VetRan

Vi har problemer med vores lorteudbyder igen. Hver gang Anton taler med dem, hører jeg gloser som jeg ikke anede han kendte!

Så det med mail, blogging og den slags sker kun sporadisk når jeg fx. er på arbejde, som nu.

Hvis du har et sygt dyr, så kom endelig ind på Hospital for Mindre Husdyr med det. Eller måske skulle jeg råde dig til at holde dig væk, hvis du ikke tør lade mig undersøge dit dyr ;-)

Nu er jeg nemlig endelig nået så langt at jeg er i rotation på klinikken for mindre husdyr. I disse uger er det mig (og 10 andre veterinærstuderende) som tager imod alle patienter, undersøger dem og interviewer ejerne. Det er os der skriver journal, sætter eventuel behandling i gang og følger klient og patient til dørs igen. Der er selvfølgelig tilknyttet en dyrlæge til hver enkelt konsultation, som godkender alle procedurer der foretages. Dyrlægen kommer først ind i billedet, når vi studerende har undersøgt dyret og fremlagt casen for dyrlægen. Vi skal selv komme med forslag til behandling og sætte denne i gang, hvis dyrlægen er enig heri. Tilsidst går dyrlægen ind og tjekker op på vores observationer, udfører yderligere undersøgelser, som vi ikke kan finde ud af endnu og tager en snak med ejeren, hvis dette er nødvendigt.

Tiden siden mandag hvor vi startede på klinikken er fløjet afsted og vi har vist alle sammen været helt bombede i hovedet, når vi har fri. Vi møder hver dag 8.30 og forbereder os på dagens patienter. Kl. 9 er der et kort møde hvor vi taler med dyrlægerne om de enkelte patienter, der kommer ind og om der er noget særligt vi skal være opmærksom på. Kl. 9.20 tager vi de første patienter ind og sådan kører det til kl 13.30. Frokost er der stort set ikke tid til. Kl. 13.30 er der stuegang, hvor vi hver især kort fortæller de andre om de patienter vi har haft i dagens løb, så andre også kan lære af dem. Desuden er der casefremlæggelse med powerpoint på en udvalgt særligt spændende patient. Vi skal alle fremlægge én gang hver i løbet af forløbet. Min fremlæggelse er vel overstået, da jeg meldte mig som den første til at fremlægge, da min makker og jeg havde en spændende patient med watertail og mastcelletumor den allerførste dag.

Efter mødet kan vi følge den vagthavende dyrlæge, gå hjem eller bruge tiden på at få skrevet de journaler færdige, man ikke nåede tidligere. Alle journaler skal gøres færdige samme dag, da det vigtigt at de er opdaterede, hvis det nu skulle ske at en patient kommer ind igen samme aften med en forværring. Da skal vagthavende kunne læse præcis, hvad vi observerede og gjorde tidligere på dagen.

Det er helt vildt så spændende det er og for filen, hvor går det op for én hvilke områder man stadig er ekstremt novice på - men faktisk også hvor mange ting, man egentlig ved. Det er denne tid vi har ventet på i 4 år! Vi suger til os som svampe og det er også nødvendigt. Om 3 uger er tiden i Almen Medicin allerede slut og vi skal rotere videre til kirugi og anæstesi.

En helt almindelig læmning uden komplikationer. Vi stod parat ved sidelinien for at trække lammet ud, hvis det blev for svært for hende. Mange af fårene skulle lige have en hånd til at få hovedet trukket ud, men denne her klarede det selv.

Det er hårdt at føde - også når man er et får! Her kan se hvordan lammet vender helt rigtigt med hovedet og to forben først.

Disse lam er nogle uger gamle og har fået ørermærker i.

Disse lam er endnu ældre - de er født helt tilbage i december/januar. Jeg satte mig ned i halmen og de omringede mig tæt og ville sutte på snorene på min jakke. Et enkelt af dem ville kløes på hele kroppen, men ellers holdt de en smule afstand. Men glo - det kunne de!

Dette får fik tvillinger. Det var der mange der gjorde og nogle stykker fik trillinger og et enkelt får havde firlinger! Men et eller to gode lam er bedre end tre eller fire skravlede - der er jo kun to patter og fåret er slet ikke gearet til at tage sig af mere end to.

