anlæg, som vi kender det fra Danmark. Jeg tror bestemt ikke det er fordi de har noget at skjule, men måske er den amerikanske publikumsmentalitet anderledes på område? Måske synes de ikke at det hører sig til at fremvise dagligdags ting som udmugning og kig til foderkøkkener? Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved at haven spredte sig over mange kilometer og vi gik også mange kilometer uden at se dyr i visse af anlæggene. Det havde da været rart at kunne se dem i staldene i stedet.

En af deres bedre attraktioner var regnskoven. Den var virkelig skøn og stemningsfuld med vandfald, flotte baggrundspanoramaer og trods der ingen dyr er på billedet nedenunder, var der faktisk mange sjove dyr i regnskoven.

Der var blandt andet vagtsomme, men alligevel temmelig dovne katte…

Udenfor regnskoven stod dette citat, som jeg måtte tage med mig. Jeg synes det er smukt og sigende. Jeg vil prøve at huske det - eller i hvert fald essensen.

I de dyretomme anlæg kunne vi jo passende kigge pÃ¥ egern i stedet. Det blev en helt mani pÃ¥ hele vores rejse at være den første til at rÃ¥be “Der er et egern!” Og det skete tit.

Og sorte fætre var der skam også.

Endnu en doven karl…

Og en tiger meget tæt på.

Men det bedste i hele zoo´en var denne flok mus, som hvilede sig på toppen af en hul træstub. De havde et problem. Der var ikke plads til alle. Langsomt gled de ned, mens de stædigt holdt fast med forpoterne. Til sidst møvede de sig alle op på toppen igen, undtagen én stakkels mus, som hver gang ikke havde rundsave nok til at få tiltusket sig en plads. Og så gled de ned igen og denne cyklus fortsatte tilsyneladende i en uendelighed. Anton var meget begejstret og jeg havde svært ved at få ham med videre.

Videre efter dyrene skulle vi dog, men vi valgte at splitte op. Anton var blevet meget forkølet og havde brug for at hvile nogle timer på hotellet.

Imens tog jeg til Williamsburg i Brooklyn, som skulle være et fedt kvarter. Desværre gik gassen lidt af ballonen da jeg endelig ankom (det tog en krig med metroen). Mørket var faldet på og det hele virkede lidt skummelt og jeg følte mig ikke godt tilpas. Jeg gik mig en tur i gaderne og fandt masser af ungdomshus- og musikermiljøstemning, men der var ikke rart at gå alene. Jeg vendte hurtigt tilbage til Manhattan og fik styret min ekstreme lyst til ørenringe i So Good Jewelry.

Efter at have fået dagens Visa-kick, mødtes jeg med Anton i vores eget kvarter og spiste aftensmad på en utrolig hyggelig japansk restaurant. Ikke sushi, for dette koncept brækker Anton sig desværre over, men jeg fik en toplækker ret med MANGE store kammuslinger med en delikat peanutchili-agtig sauce til. Og sprøde, lækre grøntsager til, som japanerne er så gode til. Og ja, jeg er en sucker efter skaldyr i alle afskygninger - især når jeg er i udlandet. Jeg drømmer stadig om Oyster Bar om natten :-)

Apropos nat, så var den tirsdag faktisk også gået.

Nu er dagen blevet meget bedre. Har fÃ¥et købt stof til nytÃ¥rsjole, som mÃ¥ syes mens jeg sover, for jeg ved ikke godt nok ikke hvornÃ¥r jeg ellers skulle fÃ¥ tid. Men nu havde jeg lige mønstret i reolen og idéen i hovedet….

Fik også handlet to af de sværere julegaver (og mangler nu kun halvanden gave) og tilbragte ellers eftermiddagen hos Sanne til gløgg og æbleskiver og billeder og film fra hendes rejse til Island. De var godt nok flotte! Der vil jeg gerne hen engang.

Det var godt for humøret og nu er jeg i gang med at rydde op på skrivebordet. Planen er at få lavet en plan. En plan over de ting jeg skal i julen og nytåret og en realistisk plan over hvor meget skolearbejde der skal puttes ind i disse dage, der ellers er godt bookede.

