VetRan

Det her indlæg har jeg været i gang med siden vi kom hjem første gang. Den slags tager sin tid, men her er endelig hele historien om hvordan Linus kom til verden.

Når man er ikke-gravid og ikke-mor, er der for nogle kvinder ikke noget værre end at få prakket andres fødselsberetninger på. Det ved mange godt. Når man er gravid og ikke-mor er der tilgengæld mange der tror, at man automatisk er meget interesseret i den slags, men sådan er det heller ikke nødvendigvis. Det var først i de sidste par uger op til min termin at jeg havde ægte lyst til at høre lidt (og kun lidt) om andres erfaringer. Nu som mor, har jeg naturligvis fået en større interesse i den slags historier, men helt tosset med det bliver jeg vist aldrig.

Heldigvis er det jo sådan med blogmediet, at man helt frivilligt kan vælge hvad man vil læse, så du kan derfor betragte dig som advaret: her kommer min fødselsberetning. Jeg skriver den fordi jeg selv har brug for at få  bearbejdet forløbet og jeg har den største forståelse og respekt for dem, som ikke gider læse med på denne her. Til jer som gider: nok er det langt, men detaljerne er ikke slibrige ;-)

Søndag d. 1/3. Uge 40+2

Anton og jeg var ude og spise brunch om formiddagen. Eftermiddagen gik med hjemmehygge. Sent på eftermiddagen fik jeg hvad jeg troede var et par kraftige plukveer. De kom med lange mellemrum og gjorde kun ganske lidt ondt, så jeg var ikke spor overbevist om at det var et tegn.

I løbet af aftenen tiltog de og der blev flere af dem. Vi var stadig ikke sikre, men jeg skrev dog en advarsels-sms til mine forældre - de havde jo til opgave at hente Barkas, når vi tog på hospitalet.

Vi tog billeder af mig - måske var det sidste aften jeg så sådan ud!

Først på natten begyndte det at blive slemt og der var ingen tvivl længere - jeg havde veer og de gjorde ondt (det gør den slags jo). Midt på natten ringede vi til fødegangen og de synes jeg skulle komme. Afsted i taxa (det er ikke sjovt at have veer i en taxa).

Jeg blev undersøgt og havde kun åbnet mig 2 cm, men jordemoderen syntes at jeg allerede på det tidspunkt var så udmattet og smertepåvirket at hun tilbød mig at blive og sove på noget morfin. De havde også en seng til Anton og jeg syntes morfin lød som en GLIMRENDE deal, så det vi takkede ja til.

Den deal gav Anton 3-4 timers søvn og jeg fik en masse hvile og også lidt søvn mellem veerne, som var knap så slemme under morfinens effekt.

Mandag 2/3. Uge 40+3

Da jeg blev undersøgt om formiddagen, havde jeg åbnet mig til 3 cm - ikke meget, men dog i den rigtige retning. De sendte os ud på en gåtur for at se om det kunne sætte mere skub i tingene. Nøj, hvor havde jeg det dårligt! Morfinen var for længst holdt op med at virke og jeg havde den vildeste kvalme! Regnen silede ned udenfor og vi havde sjovt nok ikke pakket en paraply i den berømte taske, så vi gik frem og tilbage under et udhæng fordi jeg ville have frisk luft. Det blev dog for koldt, så vi endte med at trave op og ned af hospitalets lange gange, hvor jeg skiftevis havde veer og kastede op. Anton fik frokost fra cafeteriet - utroligt at han kunne få det ned når jeg sad og ørlede ved siden af! Jeg led virkelig.

Efter to timer vendte vi tilbage til fødegangen for at blive undersøgt. Gåturen havde ikke sat skub i noget som helst! Øv! De kunne ikke tilbyde os begge at blive på den stue, som vi havde sovet på om natten, så muligheden stod mellem at jeg kunne få lov at ligge i en seng på en fællesstue i et andet afsnit uden Anton eller at vi kunne tage hjem. Jeg havde ikke lyst til nogen af delene - ville helst bare blive på vores to-mandsstue, men havde selvfølgelig fuld for forståelse for at vi ikke bare kunne optage dyrebare sengepladser fra andre mere trængende. Jeg valgte at vi skulle tage hjem, for at skilles fra Anton havde jeg IKKE lyst til! Taxa igen (det er ikke sjovt at have veer i en taxa).

