VetRan

Linus har i de første 9 måneder af sit liv været mirakuløst forskånet for sygdom.

Det måtte jo have en ende og i går, da han var kommet i seng, vågnede han kort efter med et akut og temmelig voldsomt sælhunde-hosteanfald. Han var ret åndedrætsbesværet. Jeg mente jo, at kunne huske noget om sælhunde og søløver i børnesygdomsbogen og alt passede på en prik på falsk strubehoste - og den har nemlig oftest et fredeligt forløb. Derfor var jeg helt rolig da jeg ringede til vagtlægen. Jeg var også helt rolig, da han efter at have lyttet til Linus´ vejrtrækning gennem telefonen, ikke tøvede med at sende en læge ud for at tjekke ham. Jeg var også helt rolig, da han sagde at vi skulle ringe 112 hvis der opstod den mindste forværring.

Det blev heldigvis ikke aktuelt. Den ordinerede kolde luft (jeg tror at Vesterbros samlede bestand af pingviner flyttede ind i vores stue i går aftes) og det at sidde op hjalp utrolig meget, og da lægen ankom, var han så frisk at han smilede da hun satte stetoskopet på hans bryst. Hun var ikke bekymret, bekræftede diagnosen og gentog at vi ikke skulle tøve med at ringe efter ambulance ved forværring.

Vi flyttede hans seng ind i vores soveværelse, for at kunne lytte efter ham. Det kunne vi dog have sparet os, for ganske hurtigt fandt vi ud af at han KUN kunne sove mellem os i dobbeltsengen stablet op med en pude og kun i intervaller af højst 3 kvarter før sælhunden gøede (og græd) løs igen. Det var rigtig hårdt for os alle. Jeg undrer mig over, at jeg efter en lang skoledag, stadig hænger sammen nu. Men vi har jo generelt fået vores nattesøvn i vid udstrækning siden han blev født, så vi har vist ikke rigtig kredit til at beklage os over en enkelt totalt elendig nat ;-)

Jeg synes, der er bedring. Han slimer stadig og hoster og er hæs. Han sover ikke så godt, men bedre end i går. Jeg regner naivt med en bedre nat i nat.

Det er så synd for ham. Og hans forældre. Men det er altså også en lille smule sødt med et sygt barn. For en gangs skyld gider han sidde helt stille på skødet af én og han kan falde i søvn i mine arme (har han aldrig kunne før - ikke engang som spæd). I eftermiddag lå jeg to timer sammen med ham inde i sengen - han sov i arm med mig og jeg fik ikke lukket et øje pga. den forvredne armstilling samt hans højlydte vejrtrækning. Men hyggeligt var det nu alligevel med den lille varme, tryghedssøgende bylt.

Dette indlæg blev postet 9. December 2009 kl. 22:20 og er arkiveret i Linus. Tilmeld kommentarspor på RSS 2.0. Giv lyd fra dig eller trackback fra dit eget site.