VetRan

Linus har i de første 9 måneder af sit liv været mirakuløst forskånet for sygdom.

Det måtte jo have en ende og i går, da han var kommet i seng, vågnede han kort efter med et akut og temmelig voldsomt sælhunde-hosteanfald. Han var ret åndedrætsbesværet. Jeg mente jo, at kunne huske noget om sælhunde og søløver i børnesygdomsbogen og alt passede på en prik på falsk strubehoste - og den har nemlig oftest et fredeligt forløb. Derfor var jeg helt rolig da jeg ringede til vagtlægen. Jeg var også helt rolig, da han efter at have lyttet til Linus´ vejrtrækning gennem telefonen, ikke tøvede med at sende en læge ud for at tjekke ham. Jeg var også helt rolig, da han sagde at vi skulle ringe 112 hvis der opstod den mindste forværring.

Det blev heldigvis ikke aktuelt. Den ordinerede kolde luft (jeg tror at Vesterbros samlede bestand af pingviner flyttede ind i vores stue i går aftes) og det at sidde op hjalp utrolig meget, og da lægen ankom, var han så frisk at han smilede da hun satte stetoskopet på hans bryst. Hun var ikke bekymret, bekræftede diagnosen og gentog at vi ikke skulle tøve med at ringe efter ambulance ved forværring.

Vi flyttede hans seng ind i vores soveværelse, for at kunne lytte efter ham. Det kunne vi dog have sparet os, for ganske hurtigt fandt vi ud af at han KUN kunne sove mellem os i dobbeltsengen stablet op med en pude og kun i intervaller af højst 3 kvarter før sælhunden gøede (og græd) løs igen. Det var rigtig hårdt for os alle. Jeg undrer mig over, at jeg efter en lang skoledag, stadig hænger sammen nu. Men vi har jo generelt fået vores nattesøvn i vid udstrækning siden han blev født, så vi har vist ikke rigtig kredit til at beklage os over en enkelt totalt elendig nat ;-)

Jeg synes, der er bedring. Han slimer stadig og hoster og er hæs. Han sover ikke så godt, men bedre end i går. Jeg regner naivt med en bedre nat i nat.

Det er så synd for ham. Og hans forældre. Men det er altså også en lille smule sødt med et sygt barn. For en gangs skyld gider han sidde helt stille på skødet af én og han kan falde i søvn i mine arme (har han aldrig kunne før - ikke engang som spæd). I eftermiddag lå jeg to timer sammen med ham inde i sengen - han sov i arm med mig og jeg fik ikke lukket et øje pga. den forvredne armstilling samt hans højlydte vejrtrækning. Men hyggeligt var det nu alligevel med den lille varme, tryghedssøgende bylt.

Tid er altid en dyrebar gode, men det mærkes godt nok udtrykkeligt hvor kostbar den er, når man har en baby.

Jeg når ikke en skid! Der er så mange ting, jeg gerne vil…ikke mindst læse flere lektier. Jeg har ikke engang haft tid til at fortælle Anton om Holstebro. Han har INTET hørt endnu om hvad jeg lavede derovre.

Men altså - lidt løgn er det jo at jeg intet når i den tid, der ikke går med skole, lektier, Linus eller praktiske hverdagsgøremål. I den seneste tid er der sket følgende fremgang:

- Jeg har læst Vejen. På 4½ time i et stræk (jeg havde en togtur til Jylland, som skulle slås ihjel). På en måde er det den bedste bog jeg nogensinde har læst. Samtidig er den uudholdelig. Jeg havde det fysisk dårligt undervejs. Den kryber ind huden og der bliver den. Jeg har ikke rystet den af mig endnu, og det er da dog halvanden uge siden jeg læste den. For mig at se, er det en must-read. Den er så smuk i sin grumhed at det ikke lader sig beskrive fyldestgørende. Jeg er spændt på at se filmatiseringen med Viggo Mortensen, som snart kommer til Danmark (altså filmen), men er glad for at jeg har læst den først og har dannet mine egne billeder.

- Jeg har hæklet min sjælevarmer færdig. På et tidspunkt finder jeg vel også tid til at sy den helt rigtige knap i den samt fotografere den.

- Jeg har syet ét pudebetræk ud af tre til sofaen. De andre følger vel efter en dag.

- Jeg har strikket halvdelen af noget, der skal foræres væk i julegave

- Apropos julegaver, så har jeg købt de fleste. Mangler typisk nok de sværeste - min far og Anton.

- Jeg har pyntet op til jul og lavet adventsdekoration - endda så den var klar 1. søndag i advent.

Jeg glæder mig over det, jeg når og forsøger ikke at fokusere for meget på det, jeg ikke når.

Hvidkålshoved på gulvet (ej kommet videre efter hjemslæbning fra Brugsen).

Linus piller bladene af. Barkas spiser dem.

Høj latter og gnasken. Et lykkeligt samarbejde.

Nå, hvad lavde I så lørdag aften?

Vi spiste kl. 18 og gik begge i seng før 21.30…

P.S. Slagterihistorien skal nok komme, når jeg har samlet overskud igen

Barkas kom hjem i dag og han var så glad for at se Linus. Faktisk så glad at det kammede over tilsidst og jeg måtte stoppe den rituelle afvaskning af babyhoved med hundetunge.

Jeg nåede lige at komme hjem ligesom Anton var ved at putte Linus her til aften. Når nu han trods alt stadig var vågen kunne jeg ikke bære ikke at kramme ham lidt (ja okay, det var mit behov over hans). Han var selvfølgelig træt, men han kiggede også spørgende op på Anton, mens jeg holdt det lille pus. Han havde sågar den frækhed at række sine små arme ud mod farmand! Hmpf. Det plejer ved gud at være omvendt. Ingen smil eller gensynglæde. Faktisk var han bare perpleks og mistroisk.

Jeg puttede ham og sang for ham. Det hjalp. Han ville ikke slippe min hånd, mens øjnene langsomt gled i, så lidt glad for at se mig må han trods alt have været. Bilder jeg mig ind :-)

I morgen har jeg fri fra skole og kan hellige mig Linus. Jeg glæder mig. Selvom jeg faktisk stort set ikke har tænkt på ham mens jeg var væk (jeg føler mig altså lidt mærkelig nogle gange - at jeg har så nemt ved at skille mine verdener ad), så er 3½ døgn efter min mening altså lige i overkanten at være væk fra sådan en størrelse.

Det kommer til at ske igen i januar, hvor vi skal til Holstebro igen. Det går altsammen.

Om hvad vi lavede på slagteriet, vil jeg fortælle mere i morgen. Godnat for nu!