Reaktion mod mor
Pædagogerne siger, at Linus er det mest cool barn de har mødt. Nu er det hverdag - han har været i vuggestue i går og i dag fra 8.45-15.15. Det er så korte dage, som det kan lade sig gøre for os pt. Alle meldinger er positive - han hygger sig, spiser, sover, leger og er ikke spor ked af det.
Men så cool kan man selvfølgelig ikke ubetinget være når man bare er en lille trold på 14 måneder. I går og i dag har han reageret overfor mig. Det dér vuggestue var altså ikke bare noget vi besøgte for sjov i sidste uge - det var sandelig noget der vendte tilbage efter weekenden!
Anton afleverer om morgenen og jeg henter om eftermiddagen. I går da jeg hentede Linus, var han glad da jeg kom og pludrede hele vejen hjem - som om han fortalte mig om sine oplevelser. Ikke såsnart vi var indenfor døren (jeg mener - jakken nåede ikke engang at komme af), så brød helvede løs og jeg stod med et styks komplet umulig dreng resten af aftenen.
SÃ¥ ville han op. Nej, sÃ¥ vred han sig og ville ned. Men nej, sÃ¥ ville han op igen. SÃ¥ ville han have sut. Nej, sÃ¥ blev sutten kylet af HT. SÃ¥ ville han kigge i en bog. Men nej, sÃ¥ var det absolut den forkerte bog. SÃ¥ var han sulten. Men nej, sÃ¥ gad han da sandelig ikke spise….hyl og grÃ¥d og frustrationer i lange baner. Det hjalp da Anton kom hjem og jeg lagde mig ind i soveværelset for at dampe lidt af. Linus blev i vældig fint humør, sÃ¥ snart Anton overtog.
I morges gentog det samme sig. Hvis jeg var i syne - så var der gråd og hyl. Han ville kun være hos mig, men samtidig kunne jeg ikke trøste ham. Da jeg tog i skole, gik det over.
Da jeg hentede ham i dag i vuggestuen, fik han helt tilfældigt øje pÃ¥ mig gennem ruden ud til garderoben mens jeg tog blÃ¥ futter pÃ¥. SÃ¥ startede sirenen. Ja, sÃ¥ opdagede pædagogerne da at han godt kan græde…Ingen verdens ting havde der været i vejen indtil det sekund han fik øje pÃ¥ mig. Vel hjemme igen (efter samme glade pludring pÃ¥ hjemvejen) puttede jeg med ham i dobbeltsengen - tænkte at det var dét han allermest havde brug for. Det nød han, men sove kunne der ikke være tale om. Det var som om, der var tankemylder bag den bløde pande.
Reageret bliver der og det ville da også være unaturligt andet. Jeg synes han er sej og selvsikker, at han kan kapere alt det nye mens det står på, men ser det som et godt sundhedstegn at han må overgive sig til følelserne, når han er genforenet med mig, som alt andet lige er det mest trygge i hans verden.
Lige nu sidder jeg bare med et dilemma. Den Moderne Forældres DilemmaTM. I morgen kan jeg vælge at skippe histologi og hente ham kl. 14 lige efter hans middagslur. Eller jeg kan vælge at gå til histologiundervisningen, som har uendelig stor betydning for eksamen om en måned, og som det er praktisk talt umuligt at læse op på egen hånd. Jeg har SÅ meget brug for at komme til den undervisning - men det vil betyde at jeg først kan hente Linus kl. 16.15. Det er jo næsten ikke til at bære.
Endnu et eksempel på at det ikke nødvendigvis er så fleksibelt at være studerende og mor. På et job kan man flexe, afspadsere og holde feriefri - på et studie har man kun én chance for at være med til værdifuld undervisning.
May 12th, 2010 at 5:19
Jeg passer selv små børn til daglig, og jeg tror ikke det vil gøre den store forskel at hente Linus-barnet lige efter middagssøvnen. De fleste børn jeg kender, bliver forvirrede hvis de bliver hentet lige efter de har sovet. Jeg tror det er bedst for alle parter at få en daglig rutine/rytme igang. Det er dét børnene har det bedst med.
Og de har ingen tidsfornemmelse, sÃ¥ om du henter ham kl 15 eller 16, det kan han ikke mærke. Det er kun din samvittighed der er mærket af det, men tro mig, jeg kender følelsen af at være nødt til at hente sit barn “sent”. Det gør ufatteligt ondt, langt ind i moderhjertet.
May 12th, 2010 at 7:03
Tak for dit input, Heidi! Det lyder fornuftigt, det du siger. Men ja - tidssamvittigheden kommer vi forældre nok aldrig helt til at slippe.
May 12th, 2010 at 8:11
Jeg synes ogsÃ¥ du skal tage undervisningen, for jeg tror heller ikke at kan mærke den time…
May 15th, 2010 at 22:20
Nemlig, han kender ikke klokken søde Randi:-)
Og så må jeg lige tilføje, at vi som arbejdende forældre bestemt ikke bare har mulighed for at flexe, afspadsere eller holde feriefri, vi har mindst lige så meget dårlig samvittighed / frustrationer i massevis. Det hele har fordele og ulemper, men det er ikke altid lettere at arbejde.
