VetRan

Jeg tror at Anton kommer til at fortryde at han har ønsket at Barkas skal passes hos mine forældre, mens jeg er væk.

For du godeste, et svineri når man ikke har den levende støvsuger til at rydde op efter spis-selv-rugbrødshapsere-helvedet.

Jeg har taget fri fra skole i dag. For at være sammen med Linus og for at nå det sidste praktiske inden jeg forlader den synkende skude.

I eftermiddag tager jeg toget til Holstrebro og jeg kommer først hjem igen torsdag aften efter Linus´ sengetid. MANDAG EFTERMIDDAG TIL FREDAG MORGEN! Så længe skal Linus undvære mig. Og hvad værre er - jeg skal undvære ham.

Men jeg får nu nok at gøre med at rektalundersøge køer mhp. drægtighedsdiagnostik på kreaturslageriet. For slet ikke tale om den aften, hvor jeg skal besøge MoccAnita! Juhuu! Det skal nok blive udmærket i det jyske. Og regner helt klart med at svigermor og hendes søn klarer ærterne herhjemme imens ;-)

Jeg har altid syntes at cykeltyve var de mest rådne tyve overhovedet. Nu har jeg hørt om en endnu mere rådden slags tyv: Julepyntstyven!

Det er altså ikke i orden.

Vil du være med til at hjælpe Maria med erstatte den forsvundne familiejulepynt?

Hvis ens hund skider lige foran Scientology´s hoveddør - skal man så samle op?

Ammestop er fandme dejligt, men hold kæft hvor er det skidt på kaloriefronten.

Endnu mere skidt er det at studenterlivsstil næsten uundgåeligt er baseret på spandevis af café latter samt hurtig chokoladeenergi.

Jeg må tage mig sammen.

Så sidder man her på falderebet inden den nye uge starter med stort program og vil så gerne skrive noget. Helst noget sjovt. Eller noget klogt. Eller blot en lillebitte beretning fra livet som VetRan.

Men det kan man jo bare ikke på kommando. Det er bare så irriterende, når jeg har haft så mange gode indlæg inde i hovedet i løbet af ugen, men jeg finder bare aldrig tid til at tænde for den bærbare (og hvis jeg gør er det kun for lige at tjekke de vigtigste mails).

NÃ¥, men hejhej og godnat :-)

Jeg blev altså lige ramt af en udmattelseshammer i dag. Heldigvis skulle jeg først møde 10.30 og havde tidligt fri, så jeg har fået lov at sove dejligt meget (tak, søde kæreste). Så nu går det meget bedre. Men så har jeg sjovt dårlig samvittighed over at have sovet i mit barns vågne timer i stedet for at lege med ham. Hmm.

Nå, men det der slog mig ud var dels en kæmpekalv i en trækasse, som skulle saves i 6 stykker, dels en foredragsaften om livet som nyuddannet dyrlæge. Begge dele i går.

Det med kalven fortjener måske en smule uddybelse: Det handler om at vi i faget Obstetrik skal lære føtotomi. Det betyder at partere et dødt foster for at forløse det vaginalt (hvis det enten er for stort til at komme ud gennem bækkenet eller ligger forkert på en måde som ikke kan korrigeres). Der kan være tilfælde, hvor dette vil være mere skånsomt end et kejsersnit, så det skal vi altså lære. Det indebærer et spøjst instrument kaldet et føtotom og en savkæde, som man så putter ind i livmoderen og placerer det ønskede sted rundt om fostret og så saver man ellers. Normalt vil man kun gøre det, hvis man kan nøjes med at lægge et eller to snit, men fordi vi skulle øve os, skulle vi i går lægge 5 snit.

Selvfølgelig kan vi ikke øve os på levende køer eller heste. Dels er det selvfølgelig ikke etisk forsvarligt, når vi er totalt utrænede, dels kan man jo ikke bestille sådanne akutte patienter på forhånd.

