VetRan

Der sker virkelig noget med det følelsesmæssige bånd mellem Linus og mig i øjeblikket.

Jeg føler mig virkelig tæt på ham nu. Det har jeg selvfølgelig været hele tiden, men det er alligevel nogle ting, der gør at det er anderledes nu.

Dels vokser kærligheden jo med tiden, det er et faktum. Dels kan han nu selv udtrykke helt klart, at han har brug for mig og elsker mig. Det har han selvfølgelig kunne lige siden sine første vræl - men det er jo noget andet nu hvor det er så bevidst.

Han putter sig ind til mig. Han vil gerne sidde og hygge på skødet i længere tid og ormer sig ikke altid væk. Han krammer og kysser (med stor, åben, våd mund). Han vil ligge i arm om natten og han rækker armene op, når han ønsker at blive løftet. Han synes, at jeg er sjov - ikke mindst.

Han er kommet sig over den periode, hvor han hylede hver gang jeg gik ud med Barkas eller blot på toilettet. Det var ikke sjovt for Anton, for det omvendte gjorde sig ikke gældende og det var en pestilens for den barslende far hver gang jeg skulle gå om morgenen og fór gennem lejligheden og åbnede og lukkede døre.

Nu har Linus helt styr på konceptet med at jeg kommer igen og at det ikke er noget problem at jeg lige går ud på toilettet og lukker døren efter mig.

Efter seperationsangsten, kom en periode hvor kun mor duede. Kun jeg kunne lægge ham til at sove, kun jeg kunne trøste om natten og kun jeg duede i det hele taget - hvis jeg var til stede og han kunne vælge. Så længe Anton var alene med Linus, var der intet problem. Den periode tror jeg også vi er ovre igen, men jeg har også gjort mig umage med at tanke ham godt og grundigt op med en mor der er tilstede, så snart jeg er kommet hjem fra skole.

Det følelsesmæssige bånd bliver også tættere i takt med at man kan lege mere meningsfyldte lege med ham. Altså, så meningsfyldt det nu er at lege med ringpyramide og puttekasse ;-) Men der er så meget feedback nu, for han efterligner de ting vi viser ham. Både lyde, bevægelser og hvordan man leger med legetøjet. Han peger på billeder i bøger, bladrer frem og tilbage, han trækker sin Brio-hund gennem stuen, leger rigtig meget sine puttekasser og har i det hele taget en fremragende finmotorik. Han klapper, peger, vinker, giver high-five, tramper, klasker og siger bestemte lyde på kommando og han henter ting på kommando.

Det er fuld af sjov at tilbringe tid med ham i øjeblikket og ret svært ikke at knuselske den lille glade, dreng :-)

Grimt ser det ud, men det er helt og aldeles nødvendigt med en Linus Langfinger på spil.

Vi endte med to sikringer på skraldespanden, for den første kunne knægten åbne…den anden vendte vi omvendt og indtil videre er han ikke brudt ind. Men én ting kan man være sikker på - hører barnet lyden af en forbudt låge blive åbnet kommer han løbende fra den anden ende af stuen for at nå at være med i løjerne. Nogle gange er det PANIK-PANIK-BARNET KOMMER når man står og fumler med at få lukket opvaskemaskinen eller skraldespanden i en fart ;-)

…er det ikke unormalt at mærket i nakken ender under armen i stedet :-D

…at man kan ikke kan gå i kiosken efter chokolade, fordi man er alene hjemme med sovende barn?

Man ved, at man har for meget aftenarbejde, når taxamanden hjem siger: “Jeg tror, jeg kørte dig hjem i sidste uge og du glemte vist noget…”

Ja! Min grønne hue, som jeg var så ked af at have mistet og havde afskrevet for længst.

Men flink taxamand havde gemt den ligeså fint i bagagerummet for det tilfælde at han skulle køre mig hjem en anden gang.

Og jeg genkendte ikke engang ham…men huen - den var min!

Det er en dødsyg blog, jeg har mig for tiden.

