Arkiv for July, 2010
Kukkuk
Wednesday, July 21st, 2010Man skulle ikke tro det, men jeg er her endnu. Heromme bag skærmen. Nu med sommerferie og alt muligt.
Det kræver sin kvinde at have sommerferie. For jeg har mange jern i ilden. Heldigvis har vuggestuen da åbent, men i denne uge holder Linus nu ferie hjemme hos mig.
Specialet er startet op. Jeg skal lave et projekt i samarbejde med Leo-Pharma. Jeg knokler med projektbeskrivelsen, hvilket er lidt en udfordring med mange af mine kontakter på ferie. Men når jeg går i stå, har jeg bunkevis af teori jeg kan læse på. Hvem sagde at man skulle holde helt fri i ferien?
Og så sysler jeg for at nå at blive klar til loppemarked på Farum Bytorv søndag d. 1 august. Jeg har allerede lavet en kassefuld hårbøjler - betrukket med stof og pyntet med flettede stjerner af målebånd. Jeg er en klovn som ikke har taget billeder af dem før jeg ekspederede dem videre til mine forældre i Farum. Så I må nøjes med et glimt af mit andet produkt - filtblomster syet på hårelastikker (og med tiden også limet på hårspænder)
Det skal nok blive interessant om der går nogle rotter i fælden.
Linus er en glad fidus, som udvikler sig med stormskridt i øjeblikket.
Her ovenfor sidder han på vores nye terasse - et afkrydset projekt, som var på to-do listen her i sommer. Et andet projekt, som mangler afkrydsning endnu er en hovedrengøring af badeværelset. Det er bare ligesom om man ikke rigtig gider den slags beskæftigelser i 30 graders varme. Det bliver en drøj omgang, for vi har aldrig været så gode til at skrabe væggene og kalke fliserne af, men nu vil jeg have det helt i bund. Hvilket middel skal jeg bruge til et seriøst trængende badeværelse med fliser på alle vægge og gulvet?
Anton havde ferie i sidste uge og vi holdt tre kærestedage, hvor vi afleverede krapylet i vuggestuen. Det fortjente vi. Blandt var vi på vores årlige picnic. Med champagne, ganske som vi plejer. I år introducerede jeg Anton til Sydhavnstippen - et rekreativt område ude i Sydhavnen, som engang var losseplads. Jeg var godt stegt, da jeg hentede krapylet - håber ikke pædagogerne kunne lugte min bobleånde ;-)
Jeg har sagt mit studiejob op. Knap 6 år på Novo blev det til, men med en lille dreng nu passer arbejdstiderne mildest talt elendigt ind i familielivet. Så jeg tog endelig konsekvensen og har allerede fået et nyt job på fakultetets bibliotek med morgenvagter. Styr på tingene, er der såmænd.
