Arkiv for June, 2008

Aaaaah

Sunday, June 29th, 2008

Så havde jeg inviteret en stor flok dejlige mennesker til en god gammeldags ungdomsfest, hvor folk spiser hjemmefra og medbringer egne dåseøl fra Tyskland i Nettoposer. Og de kom og vi grinede, snakkede og hyggede os og drak Gajolshots og vi grillede pølser kl. 1 om natten og spiste hotdogs med hele molevitten til nadmad. Og klokken blev mange og folk sivede hjemad og Anton og jeg puttede os med drageånde i den gryende morgenstund, fyldte til randen af berigende samtaler.

Det var præcis som det skulle være og det var præcis hvad jeg trængte til.

Nu er der hotdogs til morgenmad.

Fortjent ferie

Friday, June 27th, 2008

Så er speciel patologi overstået. Og jeg tør godt sige overstået, for selvom karakteren først kommer inden for de næste tre uger, vil jeg blive meget overrasket hvis ikke jeg er bestået.

Så det er jo bare verdens bedste følelse at have!

Efter den teoretiske del klokken 9-12 ventede jeg 3½ time, før det blev min tur til at komme ind i sektionssalen. Der var 20 gode præparater med to minutter til hver, så 40 minutter senere blev jeg lukket ind i det auditorium, hvor der havde siddet folk og ventet næsten fire timer. Jeg hørte til i sidste halvdel af hele flokken på 152 studerende, så jeg slap med at vente en time i fængslet, før vi alle blev sluppet løs, for da var den sidste studerende blevet lukket ind i salen. Da var klokken 17.40 - så det var en meget lang dag for alle. Med lidt udregning må sidste mand have været færdig 18.20.

Anton mødte mig og vi købte mad med hjem fra Cofoco pÃ¥ Værnedamsvej. Klokken 20 puttede han mig i seng (jeg kunne ikke selv tage beslutningen) og jeg har sovet lige siden. Jeg har drømt om præparater hele natten, men er dog dejlig udhvilet her pÃ¥ min første dag i sommerferien. Det er vist meget godt, for her trænger kraftigt til at blive ryddet op! Der ligger noter og bøger flyder overalt, og dem gider jeg altsÃ¥ ikke se pÃ¥ mere…

Is amok

Wednesday, June 25th, 2008

Det er vældig farligt, men også rigtig, rigtig lækkert. Der er åbnet en ny isbar i Skydebanegade. Det er ikke en hvilken som helst isbar - det er nemlig original siciliansk is lavet med fantastiske (mange af dem er økologiske) råvarer, så det synger ind i himlen.

De har bagdør ud mod vores gård, så det er bare ud af havelågen, ind i isbaren og tilbage gennem gården igen. Barkas end ikke bemærker at jeg har været væk, så tæt på er det.

Jeg er ikke normalt isfreak. Jeg er ikke faldet i svime over Paradis Is eller andre af de nye isbarer rundt omkring. Bevares, det smager dejligt - men jeg vil som regel hellere have et godt stykke chokolade eller en Ice Blend fra Baresso, hvis der alligevel skal hældes kalorier indenbords.

Men den sicilianske is overgår ALT hvad jeg tidligere har smagt! Den er underskøn og jeg mener det sgu. Jeg har smagt deres varianter med pinje, pistacie (er ikke giftiggrøn og smager af nødderne, som det er meningen), chokolade, hvid chokolade, stikkelsbær, citron og mandel. De har alle som én været forrygende. Det er virkelig guf for en råvarefreak som mig og kvaliteten kan smages, skal jeg love for. Og det er ikke det mindste dyrt heller. Man betaler efter mængde is - ikke pr. kugle, så man kan sagtens smage en masse forskellige slags is i blot et lille bæger - super koncept!

Hvis du har muligheden, må du love mig at lægge vejen forbi David og Michael i Skydebanegade. Hvis du tør altså, for det kan hurtigt blive en vane! Jeg har besluttet mig for at sålænge jeg læser til eksamen, må jeg godt og det er jo sidste dag i dag. Så må vi se hvad jeg kan finde af undskyldning bagefter :-)

Huen

Tuesday, June 24th, 2008

Det er studentertid! Jeg fik min hat for 11 år siden. Det kunne være meget sjovt at se hvordan man ville klare en studentereksamen på sit glatte ansigt den dag i dag.

Jeg vil mene, at jeg ville kunne klare mig hæderligt i biologi, fysik og kemi. Matematik ville kræve en gennemgribende genopfriskning og dansk ville jeg måske kunne tale eller skrive mig ud af. Engelsk kunne jeg sikkert klare, hvis de ikke var strenge med grammatikken. Men historie, oldtidskundskab, geografi, filosofi og fransk - not a chance!

Spec.pat.

Tuesday, June 24th, 2008

Nå, men den der eksamen jeg skal til på torsdag foregår på følgende måde:

Først har vi 3 timers skriftlig teoretisk prøve. Stoffet dækker speciel patologi (sygdomslære) hos både store og små husdyr - hund, kat, svin, kvæg, små drøvtyggere og hest, that is.