Juleaften, 1. juledag og 2. juledag går med familie. 3. juledag skal vi til en stor julefrokost hos venner. Såkaldte 4. juledag skal jeg hjælpe min veninde med nytårsforberedelse. 5. + 6. juledag samt selve nytårsaftensdag skal jeg arbejde i butiksåbningstiderne. Og så er der også lige noget mere arbejde, som jeg har deadline på 2. januar, som også skal presses ind på et tidspunkt.

Hmm. Hvor realistisk er det lige at jeg får læst også? Jeg ved godt, det lyder håbløst, men jeg er nødt til at tro på det og gøre alt hvad jeg kan for det lykkes. Der bliver ikke meget snapsesjov i år.

Jeg er blevet optaget på biomedicin-differenteringen.

Mandag kunne det være nok med den famøse køjeseng. Vi var sgu da ikke kommet til New York for at sove i lag! Jeg stod tidligt op og gik ned og slog i bordet hos hostelmutter. Hun var ikke meget for det, men vi endte med at få lov til at flytte til et værelse med dobbeltseng (eller skulle vi nu ikke kalde det for en halvandenmands seng?). Bonus var en herlig udsigt fremfor en baggård og bedre lys på værelset, men så skulle vi altså også slippe 28 dollars ekstra pr. nat.

Mandag var også dagen hvor det var blevet lovet Anton at han måtte sove længe ovenpå de lange og hårde spilledage, men pludselig skulle der handles hurtigt og værelset fraflyttes.

Ud af fjerene med ham og pakke ting - og her er han så gået i seng igen på det nye værelse.

Vinduerne på det nye værelse var om muligt endnu mere utætte end på det gamle. Tilgengæld virkede radiatoren (overordentlig godt, endda), så med vasketøjsposer i bindueskarmerne til at tage det værste træk og radiatoren på skiftevis tændt/slukket, gik det fint.

Udsigten var til en børnehave på et nærliggende tag, træerne i Central Park og skylinen på østsiden af parken og ind mod centrum.

Anton skulle som lovet have lov at snue lidt længere, så jeg gik på opdagelse i lokalområdet og fandt en Barnes & Noble i 5 etager lige i nærheden. Her brugte jeg flere timer og kunne med lethed have brugt mange flere. Der var vidunderligt mange skatte at finde - pragtfulde naturbøger, inspirerende udvalg af sy- og strikkebøger, fantasy, tegneserier, kogebøger - der var alt. Plus alt det løse - lækkert legetøj, tekopper, spil, dingenoter, flotte kort, lækre notesbøger - kort sagt en butik, det er meget let at købe sig fattig i.

Hjemvendt på hotellet med min tunge pose, var Anton begyndt at få øjne. Dagens rute var lagt i midtown, så afsted gik det med os.

Vi gik af ad 5th avenue og var forbi ekstravagante steder som Donalds Trumps prangende (og totalt intetsigende) bygning med kæmpe atrium i ferskenfarvet marmor med 20 meter højt vandfald og Rockefeller Center. Vi brugte kun kort tid på disse mondæne ting og butikker på denne avenue, men det er da meget sjovt at have kastet et blik på.

Vi fandt ind til Bryant Park og Public Library. Biblioteket var lukket præcis den dag, men ellers ville jeg gerne have set læsesalen. Det må blive en anden gang. I Bryant Park var der skøjteløb og julehygge ala Tivolis julemarked.

Og der blev bygget ny skyskraber med en kran så høj, at toppen af den forsvandt i tågen over os.

Vi tog til Grand Central Terminal for at beundre denne smukke, gamle, men yderst levende bygning. Desværre var lyset derinde ikke egnet til fotografering med et usselt kamera som vores, men tro mig, når jeg siger at der er meget smukt og stemningsfyldt derinde - med det gamle ur og de nørklede billetluger.

