VetRan

Jeg fik mig en grim forskrækkelse i søndags.

Helt normal dag, Barkas havde været ude og gå som sædvanligt om eftermiddagen, spiste som normalt, intet unormalt. Søndag aften strejfer det mig et øjeblik, at det egentlig er mærkeligt at Barkas ikke selv havde været henne og bede om at komme ud på aftentur. Det plejer han nok at gøre. Kl. 21.15 beslutter jeg at det må være på tide med en aftentur og henter sko og snor. Barkas ligger bare på tæppet i stuen og kigger på mig. Jeg går ud i gangen og kalder på ham. Han bliver liggende. Dér ved jeg at den er HELT gal.

Han kan ikke rejse sig. Hele bagkroppen er sat ud af spil. Han klager sig ikke, men lider uden tvivl. Høj respiration, urolig, men kan kun ligge stille. Jeg ringede til skadestuen på universitetet (der hvor han normalt kommer) og dyrlægen sagde at det kunne være en blodprop. Jeg tænkte selv noget lignende men anede faktisk ikke mine levende råd (der er en grund til at jeg ikke skal være smådyrdyrlæge ;-). På skadestuen stod hun med en meget dårlig hund, så hvis vi tog derind ville hun ikke have meget tid til Barkas. Så vi tog på Københavns Dyrehospital i stedet for.

Eller det vil sige - først ventede vi en time på at mine forældre skulle komme - for hvordan skulle jeg lige selv bære 35 kg hund ud og ind af en taxa? - Anton blev jo nødt til at blive hjemme hos Linus. Mine forældre var så længe undervejs (det burde have taget en halv time) fordi der for FØRSTE GANG NOGENSINDE, som jeg kan huske i hvert fald ikke var strøm på bilen. Det sker aldrig for dem - men selvfølgelig når man akut skal bruge dem. Hurra for deres hjælpsomme genbo med startkabler!

På dyrehospitalet stillede dyrlægen diagnosen i løbet af nul komma fem. Akut, aseptisk ledbetændelse. En immunmedieret reaktion, som man ikke ved hvorfor opstår, men som nemt kan behandles med binyrebarkhormon og selvfølgelig smertestillende. Det var så ikke lige noget jeg selv var kommet i tanke om (og altså heller ikke dyrlæge nr.1 i telefonen), men det var jo en fantastisk nyhed, for pludselig var prognosen jo god! Jeg havde helt klart forventet det værste og var indstillet på at det måske var farvel.

Barkas blev natten over på hospitalet til behandling og overvågning. Da jeg hentede ham mandag eftermiddag, var han på benene, men noget svag i koderne, om jeg så må sige (faktisk var det haserne, der var angrebet). Siden mandag er det støt gået stille og roligt fremad, men han vil stadig kun gå korte ture. Han trækker mig hjem efter højst 5 minutter - så trods Fentanyl-plaster i 4 dage, som er meget kraftigt smertestillende, han har altså lidt ondt alligevel. Jeg trykkede ham forsigtigt på haserne i dag, og han ømmede sig - så jeg er da lidt spændt på hvordan det går når plasteret kommer af i morgen.

Lige nu er det vigtigste at han er her endnu og at han er glad igen.

Søndag aften - Barkas kan ikke rejse sig og vi venter på at mor og far skal komme med bilen

Stakkels vovse.

Mandag eftermiddag - på benene, men ikke godt gående. Piber uafbrudt, kan ikke finde ro, utilpas. Har brug for at blive nurset, men det er svært med en 1-årig i huset.

Installeret i den forbudte sofa, så man kan få mest mulig ro fra ivrigt klappende 1-årig.

Mere barrikade blev nødvendigt for at skærme mod den MEGET ivrige 1-årige. Barkas syntes absolut ikke om kærlige, buttede børnehænder i sin groggy tilstand, hvor han både var påvirket fysisk af den kraftige medicin samt psykisk over opholdet på hospitalet.

Mandag aften slog jeg sofaen ud til dobbeltseng og installerede både mig og Barkas på den. Først dér begyndte Barkas at slappe rigtig af og faldt endelig i søvn og den konstante piben, som vi havde hørt på siden han blev hentet tidligt på eftermiddagen stoppede langt om længe. Han sov som en sten tæt op af mig hele natten.

Glad og alert igen torsdag eftermiddag. Har problemer med at komme af med afføringen (sikkert pga. Fentanylen), men også det går den rigtige vej.

Dette indlæg blev postet 3. June 2010 kl. 21:41 og er arkiveret i Barkas. Tilmeld kommentarspor på RSS 2.0. Giv lyd fra dig eller trackback fra dit eget site.