I 1894 rejste Laura Ingalls Wilder og Almanzo Wilder den 1200 km lange vej fra De Smet i South Dakota til Mansfield i Missouri - i prærievogn.
De rejste mod et nyt håb - for der var Panik. Dengang kendte man endnu ikke begrebet depression, men man talte om Panik.
I 7 år havde høsten slået fejl, fordi det næsten ikke havde regnet. Folk måtte låne i banken for at klare sig og bankerne overtog tilsidst jordene. Samtidig blev der bygget voldsomt mange jernbaner på et usikkert økonomisk grundlag, som i sidste ende resulterede i at banker overalt i USA krakkede. Fabrikker og forretninger måtte lukke og arbejdsløsheden nåede enorme højder.
Laura og Almanzo besluttede at forlade familien i De Smet for at søge lykken i Ozark-landet, et område beliggende i bl.a. Missouri. Området var dengang var kendt som Landet med de Store Røde Æbler og Laura og Almanzo havde hørt at der var mere frodigt. Det var deres sidste håb som farmere.
De købte Rocky Ridge Farm i Mansfield, hvor de forblev bosat til deres dages ende. Stedet er efter Lauras død i 1957 lavet til museum, hvor huset har fået lov at stå som det stod mens Laura levede og hvor man kan se en masse af de genstande, som børn og voksne verden over har læst om i Det Lille Hus-bøgerne.
Heldigvis vidste jeg hjemmefra at museet kun har sæsonåbent. Havde vi været 14 dage tidligere på færde, kunne jeg have haft fornøjelsen af at besøge museet, men vi måtte nøjes med at se huset udefra og besøge Lauras gravsted på den lokale kirkegård i Mansfield.
Der var selvfølgelig ikke så meget at se, da der naturligvis var hegn rundt om huset. Men jeg kunne da sagtens genkende landskabet og huset fra Lauras beskrivelser og billeder.
Det var sjovt at stå lige udenfor de stuer, hvor de berømte børnebøger er skrevet og tanken om at Laura boede derinde, gjorde mit billede af hende endnu mere virkeligt.
Rocky Ridge Farm, som Laura og Almanzo selv byggede og boede på til deres død i henh. 1957 og 1949.
Indkørslen op til huset. Billedet er taget gennem den lukkede låge med Closed-skiltet.
Lige til venstre for indkørslen og huset, ligger boghandlen og souvenirbutikken, Little House Bookstore.Â
OmrÃ¥det var utroligt nydeligt og virkede ikke “turistet” pÃ¥ en grim mÃ¥de. Der kommer mange besøgende hvert Ã¥r til museet og boghandlen, men det sÃ¥ ud til at man gør meget for at holde grunden sÃ¥ enkel og autentisk som muligt i forhold til hvordan den sÃ¥ ud pÃ¥ Lauras tid. Parkeringspladser og toiletter til turisterne var pÃ¥ den modsatte side af vejen og forstyrrede ikke udsynet over grunden.
Museet ligger et par mil udenfor Mansfield By. Selve byen viste sig mere eller mindre at være et hul i jorden. Jeg havde håbet at der nede i Town Centre ville være nogle butikker, som solgte Laura-merchandise, men vi fandt ingenting af den slags. Det lod til at den lukkede boghandel ude ved farmen/museet, var det eneste sted, hvor de sælger postkort, bøger osv. Jeg ville gerne have haft postkort med gamle fotografier af familien Ingalls, men heldigvis kan man bestille dem over nettet. Det er ikke ligeså godt som at have valgt dem i hånden, men da bedre end ingenting.
Der var koldt i Missouri…
Nede i byen lå kirkegården, hvor Laura, Almanzo og deres datter Rose ligger begravet. Der var ingen skiltning til turisterne og kirkegården lå for enden af en helt almindelig villavej i et under-middelklassekvarter.
Et simpelt skilt viste dog vej hen til selve gravstederne.
Gravstedet - helt enkelt og pænt. Græsset var trampet brunt og slidt ved Wilder-gravene, men ellers var der ingen tegn pÃ¥ “hærgende” turister.
Tja, det var så hvad man kan få ud af at besøge Mansfield udenfor turistsæsonen. Mens jeg tilbragte lidt tid ved graven for at sende Laura kærlige tanker og tak for de mange gode læsetimer, ventede Anton tålmodigt i kulden. Herefter vendte vi bilsnuden mod syd og mildere vejr.
Du kan læse mere om Lauras og Almanzos rejse og se billeder i dagbogen På Vej Mod Vort Hjem, skrevet af Laura Ingalls Wilder og med kommentarer af Rose Wilder Lane.