Dernæst har vi praktisk-skriftlig eksamen, som kaldes spot. Det indebærer at der ligger 20 organer fra døde dyr til os og så har vi hver især 2 minutter ved hvert organ til at skrive patoanatomisk diagnose, patogenese (sygdommens udvikling) og ætiologi (dens årsag - fx. en specifik bakterie). Det er ikke sikkert man skal skrive alle 3 ting hved hvert præparat; dette vil variere og kan også suppleres med andre typer spørgsmål. Vi kommer 20 personer ind ad gangen i sektionsalen og så roterer vi hvert andet minut. På to minutter er det altså meningen at vi skal kunne genkende patologiske forandringer i et organ, beskrive dem korrekt samt stille en sandsynlighedsdiagnose.

specpat.jpg

Det sjove er, at denne måde at afholde eksamen på har været den samme de sidste 60 år - mindst!

specpat1.jpg

specpat2.jpg

Jeg tror nok, at jeg har nok styr på stoffet til at klare den. Men det er ærgrer mig at jeg har ikke har mere tid. Patologi er sindssygt spændende og dette fag er jo hele årsagen til at jeg er startet på studiet! Det ville være rart, hvis man kunne nå at få en følelse af at have nogenlunde styr på det det hele. Den slags kan man desværre godt skyde en hvid pil efter på dette studie - i hvert fald hvis man har i sinde at have et liv ved siden af også.

Jeg har puklet de sidste 3 uger og jeg kan mærke det har givet pote. Jeg har mødtes fra mogenstund til eftermiddag med to andre og lavet opgaver og øvet billeder af tidligere eksamens-spot på nettet. Jeg kender mine svagheder, men jeg kan også mange ting. Her til aften samt i morgen, kan jeg lige nå at få styr nogle af svaghederne, men ellers er det bare at krydse fingre på torsdag!

Eksamen tager hele dagen. Som sagt starter vi med 3 timer teoretisk prøve - det er kl. 9-12. Kl. 12.30 starter spoteksamen og med over 140 eksaminander bliver klokken henad 17, før vi er færdige. For at de første igennem ikke skal kunne sladre til de andre, bliver alle eksaminander låst inde i et auditorium med mobil- og computerforbud indtil alle studerende har været oppe. Jeg skal ind i sektionssalen kl. 15, så min ventetid i fængslet bliver heldigvis ikke så slem.

De gamle fotos er autentiske billedet fra dyrlægestudiet fundet af en medstuderende i et gammelt hus. Jeg har fået lov at gengive dem her. De skulle angiveligt være fra cirka 1942-1948.

Al den snak om 80´erne

Tuesday, June 24th, 2008

Jeg har leget med crêpejernet, men jeg har ikke slået hunden.

crepe1.jpg

Filmtrilogier

Tuesday, June 24th, 2008

Okay, den foregående post leder mig hen til et interessant spørgsmål. Hvilken film er den bedste i en trilogi?

Back to the future? (I+III)

Godfather? (usandsynligt svært at vælge! Jeg har stor forkærlighed for nutidsekvenserne i II, men lander alligevel på I)

Lord of the Rings? (III)

Pirates of the Caribbean? (I)

Ser ud til at jeg hælder til I´ere og III´ere. Se flere filmtrilogier her.

Michael, Judd og Matthew

Tuesday, June 24th, 2008

TV2 Film skamviser Back to the Future-trilogien i øjeblikket og jeg kan ikke mønstre at zappe forbi uden at blive hængende. Og det endda selvom jeg har dem på dvd og har set dem et utal af gange.

Det er præcis ligesom Ferris Bueller´s Day Off og Breakfast Club.

Damn, de lavede klasse ungdomsfilm i midtfirserne!

Skaldeballe

Saturday, June 21st, 2008

Han skulle egentlig have beholdt plastret på til i morgen for at beskytte mod forurening. Men Barkas er jo en dygtig hund, så han har da selv gnubbe det af før tid. I stedet må jeg holde skarpt øje med at såret ikke bliver beskidt. Det ser rigtig pænt ud.

I går, dagen efter operationen, måtte jeg håndfodre kræet med foder opblødt i ymer. Hans appetit kunne ligge på et meget lille sted og det på trods af han var blevet fastet fra onsdag eftermiddag.

skaldeballe.jpg

I dag er appetitten helt normal og plænen støvsuges for foderpiller. Han virker slet ikke til at have ondt eller at være generet af såret. Han letter gladeligt ben, løber og springer som han plejer. Det er dejligt at se.

At stjæle et årti og gøre det til sit eget

Saturday, June 21st, 2008

Sådan noget med 80´er- og 90´ermusik er meget spøjst. I min generation er vi vilde med 80´ermusikken ved enhver given festlig lejlighed og bryster os gerne af at kunne huske 80´erne åh så godt. Men i virkeligheden er det 90´ermusikken, man har levet med og gennem.

På P3 råspilles der ligenu 90´erpartymusik og hold da helt op, hvor er jeg tilbage til festerne i 1.g på Birkerød Gymnasium! Det er minder, så det batter. I 80´erne var vi børn og det berettiger os slet ikke til at kalde 80´ermusikken for vores. Mig og mine jævnaldrende kommer ikke udenom at vi var teenagere i 90´erne og det blev jeg lige mindet om nu, hvor min radio giver en gas.