I vores tilfælde er det så blot heldigt, at Nora er så vildt glad for sin børnehave, men stadig har jeg det skidt med, at hun altid hentes sent - også selvom jeg er på barsel - for under min barsel og pt. prioriterer jeg Albert og kan ikke håndtere dem sammen, da Nora ofte bliver fræk og afreagerer overfor mig, fx ved at lave ballade og narrestreger, rav i den osv.
Når Albert er blevet lidt ældre, og Nora lidt mindre i selvstændighedsalderen og dermed mere rolig, vil jeg da helt klart forsøge at hente hende lidt før, hvis hun altså ønsker det:-)
Husk, du gør dit bedste, for at få familiepuslespillet til at gå op, og det er stort set aldrig let.
May 16th, 2010 at 19:40
Det er rigtigt at han ikke kender klokken og jeg er helt enig i at det er en god idé at gøre dagene så ens som muligt. Jeg synes dog også at det har værdi, især når han stadig er i indkøringsfasen at nå at få et par timers rolig eftermiddag sammen inden det gør løs med ulvetime, stress og madlavning. Jeg vil gøre meget for at prioritere daglig kvalitetstid med Linus - også for min egen skyld ;-)
Grith - jeg mente selvfølgelig ikke at arbejdende altid har mulighed for at flexe osv. - afhænger selvfølgelig også af ens job :-) Men under en indkøringsperiode, vil man oftere have mulighed for at tage lidt mere fri i forhold til et komplet rigidt skema.
Men nej, alle med børn kan vist lynhurtigt blive enige om at den moderne hverdag i den grad er et puslespil som ofte giver hovedbrud. Man må bare prøve at indrette sig godt som muligt med de muligheder man har.
May 25th, 2010 at 13:10
Den der med tidssamvittigheden er rædsom. Jeg vil dog pÃ¥stÃ¥, at nok kender barnet ikke klokken - men… det kan GODT mærke forskel. Det er jeg helt sikker pÃ¥. Jeg har ikke tal pÃ¥, hvor mange gange jeg har skippet det ene eller det andet for at piske hjem og hente Theo - hæhæ samvittigheden var nok blevet hærdet, da Cath kom til… for dér har jeg bemærket, at jeg ikke havde nær sÃ¥ dÃ¥rlig samvittighed. Jeg lærte at tænke, fedt nok, sÃ¥ kan han jo lege med de andre sÃ¥ længe. Og sÃ¥ gjorde jeg i øvrigt som du - puttede ekstra med barnet. Det kan klart anbefales :D
Jeg tænkte på, når du nu henter ham, så kunne du jo fx have en lille æske rosiner med til ham, som han kan sidde og hygge sig med, mens I triller hjemad - for jeg læste lige et eller andet i Mango eller hvad det hedder, det der blad fra Netto. Det var en artikel om ulvetimen, hvor det faktisk bare sker, fordi børn er sultne. Jeg har ikke haft sådan nogen ulvetimer, men måske er det fordi de bare får lov at spise noget, når vi kommer hjem. Det har jeg gjort helt fra de var små af, og de spiser fint nok til aften alligevel :P
Men stakkels dig, jeg har sÃ¥ ondt af dig og føler med dig.. for det er ligegodt ikke nemt med den samvittighed. Den kan jeg jo desværre stadig huske, alt for godt. Og for nu at være ærlig, nok er den hærdet - men jeg bliver aldrig helt hÃ¥rd. Fx i dag skal de BARE ikke hentes senere end kl. 16, hvis jeg kan blive fri… selv om ihvertfald Theo er ligeglad, han gÃ¥r bare hjem til en kammerat…. tsk.. tsk… :D
May 25th, 2010 at 22:01
Anja, heldigvis var det kun et par dage, hvor Linus afreagerede mod sin onde mor som havde hittet på at putte ham i vuggestue. Alle andre dage har han været glad og fro ved aflevering og afhentning og pædagogerne synes han er topsej og har haft en rigtig god start.
Helt sikkert en god plan, det der med at få lidt at spise sidst på eftermiddagen - det praktiserer jeg også. Det er da klart at man ikke kan være i godt humør, når man har lavt blodsukker - jeg kan ihvertfald ikke ;-)
Alligevel kan eftermiddagen være svær, fordi Anton kommer sÃ¥ sent hjem fra arbejde (18-18.30), og Linus har helt klart brug for hygge og tryghed pÃ¥ det tidspunkt og det er jo ikke helt nemt at give samtidig med at man skal kokkerere og være praktisk og han endnu ikke er stor nok til at “hjælpe” med i køkkenet. Men jeg skal jo ogsÃ¥ lige vænne mig til at fÃ¥ de nye rutiner optimeret :-)
May 26th, 2010 at 5:47
Mht ulvetimen, så er det en supergod idé at spise aftensmad kl 17, hvis det kan lade sig gøre, for så når børnene ikke at blvie så sultne at de er ved at flå alt fra hinanden i raseri. Og det handler også meget om forberedelse. Lav mad til flere dage, så det er nemt at varme. Min erfaring er i hvert fald, at jo mere man kan forberede i forvejen, jo nemmere er det hele.
May 26th, 2010 at 19:22
Heidi - Linus og jeg spiser ofte allerede kl 17, senest 17.30. Det er ærgeligt at det betyder at vi ikke kan spise sammen hele familien, men at foretrække frem for sult-hysteri ;-)
Men det der med at være på forkant med indkøb og madlavning - det er jeg ikke så god til! Helt klart et punkt som fortjener forbedring!