Her bliver en nyfødt slikket ren for fosterslim og -hinder af sin mor.

Her har jeg lige hevet lammet ud og lagt det op til fårets hoved, da det var meget udmattet. Man kan se navlestrengen. Hvis moderinstinktet er i orden (og det var det ikke hos dem alle, desværre), går moderen i gang med at slike lammet rent med det samme, så det kan få gang i cirkulation osv.

Her bondes der mellem får og lam i den ene ende, mens moderkagen er på vej ud i den anden. Lammet er dækket af det typiske gule fosterslim.

Fårene her i midtergangen er kommet på afveje. De står nemlig midt i foderet - ensilagen. Hullet i hegnet blev efterfølgende repareret :-)

Nogle lam kan risikere at skulle mades op af mennesker. Det kan være hvis moderen er død eller at hun har sÃ¥ dÃ¥rlige moderinstinkter at hun nægter at tage sig af lammet. Eller hun kan have yverbetændelse eller defekte patter og pÃ¥ den mÃ¥de være ude af stand til at “amme” sit lam. Disse lam holdes i en lammebørnehave, hvor de fodres med mælkeerstatning i en suttebar. De skal lige lære at bruge suttebaren og indtil de finder fidusen, bliver de flasket op pÃ¥ gammeldags facon med sutteflaske. Det er ret hyggeligt at made smÃ¥ lam med sutteflaske, skulle jeg hilse og sige :-) Nogle lam kan være sÃ¥ svage at de ikke kan sutte og disse fodres sÃ¥ gennem en sonde ned i maven indtil de kan finde ud af at sutte.

Ja, nu kan jeg nok ikke skyde det længere med dette blogindlæg. Problemet er bare at det er forbandet svært at skrive.

Jeg kom hjem fra Rømø i går og har haft en begivenhedsrig uge blandt får, væddere, lam og sønderjyder. Der er så mange indtryk, både positive og negative, og det er de sidstnævnte der gør indlægget så problematisk for mig. Jeg er jo ikke just anonym her på nettet.

Men det absolut allervigtigste jeg kan fortælle om ugen, der er gået, er at jeg har fået vanvittigt meget ud af den fagligt og det var derfor jeg tog afsted. Udbyttet vil jeg ikke bytte for noget i verden, selvom jeg ærligt skal indrømme at jeg havde kraftigt hjemve allerede onsdag (og det ligner mig bare slet ikke!).

NÃ¥r man bare én gang har stÃ¥et alene i stalden kl 1.30 om natten med hele armen oppe i et læmmende fÃ¥r, hvis lam vender forkert, og det lykkedes at fÃ¥ lammet ud i live alligevel - ja, sÃ¥ er man høj og stolt! Overvej lige at fiksere et 80 kg´s stresset fÃ¥r med den ene arm, mens den anden er placeret inde i varmen! Jo, jeg har lært sindssygt meget om fÃ¥r, fÃ¥remanagement og ikke mindst læmninger og det ville jeg aldrig kunne lære fra selv den bedste lærebog. Vi fik lov til at lave alt hvad vi kunne tænke os - masser af “hands on” og tillid til at vi kunne klare opgaverne alene - pÃ¥ den mÃ¥de var det vanvittigt positivt.

Om menneskene er der det at sige at de var utrolig søde, gæstfrie og enormt glade for vores hjælp, men kombinationen af mig, som foretrækker klar tale, entydige instrukser og forventer at blive sat ind i tingene fremfor selv at skulle gætte og så en fåmælt sønderjyde, der kun siger det højst nødvendige - den kombination er ærligt talt ikke nem for mig. Han ville have fået meget mere ud af vores hjælp de første dage, hvis han havde sat os grundigt ind i forholdene fra starten. Men en hjælp for ham - dét var vi under alle omstændigheder - han arbejdede i døgndrift og sov kun få timer hist og pist. Han fik sovet lidt mere i ugens løb, mens vi fire studerende på skift overvågede fårene, men han sov aldrig mere end fire timer af gangen. Hårdt liv i læmmesæsonen! Med kone og to små børn - jeg er bøjer mig dybt i støvet for konens opbakning til ham som fuldtids fåreavler, da hun nemlig ikke selv interesserer sig for får og har et såkaldt almindeligt job ved siden af.