Vi kom hjem mandag tidligt på eftermiddagen og mine veer tog endnu mere til i det samme vi kom hjem (tillykke til mig). De var ikke regelmæssige, der var 5-8 minutter imellem stadigvæk og de varede omkring 45-60 sekunder. Anton måtte på daværende tidspunkt hjælpe mig med vejrtrækningen. En enkelt times søvn i løbet af eftermiddagen fik han, hvor jeg klarede veerne alene, men jeg måtte vække ham fordi jeg begyndte at gå i panik og lave kludder i vejrtrækningen.

Resten af dagen og aftenen forløb således: Jeg lå i sengen og hvilede/sov mellem veeerne og Anton kom ind til mig hver gang han kunne høre at der var en ve under opsejling og hjalp mig med at styre vejrtrækningen, fortælle mig hvornår jeg var halvvejs, samt notere hvor længe der var mellem hver ve. Ingen hvile til ham, men dog lidt mad i modsætning til mig, som kun fik knebet en banan samt en halv skive rugbrød i små firkanter ned.

Kl. 21 om aftenen kunne jeg ikke klare det mere, men veerne var stadig uregelmæssige og der var 4-6 minutter imellem. Jeg havde på det tidspunkt snakket længe om at ringe til fødegangen for at få lov at komme, men Anton holdt mig hele tiden hen, for at holde den gående så længe som muligt. Vi ville for alt i verden ikke sendes hjem igen! Men altså - kl. 21 ringede jeg stortudende til fødegangen og de sagde selvfølgelig at vi skulle komme. Afsted i taxa igen (det er ikke sjovt at have veer i en taxa).

Da jeg blev undersøgt havde jeg åbnet mig til 4-5 cm (hold kæft hvor gik det langsomt!), men heldigvis sagde jordemoderen at jeg nu var i aktiv fødsel og hun spurgte mig hvornår drengen skulle have fødselsdag. Jeg svarede at d. 3/3 da var en fin dato (velvidende at med mit åbningstempo blev det sgu nok ikke inden kl. 24) og hun lovede mig at det nok skulle blive d. 3/3! YES!

Jeg fik et lavement og blev beordret et langt varmt brusebad - så længe som jeg orkede. Jeg orkede en time! Det varme vand var fantastisk lindrende for veerne og selvom jeg stod der under bruseren og havde dårlig samvittighed overfor miljøet, så var det bare ikke så vigtigt lige på det tidspunkt. Anton fik trasket sig en tur og læst lidt avis i opholdsstuen, men cafeteriaet havde lukket, så mad fik han intet af.

Kl. 23.30 blev vi installeret på fødestuen og kl. 24 var der vagtskifte. Vi havde mødt mange forskellige jordemødre undervejs i forløbet, men fra da af havde vi én og samme jordemoder og hun passede ikke andre end os - det var så rart! Og hun var helt vildt sød - jeg var helt tryg og veltilpas ved hende. Hun betroede os i øvrigt at hendes kælenavn altid havde været Linus. Det er sådan en dejlig association at tænke på, for hun var virkelig god for os!

Tirsdag 3/3. Uge 40+4

Vandet var ikke gået, så i håbet om at jeg åbnede mig lidt hurtigere, blev det taget. Det satte ikke rigtig gang i noget yderligere. Jeg arbejdede videre med veerne og fik undervejs akupunktur, varmedunk og lattergas. Ingen af delene hjalp mig særlig godt. Jeg begyndte at tale om epidural. Det var som udgangspunkt ikke mit ønske at få en epidural, men jeg havde jo heller ikke regnet med at have veer i flere døgn! Efter en snak frem og tilbage om fordele og ulemper, blev jeg ret hurtigt enig med mig selv om at en epidural var løsningen for mig.

Nøj, hvor var det en god beslutning! Jeg fik den anlagt ved 2-tiden og set i lyset af at Linus først kom til verden 7.44, var det en god investering at få de timer med mere ro på min udmattede krop. Da den virkede, fik jeg serveret ristet brød og saftevand - jeg kunne endelig mærke hvor sulten jeg egentlig var! Anton fik blundesovet i sin stol og jeg fik også hvilet/halvsovet et par timer.

Som forventelig følge af epiduralen gik veerne lidt i stå, så der blev anlagt vestimulerende drop. Hen mod den tidlige morgenstund begyndte jeg at kunne mærke veer igen - jeg arbejdede mig stadig langsomt, men dog sikkert hen mod pressefasen. Epiduralen virkede bedst i venstre side, for i lænden og i lysken på højre side fik jeg kraftige smerter, som blev lindret med steriltvandspapler. Genial opfindelse - helt uden kemi.