Hjemmefra havde jeg glædet vanvittigt til et for mig kulinarisk højdepunkt - frokost på den berømte Oyster Bar. Anton er ikke så meget til ting fra havet, men han nød da sin kæmpestore fiskefilet i fulde drag - det var godt nok noget andet end de små på frost fra supermarkedet, som vi får til utallige julefrokoster herhjemme i denne tid.

Jeg fik først en tallerken med 8 friske østers og kammuslinger og garniture til. Noget peberrodsrelish, en chilisauce og noget så usofistikeret som ketchup. Både øster og kammusliner var gode med et chilitouch og med peber og citron er den slags jo altid godt - men ketchuppen skulle da også prøves til. Og jeg kan hermed proklamere: Ketchup kan (som forventet) IKKE anbefales til østers.

Efter den pragtfulde (bortset fra ketchuppen) appetizer, gik jeg videre til en bækørred med mandler og kogte grøntsager og kartofler. Mums. Hele molevitten var til en overkommelig pris og alene lokalerne er en oplevelse i sig selv, så gå ikke glip af Oyster Bar, hvis du skulle befinde dig i nærheden.

Med maverne fulde efter denne sene frokost, var det blevet mørkt udenfor og tid til det store gys - rejsen til 86. etage. Hverken Anton eller jeg er så stolte ved højder og vi havde endda overvejet at droppe Empire State Building, men vores danske bekendte havde fortalt os, at det måtte man bare ikke.

Jeg fortryder ikke at jeg tog turen. Ingen billeder yder synet af byen i funklende lys fra 320 meters højde ret, så jeg vil lade forestillingen være op til jeres fantasi.

Klokken var efterhånden mange og maverne stadig mætte efter besøget på Oyster Bar, så aftensmaden bestod af en stor smoothie, som blev nydt mens vi lod os blænde af neonlysene på Times Square og tog turen hjem til hostellet ad Broadway.

Vi kom forbi David Lettermans studie.

Og et skilt, hvis betydning, man kan gå og undre sig over.

Vores hostel lå kun 15 minutters gang fra Times Square og jeg var helt skuffet da vi nåede hjem så hurtigt. Der var så meget at kigge på, så mange indtryk at suge ind, så mange ting at snakke om - dér en sen aften på Broadway.

Men “hjemme” ventede halvandenmandssengen ;-)

Nå, men søndag tog vi altså sub´en sammen med Tim og Trine til Harlem i håbet om at overvære en gospelgudstjeneste i Abyssinian Baptist Church, som er USA´s største og ældste kirke for afroamerikanere. Kirken rummer 2000 mennesker og da vi mente at vi var taget derud i god tid, troede vi nok er der skulle være fire små pladser til os.

Vi skulle blive klogere…

Der stod mange, mange mennesker i kø allerede - vi skød det til cirka tusind mennesker. Køen forstatte hele vejen rundt om blokken.

Der viste sig at være en kø for lokale medlemmer af kirkesamfundet og en turistkø, som vi naturligvis pænt stillede os om bag i. Vi vurderede at der stadig ville være plads, da vi vidste at kirken rummede 2000 gæster og at der ikke var kø ved den lokale indgang. Der strømmede fortsat til med turister efter vores ankomst.

Og vi ventede. Og ventede. Og klokken blev langt over kl. 11, som var tidspunktet for gudstjenesten. Og køen bevægede sig ingen vegne. Og klokken blev næsten 12…og endelig skete der noget. Vi rykkede 30-40 meter frem og BUM. SÃ¥ stod alt stille igen. Og en kvinde gjaldede ned gemmen køen: NO MORE SEATS!

Alle de lokale var kommet i sidste øjeblik og havde kun efterladt plads til måske et par hundrede turister. Det er jo helt fair, men sikke da en lang næse vi og mange, mange hundrede andre fik.

Men vi fik da oplevet lidt af Harlem, som selv om kvarteret ligger på Manhattan er helt anderledes end down- og midtown.

Brede fortove og lave bebyggelser. Og tonsvis af små og store kirker over alt.

Inskriptioner, som afslører en helt anden religionskultur end den gængse danskers (og måske lidt sort (høhø) humor?)