SÃ¥ det foregÃ¥r altsÃ¥ en i trækasse, hvori der er placeret et kobækken med en pose, som agerer livmoder. Deri putter man en død kalv. Man kan placere den pÃ¥ forskellige mÃ¥der, sÃ¥ man kan udfordre sig selv i de forskellige holdningsfejl. SÃ¥ lukker man kassen. I kassen er der et hul foran som er vagina. Og sÃ¥ er det ellers i gang med at stikke hÃ¥nden ind og fÃ¥ placeret sin savkæde rigtigt og fÃ¥ savet. Jeg ved ikke om jeg bare har supersvage overarme (det skulle man ellers ikke tro efter 8 mÃ¥neders barsel), men jeg syntes satme det var hÃ¥rdt at save! Vi knoklede hele formiddagen og fik da endelig kalven ud gennem hullet - i 6 stykker….

Rimelig morbidt, men vi skal jo lære det. Og så lige foredrag om aftenen, hvilket var supergodt og rigtig hyggeligt med spisning bagefter, men både mit hoved og min krop, syntes altså her til morgen at det var lige over the top.

Så jeg er glad for at det ikke lige var i dag, jeg blev kaldt til et akut kejsersnit. Det er nemlig sådan, at vi i løbet af dette kursus skal skrive os på en masse dage, hvor vi kan blive tilkaldt til Stordyrshospitalet, hvis der nu skulle komme en patient (en ko) ind, som skal have akut kejsersnit. Man håber jo at man er heldig og når at få lov at være med til sådan et - men lige i dag, var jeg nu glad for at telefonen ikke ringede.

Så gik der en uge og mere til. Det har været en megafed uge. Men jeg har godt nok ikke siddet meget stille.

Det har simpelthen været så fedt at starte studiet op igen. Jeg lapper undervisningen i mig som honning og jeg har ikke haft et øjebliks manglende koncentration hele ugen! Det er altså vildt - det har jeg aldrig prøvet før, men det er vel sådan det er, når ens hjerne bare tørster. Heldigvis har undervisningen kun strakt sig fra 9-ca. 13 - nogle dage med slut allerede kl. 12, andre dage kl. 14. For en gangs skyld har de tilrettelagt et kursus, så man rent faktisk har tid til at læse ved siden af. Og det har jeg så gjort - siddet på biblioteket og arbejdet inden jeg har taget hjem til husfaderen og sønnike i løbet af eftermiddagen. Jeg har været meget træt, for hold op, hvor er det længe siden jeg har siddet stille og modtaget undervisning. Men sjovt nok har jeg alligevel de fleste dage pisket rundt og handlet ind, lavet mad, været i Ikea igen-igen, ryddet op, malet skriveborde, skruet borde op i væggene og det ene med det andet (og ja, Anton har selvfølgelig også været inde over nogle af tingene, men mest det der med at bore i væggen). Det er jo vanvittigt så flittig, man bliver af at få en hverdag til at fungere med et barn! (og jeg har så også en lillebittemeget smule ondt i lænden og ryggen, men sig det ikke til nogen).

Anton og Linus ser ud til at rÃ¥hygge herhjemme og det er dejligt. Jeg tænker ved mig selv, at faderen pÃ¥ barsel er en heldig kartoffel. Dels er ungen nemmere, jo ældre den bliver - dels har moderen banet vejen for at finde ud af hvad der fungerer, sove- og spiserytme er etableret og hun (jeg) har sørget for at der er rimelig ernæringsrigtig mad i fadeburet…ovenikøbet kommer jeg adskillige timer hjem før, end Anton gør, nÃ¥r han gÃ¥r pÃ¥ arbejde (tilgengæld tager jeg tidligere hjemmefra, sÃ¥ lidt retfærdighed er der dog til).

Men altså - det er fedt at have sluppet taget i baby! Han er jo stadig min, min, min og nu nyder jeg ham bare som et naturligt (og aldeles afgørende og fyldigt) element i mit liv - men han opfylder ikke længere hele min verden.