Noget andet jeg har det svært ved, er hvis der mangler menneskelig interesse for min person. Jeg kommer som frivillig i en uge og bor privat hos dem og knokler røven ud af bukserne udelukkende for lærdoms skyld. I sÃ¥dan en situation forventer jeg lidt mere interesse for hvem jeg er som menneske udover alder og bosted. Det er ikke fordi jeg er selvoptaget og ønsker en masse opmærksomhed, men jeg er godt nok ikke vant til at der ikke bliver spurgt ind til eksempelvis mit studiejob, fortid og liv i det hele taget. Er jeg for københavnersnude-agtig her? Jeg har nemlig forsøgt ikke at virke for københavneragtig, men for fanden hvor jeg savnede Anton da vi nÃ¥ede til onsdag. Et menneske at TALE med! I lange sætninger! Selvfølgelig har jeg snakket med de andre studerende og det har bestemt været hyggeligt og vi har haft det sjovt - men…det er svært at forklare - jeg var pÃ¥ en mÃ¥de ensom, og den følelse er sjældent et problem for mig. MÃ¥ske er det bare min alder - de andre var alle under 25. Men en ting er sikkert - jeg duer IKKE til fÃ¥mælte mænd! SÃ¥ udover det faglige var det ogsÃ¥ en menneskelig udfordring og den slags tager jeg med mig som en positiv og udviklende oplevelse for mig selv personligt.

Dyrevelfærdsmæssigt er der også en del kommentarer at knytte til opholdet og jeg var langt fra enig i alle procedurer, men dem vil jeg holde for mig selv. Blot vil jeg sige at man roligt kan købe dansk lammekød - dyrene har det overordnet set rigtig godt og under alle omstændigheder er måden man holder får på langt mere smagfuld end svine- og fjerkræproduktion. Jeg vil ihvertfald fremover huske at købe mere lammekød, især fordi man godt kan få det danske lammekød i supermarkedet.

Arbejdsforholdene var helt umulige, efter min mening - men som Anton siger, så er jeg jo også en forkælet Novo-tøs, som er vant til tiptop forhold (med god økonomi bagved, hvilket der ikke er hos en mand som skal leve af sine får) og at der bliver fulgt op på tingene - det være sig både med hensyn til arbejdsforhold og dyrevelfærd. Med andre ord, så er jeg nok mere kritisk end de fleste, fordi jeg er så godt vant og har en uddannelse indenfor et område som er strømlinet med regler for både mennesker og dyr. Igen tror jeg også at min alder spiller en rolle i forhold til hvordan jeg anskuer tingene.

Får er i sig selv rigtige dejlige dyr at arbejde med. Jeg kan godt lide deres væsen og de lugter ikke grimt eller skriger højt som svin gør. Jeg kan sagtens se for mig at holde 6-8 får engang i fremtiden på hobbyplan.

Summasummarum på ugen som læmmehjælper er at jeg ikke skal afsted igen uden løn, da jeg har lært hvad der er relevant for mig at lære om får rent praktisk (da jeg jo ikke har tænkt mig at arbejde med får professionelt), men at jeg ikke fortryder et sekund at jeg tog afsted og vil klart anbefale sådan et ophold til andre veterinærstuderende.

Jeg smider nogle billeder op af de søde dyr i et andet indlæg.

Så er røjserne, stetoskopet og kameraet pakket. Nu skal Barkas bare lige afleveres hos sin mormor og morfar, mens fuglene bliver hjemme hos Anton.

Jeg er parat - og spændt.

Vi ses om en uge!

Jeg tror altså at det gik. Jeg har svaret noget på alle spørgsmålene, og selv om jeg er usikker på en del af det, så skulle det være mærkeligt, hvis ikke bare halvdelen er nogenlunde rigtigt. Det gik bedre end forventet og det kunne jeg også fornemme på småsnakken bagefter at de andre syntes.

