VetRan

Så fik jeg afsluttet det sidste indlæg med at skrive at det går fint med at være studerende og småbørnsmor. Og det gør det jo også sådan helt overordnet.

Men når folk siger at det er så fantastisk at få børn mens de studerer, så tror jeg helt ærligt ikke at de refererer til kandidatdelen af dyrlægeuddannelsen. Det er faktisk utrolig krævende at få det til at hænge sammen. Der er undervisning fuldtid, en del af det er obligatorisk, og den undervisning som ikke er obligatorisk er af en så høj kvalitet, at jeg ikke har lyst til at undvære. Desuden er det guld værd af hensyn til den eksamenslæsning, man aldrig har tid til, at have været til undervisningen.

Mens Anton var på barsel gik det ret udmærket. Dengang led Linus ikke nogen større afsavn, for han fik så meget forældretryghed generelt, at det ikke betød det helt store, når jeg trak mig ud af familien for at læse. Nu hvor Anton er på arbejde igen, er det svært og jeg mærker at Linus lider afsavn. Og jeg lider i allerhøjeste grad afsavn: dels ved at måtte lade Linus passe af flere forskellige og ofte, dels ved den utilfredsstillelse det er aldrig at have tid til at fordybe sig i sit pensum.

Vi har jo de pragtfulde bedsteforældre. 3 styk står på spring på skift til at hjælpe indtil Linus starter i vuggestue d. 3 maj. Det er en gave at have den hjælp og de er meget fleksible allesammen. Vi er meget priviligerede på det punkt og Linus elsker dem alle 3 højt og er altid glad i deres selskab.

Men det er altså hårdt for os allesammen alligevel. Efter en lille måned hvor Linus er blevet passet på skift i hverdagene og oven i købet også er blevet passet i nogle weekender af hensyn til at få vores jobs og eksamenslæsning til at gå op i en højere enhed, er jeg ved at være kørt træt af det. Jeg trænger til en fast hverdag, hvor vuggestuen er Linus´ faste holdepunkt udover hjemmet og hvor jeg kan være i mit eget hjem uden at føle at jeg er gæst i en dagpleje. Linus er også begyndt at trænge. Han trænger til at vide hvordan dagene former sig langt de fleste gange, fremfor at blive passet ude og hjemme på skift og af forskellige på skift.

Det har været den bedste løsning - og helt sikkert er det, at tætte, uerstattelige bånd er blevet knyttet mellem Linus og bedsteforældre, men vi skal være glade for at den midlertidige løsning snart kan ophøre. Det vil give mig ro, både på studieplan og morplan.

Jeg var til forældremøde i vuggestuen for halvanden uge siden. Jeg kan utrolig godt lide stedet og pædagogerne og glæder mig virkelig til det nye liv. Så er det bare om at krydse alt som krydses kan for at Linus også vil synes om det!

Så kan jeg trække vejret igen.

Endnu en eksamen bestået i dag - Forsøgsdyrskursus kategori C. Helt kort fortalt, så er det jo sådan at i kraft af min gamle uddannelse som dyrepasser med speciale i forsøgsdyr, havde jeg et kategori B-kursus, som giver lov til udføre procedurer i forbindelse med forsøg under en tilladelsesindehavers ansvar. Kategori C-kurset giver mig licens til at selv at være dyreforsøgstilladelsesindehaver (for man skal jo ansøge om tilladelse til at udføre dyreforsøg i Rådet for Dyreforsøg og tilladelsen kan kun gives til folk med relevant kandidatuddannelse samt et forsøgsdyrskursus kategori C).

Anyway - så havde jeg jo noget faglig stolthed på spil op til denne eksamen. For det er klart at der er en hel masse overlap mellem B og C-kurset, da C jo er en udbygning af B. Men der var alligevel en del gammelt stof jeg lige blev nødt til at repetere - plus det nye stof (som især var statistik, dyberegående viden om smertebehandling og anæstesi osv.)

Det gik selvfølgelig fint. Som Anton også sagde det ville. Men det er sgu umuligt ikke at blive nervøs over en mundtlig eksamen i noget, som man har en faglighed indenfor, men som samtidig ligger en del år tilbage.

Mens jeg er ved at blære mig, så fik jeg forresten 12 for den skriftlige opgave i biomedicin, som jeg omtalte for en måneds tid siden. Arh, men altså - det går sgu da meget godt med at være kandidatstuderende og mor til 14 måneders dreng uden vuggestue (endnu).