Han bliver i øvrigt stor - han træner ihærdigt det der koncept med at stå uden støtte. Han kan ikke endnu, men jeg tror sgu ikke der går længe. Han går rundt langs bordkanter og hvis man støtter ham under armene. Han er glad fra morgen til aften og undersøger alt hvad han kan komme i nærheden af og er langt, langt det meste af tiden totalt selvkørende og selvunderholdende. Han spiser i store træk det samme mad som os andre og det er en fornøjelse at se ham undersøge maden og smage på alt hvad der bliver serveret. Han er så sød :-)

Her rydder den store, dygtige dreng op på sit værelse - især bleerne bliver lagt i pæn orden.

Men han er heldigvis heller ikke større, end at han stadig blot er en lille blyppelyp, når han har trætte øjne og får sin aftenflaske.

Den første skoledag var ultrakort og var bare en introduktion til kurset. Men sÃ¥ brugte jeg lige 3 timer pÃ¥ efterfølgende at printe bilag ud til blot denne uge (hej blokstartsprinterkø!). Derefter susede jeg hjem og ramlede lige ind i en af dens slags bleskift, hvor det er en ræddi, ræddi god idé at være to til at hjælpes ad med at holde den lille proptrækkerkrop pÃ¥ ryggen og forhindre de smÃ¥ fødder i at plaske i den pladrede ble…Hele familien ud og handle og mens far og søn begge tog sig en velfortjent lur, fik jeg lige lavet aftensmad, støvsuget OG læst et af mine bilag til i morgen. Hvem sagde multitasking mother?

Aftensmad nåede jeg ikke selv at spise (nåede kun at give formaninger om at gemme rester til mig), før jeg drønede ind til Frederiksberg Medborgerhus til et foredag om hundeadfærd (hvor entreen gik til foreningen Græske Hunde). Noget jeg havde meldt mig til af privat interesse, men i højeste grad også noget som er brugbart fagligt, da vi ikke har særlig meget adfærdslære på studiet. Det var et vigtigt foredrag, for alle de ting jeg lærte for 10 år siden da jeg gik til hvalpetræning med Barkas og pløjede alle hundetræningsbøger igennem - de er YT! Der er andre boller på suppen nu hvor man har fået mere viden om hunden, men det tager tid ændre en godt fastgroet lærdom. Mange dyrlæger og andre mennesker hænger stadig fast i de forældede metoder (I ved, dem dér med at hunden skal gå sidst ud af døren, få mad sidst, under ingen omstændigheder må være i møblerne osv.), men det man mener nu, er at hunde faktisk ikke opfatter os mennesker som andre hunde og dermed kan man slet ikke tale om rangorden og dominans mellem hunde og mennesker (hvorfor det fx. slet ikke giver mening at give hunden mad sidst. Hvis det fungerer bedre i familien at hunden får mad først og dermed har mere ro på, mens familien spiser - så er det fint!).

Sjovt nok blev jeg bekræftet i (atter en gang, for det er ikke første gang jeg som hundeejer opsøger “efteruddannelse” om dette emne) at jeg intuitivt faktisk gør mange af de ting, som nutidens adfærdsbehandlere mener er den rigtige mÃ¥de. Gennem Ã¥rene har jeg, uden aktivt at have tænkt over det, ændret mine opdragelsemetoder væk fra dem som jeg lærte i sin tid, til hvad jeg har følt var mere naturligt og rigtigt for forholdet mellem Barkas og jeg (og her skal jeg altsÃ¥ skynde mig at understrege at Barkas pÃ¥ ingen mÃ¥der er en perfekt velafrettet og 100% lydig hund - men jeg kan garantere for at han grundlæggende er i rigtig god psykisk balance og vores forhold er præget af glæde fremfor regler) (at Anton kunne ønske sig at jeg gik lidt mere op i regler for Barkas er en anden sag, som vi evt. kan tage en anden gang ;-) (og nu mÃ¥ jeg hellere undlade flere paranteser i dette indlæg).