Nu kan jeg lige få muget lidt ud herhjemme inden jeg vil opfriske dullelooket og møde Anton på Café Viggo til middag og en øl at falde ned på. Bagefter tager vi ned og møder de andre fra differentieringen på Ludwigsen til en øl mere. Samme rute tog vi i sommers da mit 11-tal (som nu er konverteret til 12!) i bachelorprojektet skulle fejres - Viggo først og Ludwigsen bagefter - to rigtig gode bud på fremragende spisning og gedigen ølhygge i en særdeles rimelig prisklasse på Vesterbro*.

*Strengt taget ligger Café Viggo på Frederiksberg, meeen det er så tæt på bygrænsen, at vi ikke siger det til nogen.

Jeg har nu dullet mig godt op med fuld krigsmaling og bobbet hår og er klar til at tage til eksamen, for hvad man mangler af mentale evner, må man jo kompensere for med udseendet.

P.S. Den er skriftlig, så der er desværre ingen censor at dupere.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg er led og ked af at læse til eksamen ligenu. Den skriftlige i biomedicin/molekylær genetik i morgen trækker tænder ud BIG TIME. Og det på trods af at vi må have alle hjælpemidler med, undtagen elektroniske. Men stoffet er svært og bogen er vanvittig upædagogisk, så jeg ville faktisk foretrække at det var en eksamen uden hjælpemidler med fokus på paratviden fremfor én med hjælpemidler, da spørgsmålene dermed er tilsvarende sværere og mere komplekse.

Jeg er godt gravet ned i et hul og jeg kravler først op derfra i morgen eftermiddag kl 15.30 når eksamen er overstået. Jeg føler mig ikke spor sikker på at kunne bestå, men ligenu er jeg ligeglad. Det skal bare overstås, så jeg kan komme til Rømø og få frisk luft og levende dyr mellem hænderne.

Men mine nye LaCrosse Wellingtons - DE gør mig glade - så dem går jeg og kigger på med jævne mellemrum.

Der er intet der slår den følelse man har på cyklen hjem i solskin efter en veloverstået mundtlig eksamen. Jeg har nu bestået faget Fjerkræsygdomme. Det havde været et ærgeligt hængeparti at have.

Eksamen foregår på den måde at fire personer får udleveret en anamnese hver og en død høne eller kylling. Teoretisk set kan man også få en kalkun, men da vi ikke havde været så heldige at få kalkuner til øvelserne, var de så venlige ikke at lade os risikere at få en kalkun. I en time står disse fire personer hver især og obducerer deres fugl. Anamneserne har tilfældige numre, som indikerer den indbyrdes rækkefølge for eksaminanderne - og jeg var så heldig at trække nr. 1. Det er altid rart at slippe for unødvendig ventetid - man risikerer bare at blive nervøs.

Jeg var ikke tvivl om diagnosen på min høne. Det var en æglægger, den var kakektisk, dehydreret, anæmisk og stod med en kronisk salpingitis/peritonitis (æggeleder/bughindebetændelse). Sandsynlighedsdiagnosen var en ascenderende opportunistisk infektion via kloakken med E. coli. Så kunne vi snakke lidt management, som kunne hjælpe ejeren med problemet og selvfølgelig en masse differentialdiagnoser. Coccidiose (en tarmparasit) blev også rundet, selvom det ikke var relevant for det pågældende dyr og jeg kunne heldigvis på forespørgsel navnene på de højpatogene arter på fingrene. De stillede selvfølgelig også nogle spørgsmål jeg ikke kunne svare umiddelbart på, men jeg havde generelt meget at fortælle og eksaminator var da heldigvis også helt enig i min diagnose og formodede dødsårsag.

Om et par timer skal jeg afsted på arbejde indtil kl. 3 i nat. I morgen når jeg har sovet ud går det løs med slutspurten i biomedicin - der er skriftlig eksamen på fredag.

Jeg har lige snakket med den anden veterinærstuderende, som også skal til Rømø og læmme får om en uge. Vi kender ikke hinanden, selvom vi faktisk går på samme årgang, men vi har aftalt at følges derover på lørdag.

Vi skal bare have toiletsager, praktisk tøj (inkl. regnbukser da man får fostervand ud over sig), stetoskop og termometer med - så er vi klar til at gå i krig!

Jeg glæder mig helt vildt nu.