Jordemoderen bad mig nu om at prøve at presse, når der kom en ve, selvom pressetrangen ikke rigtig var tilstede endnu. Jeg gjorde det godt (sagde hun!) men barnet rykkede sig ikke en tomme, når jeg pressede og det gjorde hende mistænksom. Hun mente at barnet måske ikke havde roteret rigtig rundt i bækkenet og hvis det var tilfældet, ville nødudgangen komme på tale. Hun tilkaldte en jordemoderkollega for en second opinion. Hun var enig. De tilkaldte en fødselslæge for en third opinion. Hun var også enig. Til slut scannede de mig for at være stensikre. Ganske rigtigt - han stod så forkert som han kunne med såkaldt høj lige stand og kiggende frem og stedet for bagud. Der var ingen anden udvej end akut kejsersnit.

Så gik det stærkt, men dog ikke stærkede end at de fortalte os detaljeret om hvad der ville ske, hvem der ville være tilstede på operationsstuen (og det er mange mennesker) og i det hele taget var stemningen helt afslappet - selvfølgelig fordi barnet havde det helt fint stadigvæk.

Jeg blev ked af det, da jeg indså at at jeg ikke skulle føde vaginalt. Det var jo trods alt det jeg havde håbet på at gøre. Men jeg blev ikke ude af den - jeg tror bare jeg fulgte med strømmen og tog tingene som de kom. Det vigtigste var jo ligesom bare at få den unge ud i god behold! Anton tog det også roligt og mens jeg blev kørt til operationstuen, blev han behørigt klædt på i hospitalstøj. Jeg var så klar i hovedet, at jeg mindede ham om at tage sin sweater af, da jeg ved af erfaring hvor varmt det er få scrub suit på.

På operationsstuen gik det slag i slag. Jeg fik kvalme og havde det lidt dårligt til at starte med, men mit blodtryk var fint, så det var nok mere en generel reaktion på det hele. Anton sad ved siden af mig og holdt mig i hånden og jeg spurgte om vi måtte tage billeder af selve kejsersnittet (jeg er jo nysgerrig af helveds til med den slags!) Personalet overtog kameraet og jeg har blandt andet fået et rigtig fint billede af Linus, da han lige er blevet løftet ud af min mave kl. 7.44. Det er jeg glad for - når nu jeg lå der bag et forhæng mens det stod på.

Kort efter hørte jeg et ordentligt vræl og Linus var kommet hen pÃ¥ bordet, der var omgivet af børnelægen, to jordemødre og mÃ¥ske nogle flere personer? Jeg kunne ikke følge med i det hele, men Anton stod der selvfølgelig og tog billeder og sÃ¥ glad ud. De fortalte hvor fin og perfekt han var og at han havde skidt med det samme han kom op pÃ¥ bordet. Det kære barn fik da ogsÃ¥ sine fulde 10 point pÃ¥ Apgar-scoren. Jeg kan huske at Anton og jeg havde øjenkontakt og smilede til hinanden. Samtidig var jeg ved at falde i søvn og havde træthedstics ved øjnene og jeg kan huske at jeg tænkte:  “Nu er mit barn endelig kommet og sÃ¥ er jeg fandme ved at falde i søvn!”

Sekundet efter kiggede jeg pÃ¥ Anton igen og sÃ¥ at han var bleg som lagen! En fra personalet havde ogsÃ¥ set det og spurgte om han havde det godt. “Jaja, jeg er bare lidt svimmel” svarede han og i det samme flakkede hans øjne og han faldt om i sin fulde længde pÃ¥ gulvet! Jeg lÃ¥ jo ligesom stadigvæk pÃ¥ operationsbordet, men heldigvis nÃ¥ede nogle af alle de mange, mange mennesker i rummet at gribe ham halvt om halvt.

Okay, her lå vi så! Moderen var ved at falde i søvn af træthed og faderen var gået ud som et lys! Et kønt forældrepar! Hvad der helt præcist foregik henne ved Anton kunne jeg selvsagt ikke følge med i, men de fik da anlagt et drop på ham, så han fik noget væske og så overtog de kameraet igen. Personalet har både taget billeder af Anton på gulvet (de morede sig bare en lille bitte smule :-) og naturligvis en hel masse af Linus, som i mellemtiden var blevet pakket ind og blev vist frem til mig, som jo desværre ikke kunne tage imod ham.

Da jeg var blevet lappet sammen - hvilket var en kompliceret omgang fordi min moderkage drillede og jeg mistede 2 liter blod - blev der bestilt to senge: én til mig og én til Anton, som stadig ikke var på benene. Han var rigtig dårlig med svimmelhed, kvalme og lysfølsomhed - altsammen fremkaldt af manglende søvn, mad og lettelse over hele situationen (det var ikke pga. blod, operation og den slags).