Men jeg er holdt op med at være ærgelig over det. For som Madambat har skrevet i en kommentar, som faktisk faldt på et tørt sted, så styrer jeg jo hamrende hårdt på de vigtigste fronter - familie og studie. Jeg kunne sagtens finde tid om aftenen til at blogge og svare mails, men sandheden er at jeg ikke gider. Jeg får så rigelig omverden alene ved at gå i skole og på arbejde, så når jeg er hjemme, slukker hjernen ned for det meste af hvad der foregår uden for de fire vægge. Men så er det jo godt med en arbejdsaften i ny og næ, som kan opdatere mig på livet i cyberspace.

Efter at have fravalgt en fest i weekenden, som jeg rigtig gerne ville have været til, men som der bare ikke var det fornødne overskud til, er jeg kommet på fode igen med studiet. For filan, hvor jeg manglede den mellemuge, vi plejede at have efter eksamensugerne, men en weekend uden aftaler rådede bod på det værste underskud.

Jeg ved, at jeg er en supermor. Helt ærligt - det er jeg sgu ;-) Selvom jeg er meget væk hjemmefra, så er min selvtillid  i top på det punkt (selvfølgelig kan den også være det fordi jeg har en superkæreste til at gå derhjemme og være superfar).

En superkæreste er jeg på de præmisser, som vores liv tillader pt. Som alle småbørnsforældre savner vi friheden og mulighederne for at foretage ting sammen uden større planlægning. Men nærværet, det gode samarbejde, kærligheden og intimiteten er der.

Jeg er ikke en superstuderende, men jeg er en udmærket studerende. Jeg læser og lytter og tænker. Jeg er dyrlæge om et år og jeg modnes dagligt i den proces som foregår i mig - den proces som forbereder mig til at det trygge studenterliv stille og roligt rinder ud. Min faglige selvtillid lider af nogle gevaldige op- og nedture, som er svære at dele med andre. Nogle dage, som i dag, ved jeg bare lige præcis hvilke kvaliteter jeg besidder og som er attraktive for bestemte typer af arbejdsgivere. Andre dage (og dem er der altså en del af), kan jeg slet ikke se hvordan jeg nogensinde skal kunne blive dygtig nok og leve op til de høje forventinger, der alt andet lige er til en person med en lang, akademisk uddannelse. Det kan især være svært når folk spørger mig om hvad jeg vil arbejde med - for jeg er bare ikke den typiske praksisdyrlæge. Jeg drømmer ikke om kejsersnit om natten og besværlige klienter (=mennesker). Jo mere jeg prøver at indkredse min faglige profil, jo mere går det op for mig, at det er mindre vigtigt for mig præcis hvad jeg arbejder med - men vigtigt tilgengæld hvordan jeg skal arbejde. Det lyder måske lidt kringlet og mystisk, men for mig giver det mening og tankerne er vigtig forberedelse til når jeg dels snart skal igang med specialet (vil jo gerne vælge noget som understreger min faglige profil), dels inden længe skal skrive ansøgninger.

Det dér eksamenshejs i sidste uge, ik´? Det gik jo skidegodt. Obstetrik: Bestået (og ville gerne have haft en karakter, da det gik så fint, men bedømmelsen var nu engang bestået/ikke bestået) og Reproduktion: 10. Yihaa! Aldrig mere Holstebro - MEDMINDRE det er med langt hyggeligere formål for øje - fx. at besøge Anita igen ;-)

Jeg kom hjem fra eksamen i Jylland torsdag aften sent og fredag var der dømt splat. Hele weekenden var booket op med arbejde (som jeg var nødt til da jeg havde sagt en del vagter fra i eksamensperioden). I mandags startede mit næste kursus, Modul 2 på min differentiering i Biomedicin.

Jeg har glædet mig voldsomt meget til dette modul, men det holder slet, slet ikke at starte på et fuldtidskursus med et meget komplekst pensum 3 dage efter en helvedseksamensmåned. Så kursusopstarten er druknet i at overleve hverdagen, og det gør absolut intet godt for motivationen og engagementet at der ikke har været mulighed for at restituere det mindste efter sidste fag. Lortenye studieordning, som har fjernet mellemugen! At Anton har fået en dårlig arm og er halvsløj og at Linus er kampforkølet hjælper ikke yderligere. Jeg har været væk to dage nu fra skolen. Og det ærgrer mig. Og piner mig. Men det har ikke kunne hænge sammen på anden måde. Øv for en opstart!

Jeg trænger til ferie :-(