VetRan

Jeg fik mig en grim forskrækkelse i søndags.

Helt normal dag, Barkas havde været ude og gå som sædvanligt om eftermiddagen, spiste som normalt, intet unormalt. Søndag aften strejfer det mig et øjeblik, at det egentlig er mærkeligt at Barkas ikke selv havde været henne og bede om at komme ud på aftentur. Det plejer han nok at gøre. Kl. 21.15 beslutter jeg at det må være på tide med en aftentur og henter sko og snor. Barkas ligger bare på tæppet i stuen og kigger på mig. Jeg går ud i gangen og kalder på ham. Han bliver liggende. Dér ved jeg at den er HELT gal.

Han kan ikke rejse sig. Hele bagkroppen er sat ud af spil. Han klager sig ikke, men lider uden tvivl. Høj respiration, urolig, men kan kun ligge stille. Jeg ringede til skadestuen på universitetet (der hvor han normalt kommer) og dyrlægen sagde at det kunne være en blodprop. Jeg tænkte selv noget lignende men anede faktisk ikke mine levende råd (der er en grund til at jeg ikke skal være smådyrdyrlæge ;-). På skadestuen stod hun med en meget dårlig hund, så hvis vi tog derind ville hun ikke have meget tid til Barkas. Så vi tog på Københavns Dyrehospital i stedet for.

Eller det vil sige - først ventede vi en time på at mine forældre skulle komme - for hvordan skulle jeg lige selv bære 35 kg hund ud og ind af en taxa? - Anton blev jo nødt til at blive hjemme hos Linus. Mine forældre var så længe undervejs (det burde have taget en halv time) fordi der for FØRSTE GANG NOGENSINDE, som jeg kan huske i hvert fald ikke var strøm på bilen. Det sker aldrig for dem - men selvfølgelig når man akut skal bruge dem. Hurra for deres hjælpsomme genbo med startkabler!

På dyrehospitalet stillede dyrlægen diagnosen i løbet af nul komma fem. Akut, aseptisk ledbetændelse. En immunmedieret reaktion, som man ikke ved hvorfor opstår, men som nemt kan behandles med binyrebarkhormon og selvfølgelig smertestillende. Det var så ikke lige noget jeg selv var kommet i tanke om (og altså heller ikke dyrlæge nr.1 i telefonen), men det var jo en fantastisk nyhed, for pludselig var prognosen jo god! Jeg havde helt klart forventet det værste og var indstillet på at det måske var farvel.

Barkas blev natten over på hospitalet til behandling og overvågning. Da jeg hentede ham mandag eftermiddag, var han på benene, men noget svag i koderne, om jeg så må sige (faktisk var det haserne, der var angrebet). Siden mandag er det støt gået stille og roligt fremad, men han vil stadig kun gå korte ture. Han trækker mig hjem efter højst 5 minutter - så trods Fentanyl-plaster i 4 dage, som er meget kraftigt smertestillende, han har altså lidt ondt alligevel. Jeg trykkede ham forsigtigt på haserne i dag, og han ømmede sig - så jeg er da lidt spændt på hvordan det går når plasteret kommer af i morgen.

Lige nu er det vigtigste at han er her endnu og at han er glad igen.

Søndag aften - Barkas kan ikke rejse sig og vi venter på at mor og far skal komme med bilen

Stakkels vovse.

Mandag eftermiddag - på benene, men ikke godt gående. Piber uafbrudt, kan ikke finde ro, utilpas. Har brug for at blive nurset, men det er svært med en 1-årig i huset.

Installeret i den forbudte sofa, så man kan få mest mulig ro fra ivrigt klappende 1-årig.

Mere barrikade blev nødvendigt for at skærme mod den MEGET ivrige 1-årige. Barkas syntes absolut ikke om kærlige, buttede børnehænder i sin groggy tilstand, hvor han både var påvirket fysisk af den kraftige medicin samt psykisk over opholdet på hospitalet.

Mandag aften slog jeg sofaen ud til dobbeltseng og installerede både mig og Barkas på den. Først dér begyndte Barkas at slappe rigtig af og faldt endelig i søvn og den konstante piben, som vi havde hørt på siden han blev hentet tidligt på eftermiddagen stoppede langt om længe. Han sov som en sten tæt op af mig hele natten.

Glad og alert igen torsdag eftermiddag. Har problemer med at komme af med afføringen (sikkert pga. Fentanylen), men også det går den rigtige vej.

Pædagogen var så ked af det i dag, da Anton og jeg hentede Linus (sammen for en sjælden gangs skyld).

Der var et andet barn, der “var kommet for tæt på” og de havde ikke opdaget det før skaden nåede at ske to gange. To tydelige tandsætsmærker har Linus nu på hånden. Grunden til de voksne ikke opdagede det hurtigt, var fordi Linus ikke havde sagt en lyd! Han havde bare kigget med store, undrende øjne på bideren - og at dømme efter mærkerne er det altså lidt mere end blide nap!

I vuggestuen kan de ikke rigtig forstå at Linus aldrig græder eller brokker sig. De har, efter en måned, endnu ikke set ham græde. Hun spurgte helt bekymret i dag om han kunne græde derhjemme og det kunne vi helt sikkert berolige hende med at dét kan han skam sagtens. Men sjældent når han slår sig - det er oftere når tingene ikke går som han synes, fx. hvis jeg bruger den forkerte ske til grøden (!!!).

Så vi tænker bare at det handler om to ting. Dels skal han lige tilegne sig det sociale sprog - herunder at sige fra hvis nogen stjæler legetøjet, bider, driller osv. Han har jo ikke været særligt vant til andre børn før vuggestuen. Dels er han nok ret stille og rolig af natur og tager tingene ovenfra og ned. Når han er hos bedsteforældre går responsen altid på hvor problemløst det går og at han altid er glad. Dette kan meget nemt være anderledes herhjemme - især overfor mig, hvor han ikke sjældent lader følelserne få frit løb.

Jeg synes det er rigtig godt at de i vuggestuen er opmærksomme på, at han ikke skal blive sådan en der stiltiende finder sig i alt. Men det har jeg nu også svært ved at forestille mig.