Og her er sÃ¥ forsiden af Abyssinian, hvis indre skulle være formet som et amfiteater. Et tip til andre turister, der gerne vil se dette, er at medbringe telt til køen…

Vi tog en hurtig snack på en lokal diner og så var det ellers på tide for Anton og mig at drage ind mod centrum igen. Vi skulle ud til The Meadowlands Stadium, hvor Giants og Jets holder til (de to football-hold fra New York - for de uindviede i denne kæmpestore amerikanske folkesport, som vi almindelige ikke-sportsinteresserede danskere ikke kender så meget til). Vi havde hverken billetter (da disse skulle skaffes på sortbørsfacon) eller vidste præcis hvordan vi kom derud til stadionet, som ligger udenfor New York i New Jersey - men jeg fulgte bare trop, da det var Anton, der var turistfører på denne udflugt.

Det viste sig at glide ualmindeligt smertefrit. Vi var kun lige trådt ind i busterminalen, hvorfra vi regnede med at busserne derud gik, da en billethaj henvendte sig til Anton. Han ligende åbenbart én, der kunne bruge nogle billetter til dagens kamp mellem New York Jets og Cleveland Browns. Han fik dem tilbudt til en lavere pris, end hvad han havde forventet, så der blev slået til med det samme. Billetterne var altså i hus på nul komma fem (selvom vi på ingen måde følte os sikre på om de var ægte eller ej).

Bustransporten gik ligeså let. Amerikanerne (eller i hvert fald new yorkerne, da jeg ikke har andre at sammenligne med) er gode til at stå i kø og få tingene til at glide. De er vant til at flytte store menneskemængder effektivt og smertefrit og således var der også linet op med busser, der støt blev fyldt og kørte afsted med pøblen til New Jersey. Ligeså let gik det med at få flyttet folk fra stadion og ind til byen igen - der var ingen kaos eller propper, som vi ellers kender det, når man herhjemme forlader en stor koncert eller sportsbegivenhed.

Udenfor stadion var der tail gate parties til den store guldmedajle. Kæmpestore parkeringspladser var spækket med små selskaber, der hver især hyggede med BBQ og øl ved deres bilers bagsmæk. Det så virkelig hyggeligt ud og en typisk amerikansk aktvitet er fænomenet jo. Billetterne virkede, viste det sig og vi havde fået to pladser tæt på banen og med godt udsyn.

Foran os sad den typiske familie, hvor hvert familiemedlem havde fået deres eget navn på ryggen.

Og “fjendernes” fans var ogsÃ¥ repræsenteret - de to fangrupper blandede sig i al fordragelighed og Anton fortæller mig at de slet ikke har problemer mellem fangrupperne, som vi ser i fodbold i Europa.

Det blev lidt koldt i længden for mig at sidde og se en tre timers lang kamp, når jeg i bund og grund ikke interesserer mig for sporten. Jeg har sat mig ind i det grundlæggende og kan efterhånden godt følge med i spillet og forstå når der er tilspidsede og spændende situationer. Men samtidig er der alligevel meget der glider henover hovedet på mig, fordi jeg jo er bedøvende, når det kommer til stykket. Jeg var rigtig glad for at opleve et stykke meget typisk amerikansk kultur på nært hold og havde selv opfordret Anton til at tage mig med til sådan en kamp, så jeg nød bestemt det på mine egene præmisser. Men koldt var det altså!

Så kan man jo fordrive tiden med at finde de små finurlige detaljer, som gør tingene en tand mere gennemtænkte end herhjemme. På toilettet var der en fin hylde, som kunne klappes ned, til at lægge sine sager på. En ting man ofte har savnet, når man skal på toilettet med alt sit overtøj og habengut.

Eller tag-selv ketchup, sennep og pickles ved alle nedgange til siddepladserne.

Efter kampen, som endte med et nedslående resultat, fandt vi en Ben & Jerrys-café inde i midtown. Her fik vi varm cappucino og brownies med lækker is og flødeskum, mens Anton flashede sin nye Jets-hue.

Så sov vi også godt den nat. I køjesengen.