Jeg har ikke gidet mail, blog og facebook den sidste uges tid. Nu er jeg hægtet på igen.
Siden sidst er der sket følgende i store træk:
Linus har lært at dykke. Han tager det totalt cool, for han og jeg er et superteam i vandet.
Vi har holdt navngivning for bedsteforældre og oldeforældre. En hyggelig dag med afslappet atmosfære. Ikke noget større halløj, men blot en markering af navngivningen samt en måde at samle “de gamle” i familien på og byde det nyeste skud på generationstræet velkommen. Jeg havde stået på hovedet i et par dage i forvejen med at bage kager, tærter, brød osv. og var, indrømmet, temmelig træt et par dage efter.
Jeg har fået læst Vindens Skygge færdig (jeg er ikke imponeret over den) og været til møde i læseklubben for at diskutere den. Det var samme aften, som vi fandt ud af at vi har været for dovne med at træne Linus til sutteflaske på det sidste. Tidligere har han jo accepteret at få udmalket mælk serveret på flaske, så vi har naivt regnet med at det blev han nok ved med. Men nej! Han er begyndt pure at nægte flasken og kræver KUN brystet - så jeg sad på Amager midt i en litterær debat, da en sms tikkede ind:”Taxa NU tak”…Hvis ikke den nystartede intensive flasketræningslejr lykkes, er jeg i en alvorlig knibe med hvad jeg skal gøre d. 19. juni hvor det er meningen at jeg skal til AD/DC-koncert.
Jeg er startet på Pigen der legede med ilden.
Jeg er startet på en strikket babytrøje (ikke til Linus, men til en venindes nyfødte)
Jeg er startet på den hæklede sjælevarmer.
Linus er fyldt 3 måneder og har dermed fået sin første vaccination (=to injektioner i marcipanlåret). Barnet tog stikkene ultrapænt og her må jeg lige have lov at klappe mig selv lidt på skulderen, for jeg ved at jeg var så cool at barnet slet ikke følte grund til at tro at de små stik var noget særligt. Efterveer har vi også været forskånet for. Han sov ekstra meget samme dag og dagen efter, men ingen feber, ingen gråd, ingen ballade. Hvor heldig kan man være!?
Vi har været i mødregruppe for anden gang (første gang uden sundhedsplejerskens deltagelse) og det var vældig hyggeligt. Der er absolut grobund for mange gode timer sammen med de 3 andre Vesterbromødre og deres blyppelypper. Vi har allerede lagt planer: I morgen skal jeg indføre dem i svømmehalsomklædningsrummets logistiske hemmeligheder og senere på ugen skal vi besøge en daginstitution og til babyrytmik i Mariakirken på Istedgade.
Linus har forfinet sin gribe-efter-legetøj-teknik og fører det nu fra hånden og op til undersøgelse i munden.
Så var det valgsøndag, hvor familien efter at have besøgt valglokalerne spiste brunch på den totalt nyåbnede Good Karma Café i Sønder Boulevards-enden af Halmtorvet. De får besøg af os en anden gang eller ti; det var lækkert, virkede ret sundt og der var god plads til at have barnevognen stående tæt ved bordet.
Og jeg har ryddet op i køkkenskabene og samlet to kasser med ting til genbrug.