Der verserer en lille blogleg, som Mette startede. Og jeg er blevet tagget af iBaby - som viser sit køleskab frem her.
Reglerne er at man viser sit køleskab udefra, viser en udvalgt ting og fortæller historien herom og dernæst tagger 3 bloggere til at føre legen videre.
Vi fik nyt køleskab i går. Vi bor i en lejeforening, hvor de fleste havde oldgamle køleskabe, som larmede infernalt. Og et køleskab, der larmer er ekstra nederen, når man har stue og køkken i samme rum. Anton og jeg havde heldigvis held til at ødelægge vores larmekøleskab for par år siden, så vi havde fået et nyt, stille skab. For nylig besluttede man imidlertid at alle køleskabene i ejendommen skulle udskiftes - som sagt fordi størstedelen af dem var udslidte og larmede skrækkeligt. Vi sprang også på at få et nyt, for vi fik mulighed for at få udskiftet vores mellemstore køle/fryseskab med et kæmpestort køle/fryseskab og med barn i huset, er det temmelig rart med en stor fryserkapacitet.

Fryseren er nederst, køleskabet er øverst og på det gamle var det omvendt. Det betød at Linus var begyndt at åbne køleskabet, fordi han så ofte så at vi gjorde det Samtidig kom han stormende hver gang han hørte vi åbnede det og prøvede at hive mælk, juice og diverse ud. Jævnt belastende…
Det er rigtig dejligt at man nu kan åbne køleskabet uden at han kan komme til at pille i maden. Og fryseren har han ikke rigtig fanget, at man kan åbne og den uvidenhed satser vi på at bevare ham i længe endnu ;-)
Nå, men med det her nye køleskab betyder det også at der er blevet ryddet ud i al pynten og kun mine yndlingsmagneter har fået lov at overleve. Det er 62 små firkantede magneter i mosaikmønster i forskellige farvetoner. De er købt i museumsbutikken på Louisiana i Humlebæk - de skulle bare med hjem.

Det skifter lidt hvilke motiver, jeg laver med magneterne. Lige nu er det en frugt af en art. Til jul et juletræ. Til nytår fyrværkeri. Et træ, en hund eller bare et tilfældigt rodet mønster. De pirrer kreativiteten og fantasien og jeg elsker dem. Og mit nye madskab.
Jeg har ikke rigtig styr på hvem, der har været med allerede, så jeg tagger ikke nogen andre bloggere, men opfordrer til at man tager tråden op, hvis man har lyst til at flashe forsiden af sit køleskab.