VetRan

Barnet sover på eget værelse, sex kan man (næsten) nå i middagsluren, ingen natbabs længere og Märkbar kl. 4.30 er akkurat lige så feel good som altid.

Der er præcis 2 måneder til at min barsel er slut.

Det er passende, kan jeg mærke. Jeg decideret glæder mig.

Jeg nyder naturligvis Linus og tiden hjemme fortsat i fulde drag. Men jeg har ingen problemer med at forestille mig en hverdag, hvor jeg ikke er sammen med ham hele tiden. Jeg er jo allerede lidt i træning i og med at jeg er startet på mit studiejob og har lagt en del timer derude efterhånden, så jeg ved med mig selv at det ikke bliver svært at undvære ham - forstå mig ret.

Jeg kommer naturligvis også til at savne denne tid, hvor jeg har mulighed for at hellige mig ham og gå til svømning og rytmik, som er de to barselsaktiviteter, Linus og jeg sætter størst pris på. Og min middagslur! Jeg når den ikke hver dag, men når jeg gør, sender jeg altid en kærlig tanke til det arbejdende folk, når jeg putter mig under dynen ved højlys dag.

Men helt ærligt, så er jeg ikke lavet til at gå hjemme hver dag (1-2 ugentlige fridage ville i en ideel verden nok være meget passende ;-)), så jo, det bliver altså godt at starte igen!

Jeg har købt bogen til Reproduktion og Obstetrik, som er de to kurser jeg starter på. Indtil videre ligger den bare på bordet og fungerer som mental forberedelse på min nye hverdag. Senest ved udgangen af september skal jeg have orienteret mig i den og i oktober skal jeg prioritere at få læst i den også, så jeg er en smule på forkant med situationen, når en tidspresset hverdag starter. Også for lige at komme ind i fagsproget og tankegangen igen - jeg føler mig lidt rusten.

Når jeg starter studie, holder Anton 2 ugers ferie, så overgangen til den nye hverdag bliver blid for Linus. Til den tid er han 8 måneder og er ikke i nærheden af noget der ligner en institutionsplads, så når Antons ferie er slut, tager 3 hold bedsteforældre over og passer i slutningen af november og december. Det er den tid på året, hvor butiksansatte som Anton bare ikke kan tage fri. Det kompenserer han så for til næste år, hvor han holder barsel januar, februar og marts. Om vi har fået vuggestueplads til den tid, er der ingen garanti for, men der er da et lille håb i og med vi har skrevet Linus op i en institution med såkaldt kort venteliste (=man får en plads tidligst når barnet er 12 måneder…)

Jooow, nedtællingen til at barselsboblen brister er skam gået i gang.

I mangel af ord, har jeg forpestet Flickr med et sæt nye krybekravlevideoer.

Og hun drømte sig tilbage til de gode, gamle floromvundne spædbarnsdage, hvor der var tid til lidt af hvert. Nu skal hun bare være glad hvis der er tid til lidt.

Synderen:

Vi har været en uge i sommerhus og det var lige i øjet. Hyggeligt, aktivt til en tilpas grænse, afslappende indenfor de rammer som baby opstiller og der var endda en smule voksenalenetid undervejs, da Linus blev passet en eftermiddag hos sin farfar.

Men helt ærligt og mellem os sagt: Jeg er hamrende udkørt alligevel.

Linus er mildt sagt noget af en motorisk krudtugle. Det der koncept med at krybe, har han bare totalt styr på. Intet er sikkert længere og vi snakker ikke længere om en radius på et par kvadratmeter - næh nej, hele lejligheden er nu Linus-territorie. Og det går stærkt og i alle retninger.

Samtidig er han begyndt at få skemad 3-4 gange om dagen = endnu mere opvask og forberedelsestid.

Og for det ikke skal være løgn er han begyndt at vågne mange gange om natten og kræve MIG. Og kun mig. Og lidt min pat - men det er bare for sjov. Så det er ved at være på tide at tage tørnen med at vænne ham til at sove på sit eget værelse og kun få mad en enkelt gang i løbet af natten og ikke det sjatspiseri, som driver mig til vanvid ligenu.

Men Anton har lavet noget med ryggen og kan så godt som ingenting. De ting han kan allerdårligst er at stå ud af sengen samt at løfte på Linus. Det gør Projekt Sov På Eget Værelse til noget af et mareridt i mine tanker.

Dels skal jeg flytte sengen alene. Dels er jeg den eneste der kan stå op en milliard gange i løbet af natten (også de gange hvor det var meningen at Anton skulle stå op og tilbyde vand i stedet for pat). Det er dødsdømt på forhånd og som jeg ser det, er vi er nødt til at udskyde projektet til Anton er blevet mobil igen. Hvilket betyder flere nætter i helvede hvor jeg bliver vækket en gang i timen og uanset hvor meget jeg lægger mig ind på sofaen og overlader nattrøstningen til Anton, så er der gråd og gummers gnidsel indtil barnet får sin moaaar.

Fornemmer I at jeg er en lille bitte anelse kørt op i en spids?