God travl dag - glæder mig til dag 2 i Det Virkelige Liv^TM!

Snot eller ej - så er det i morgen det går løs. Et helt år er gået uden studieaktivteter (dog med undtagelsen den tid jeg brugte på at læse op til to eksamener i januar). Linus er blevet 8 måneder nu og fremover vil han ikke være det eneste omdrejningspunkt i min hverdag.

Folk spørger mig, om det ikke bliver svært at undvære ham, når jeg skal afsted hver dag. Men fare for at lyde som en ravnemor, så ved jeg er svaret er nej. Ikke dermed sagt at der ikke bliver tidspunkter hvor jeg savner ham (fx. når jeg rejser væk i 3 dage på kreaturslagteri i Holstrebro), men savnet bliver ikke noget der dominerer.

(og her må jeg så lige indskyde at jeg slet, slet ikke ville være lige så kry at høre på, hvis Linus skulle starte i institution nu. For mig er det en verden til forskel at det er familie, der tager over, hvor jeg slipper i første omgang)

Hvorfor ved jeg at jeg ikke bliver gennemtæret af savn allerede inden hverdagen er startet? Det ved jeg, fordi jeg hele tiden har følt mig utrolig frigjort fra det lille væsen. Jeg har ikke følt, at han og jeg var en symbiose, som ikke måtte skilles. Allerede da han var omkring 3 måneder gammel, var jeg parat til at få ham passet. Det var han bare ikke selv og det måtte jeg så indrette mig efter. Da han var 5 måneder gammel startede jeg med at tage vagter på mit studiejob og jeg har da været i byen en del gange efterhånden. Sidste lørdag var jeg til fest og hyggede mig så gevaldigt at jeg først kom hjem 8.30 næste morgen. Da var Linus og Anton i fuld vigør og skulle til morgenmaden - det var ret så hyggeligt at vende hjem til efter en våd nat. I al den tid jeg havde været væk havde jeg ikke skænket Linus en ærlig tanke, kun ved adspurgt til ham. Jeg vidste jo at han var i gode hænder og kunne slappe af.

Da han var spæd, var jeg heller ikke en af den slags mødre, som sad med lange øjne og slet skjult hjertekvababbelse, når andre holdt ham. Jeg syntes ligefrem det var dejligt at dele ham med andre, som også syntes han var nuser.

Indtil nu har jeg ikke syntes at han var stor nok til at sove ude en hel nat. For hans skyld - ikke for min - for jeg kunne altså nemt undvære ham en nat (tænk at sove LÆNGE!). Men jeg synes nu at han nærmer sig den alder, hvor jeg kan se at han godt kan håndtere en nat uden os. Det bliver en stor fornøjelse når vi forældre skal i byen første gang uden at skulle være hjemme hos babysitteren på et bestemt tidspunkt - DÉT har jeg virkelig savnet.

Det jeg prøver at forklare med ovenstående er nok, at jeg ikke syntes det har forandret mig at få et barn. Jeg har selvfølgelig fået nogle nye kvalifikationer og egenskaber. Jeg prioterer nogle ting anderledes. Det har naturligvis forandret mit liv - men på en lavpraktisk måde. Vi skal planlægge, koordinere og samarbejde på helt andre måder end før. Men følelsesmæssigt, inde i mit dybeste indre, min rene personlighed - den ER jeg altså den samme som før Linus kom til. Det er jeg glad for. Jeg er så glad for at jeg har ikke mistet noget af mit gamle jeg og samtidig har jeg bare fået verdens største bonus i form af dette lille væsen som hele tiden er en kilde til grin, glæde, kærlighed og stolthed.

Jo tak, livet med barn er SÃ… i orden - og livet med barn og studie bliver bare endnu mere i orden!