Her lige knap 5 måneder efter fødslen, kan jeg så konstatere, at jeg bestemt ikke hører til de mødre, som gerne vil amme så længe som muligt for hyggens skyld (eller måske også lidt fordi de ikke er parate til at klippe det bånd, der gør babyen afhængige af dem?).
Først må jeg slå fast, at jeg lykkelig for at det går så godt med amningen og en anden gang (hvis der bliver en anden gang) vil jeg naturligvis gøre mit til at amme igen. Det er da alt andet lige lettere end at jonglere med flasker midt om natten, rengøring, adgang til varmekilde når man er ude osv. Og det er da også rart at vide at det mad baby får, er det bedste mht. allergiforebyggelse. Så jo, amning er indiskutabelt nummer 1!
NÃ¥r det sÃ¥ er sagt, sÃ¥ misunder jeg flaskemødrene en lille smule. Jeg misunder dem deres frihed. Jeg er dødhamrende træt af at være sÃ¥ bundet til Linus. Jeg er mere end klar til at løsne lidt pÃ¥ bÃ¥ndet, men det er Linus ikke. Og nu taler vi altsÃ¥ ikke om at jeg drømmer om at fulde mig pÃ¥ et diskotek hele natten - vi taler blot om en venindeaften uden babyafbrydelser, et par glas vin, en tur i biografen OG ud og spise bagefter, en tøsefødselsdag…
Selve ammehandlingen går nemt herhjemme. Linus er heldigvis en hurtigspiser, så måltiderne varer sjældent længere end 3-5 minutter af gangen. Jeg ville få flip af et barn, der skulle ligge og hygge med måltidet i lang tid! Om natten går det også nemt, vi ammer i halvsøvne et par gange i løbet af natten. Selvklart bliver det dejligt den dag jeg ikke længere bliver afbrudt i min søvn, men det er faktisk ikke noget stort problem for mig, som det er nu. Jeg er ikke i nævneværdigt søvnunderskud.
Så det er helt og aldeles den manglende frihed, der begynder at snære godt og grundigt. Jeg prøver at undlade at lade mig begrænse - tager Linus med rundt (til veninder, til jazzfestival, til dyrlægen, på café und so weiter) og det går jo også nemt. Men jeg savner at tage ud og kunne lade mig optage 100% af mit selskab og omgivelser og det tillader baby, nok så nem, på slæb bare ikke.
Selvfølgelig vil jeg amme ham som primær kost indtil min barsel er slut til november. Og jeg vil da ikke afvise, at der bliver tale om noget deltidsamning derefter, hvis han gider. Men jeg indrømmer blankt, at jeg er ved at dø af utålmodighed efter at han skal kunne indtage hele måltider uden at de bliver serveret fra bryst.
Vi er derfor i træningslejr: Sutteflaske flipper han totalt skråt over, så den er desværre udelukket. Dermed er vælling også udelukket. Det efterlader to muligheder: Grød og udmalket mælk serveret i noget andet end sutteflaske.
Grøden startede vi på for 2 uger siden, men vi er stadig kun på prøvesmagningstadiet. Det er også helt ok - han er interesseret i at smage og har rimelig godt fat i fidusen med at føre maden bagud og synke, men han gider kun 4-5 små teskefulde. Det bliver han jo ikke mæt af, men fremad går det med museskridt og det er helt i orden. Jeg tøjler mig og lader ham bestemme.
Så er der udmalket mælk (han gider naturligvis heller ikke spise modermælkserstatning). Han kan endnu ikke drikke af kop, så vi har tyet til at sprøjte det ind i munden med en engangssprøjte. Det går faktisk hæderligt, men også her er problemet at han ikke gider spise store mængder svarende til et helt måltid ved denne metode. Og desuden tager det uendelig lang tid på den måde.
Af disse grunde kan jeg ikke tillade mig at tage afsted særlig længe ad gangen, for der er grænser for babysitterens muligheder for at gøre Linus helt mæt.
Da jeg var til AC/DC-koncert, gik det forrygende, fordi vi tog så sent afsted, at Linus havde fået sit sidste aftenmåltid inden han blev lagt til at sove for natten.
I fredags var jeg i biografen med en veninde tidligt på aftenen. Havde malket ud og Anton skulle passe. Det var en helaftensfilm (den nye Harry Potter - juhuuu!) og vi mødtes en halv time før filmen, så det var næsten 4 timer, jeg var væk. Og det gik mildest talt dårligt herhjemme imens. Anton endte med at måtte vugge barnet i søvn på slunken mave og den slags gør jo frygtelig ondt i et moderhjerte.
På lørdag skal jeg på arbejde for første gang, siden jeg gik på barsel. Jeg tager afsted kl. 6 om morgenen og kommer hjem senest ved 12-tiden. Det bliver ultraspændende hvordan det skal spænde af. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at tage vagter på arbejdet igen, at jeg næsten ikke kan bære, hvis det bliver levende helvede hjemme imens. Det vil jeg jo heller ikke byde søde, lille brystelskende Linus. Men det er simpelthen bare nødt til at komme an på en prøve.
Den 8. august vil jeg bare for (næsten) alt i verden afsted til en venindes 30-årsfødselsdag. Så jeg håber bare inderligt at den næste tids krumspring udi Projekt Lær Barn at Spise Uden Bryst bærer frugt. Det vil ærgre mig herfra og til månen, hvis jeg må erkende, at jeg ikke kan være bekendt at gå fra Linus en hel aften.
Hva´ laver du, mor? 
Jeg prøver, at forevige hvor fint du sidder i Buddha-stilling i slyngen. Nemlig, sådan der!