Vi blev dermed begge kørt til opvågningen, hvor vi lå ved siden af hinanden. Anton var ukontaktbar, men jeg var vågen (i hovedet - ikke i min underkrop), men jeg kunne stadig ikke tage imod mit barn! Jeg fik nemlig meget voldsomme kulderystelser i hele kroppen, som jeg ikke kunne styre - en almindelig postoperativ reaktion. Jordemoderen gik rundt med Linus så jeg kunne se ham og fortalte hvordan han ivrigt suttede på hendes finger og jeg kunne kun ligge passivt under mit varmetæppe! DET var frustrerende. De gav mig noget medicin mod rystelserne af to omgange. Det var lidt tid om at virke, men endelig! Endelig blev min krop rolig og jeg kunne tage imod Linus. Anton lå stadig sovende hen ved siden af, så jeg kunne ikke engang dele øjeblikket, da drengen kom op til mit bryst og begyndte at sutte med det samme.

Vi lå på opvågningen hele formiddagen. Jeg fik målt blodtryk og overvåget i det hele taget og langsomt vendte følelsen tilbage i benene. Anton begyndte også at være lidt vågen, men var dog stadig rigtig dårligt tilpas. Da vi endelig var klar til at blive flyttet, havde de problemer med at skaffe to portører, da der jo var brug for at fragte både mig og Anton liggende.

Da vi langt om længe kom op på barselsafsnittet, ville sygeplejersken på den afdeling ikke høre tale om at få Anton ind på stuen i hans tilstand. Hun sendte ham (stadig liggende) direkte ned på skadestuen med henblik på at blive undersøgt for hjernerystelse. Jeg havde Linus i min favn - han var faldet i en dyb søvn ovenpå strabadserne. Alle vores ting lå nede på fødegangen inklusiv min telefon, så da jeg endelig var klar til meddele den bekymrede omverden at nu var alt overstået og trods alt gået godt, kunne jeg ikke!

Anton var på skadestuen et par timer, men da han kom tilbage på barselstuen, var det heldigvis gående. Han havde det bedre og han havde ikke fået hjernerystelse. Han var lige akkurat frisk nok til at han kunne gå ned på fødegangen og hente vores ting. Endelig, endelig endelig - tirsdag eftermiddag ved 14-15-tiden kunne vi tage hul på livet med Linus som en samlet familie.

Allerede i besøgstiden samme aften kom den nærmeste familie. Anton havde det stadig småskidt og jeg var totalt og aldeles ved siden af mig selv. Når jeg snakkede, føltes det præcis som om det var en person ved siden af mig, der snakkede for mig. Jeg har aldrig været så udmattet i mit liv og samtidig var jeg vel påvirket af alle de stoffer, som var pumpet i mig de seneste døgn. Set retrospektivt skulle der kun have været et par stykker på besøg og ikke en mindre flok på en lille stue, men det er jo også svært at ekskludere nogen, når der er tre sæt bedsteforældre. Dagen efter havde vi igen besøg af et par stykker fra familien, men da kunne jeg bedre overskue det - dels fordi jeg havde fået sovet, dels fordi det ikke var så mange.

Torsdag kl. 12 havde vi tid til PKU og høreundersøgelse og kl. 13 blev vi udskrevet og tog bussen hjem med barnevogn og en Linus, som lå vågen og stille næsten hele vejen hjem.

Ja, det var så fødselsberetningen. Det er vigtigt for mig at huske hvad der skete. Nu ved jeg at det står skrevet her.

Det var hårdt. Meget hårdt. Men jeg synes selv at jeg har klaret det hele i stiv arm. Det synes Anton og jordemoderen også. Jeg er ikke bitter. Jeg er tværtimod glad for at jeg trods alt fik det lange ve-forløb op til kejsersnittet og var så tæt på vaginal fødsel, som man næsten kan være. Det betyder at jeg ikke føler mig så snydt for en almindelig fødsel, som jeg ville have følt, hvis man hurtigt havde fundet ud af, at det skulle ende med kejsersnit.

Og den gode nyhed er, at jeg ved en eventuel næste gang er at betragte som andengangsfødende, fordi min krop har været næsten det hele igennem. Det tæller altsammen.

Dette indlæg blev postet 17. March 2009 kl. 12:19 og er arkiveret i Baby, Gravid, Mig. Tilmeld kommentarspor på RSS 2.0. Giv lyd fra dig eller trackback fra dit eget site.