Reaktion mod mor

11. May 2010, 20:50

Pædagogerne siger, at Linus er det mest cool barn de har mødt. Nu er det hverdag - han har været i vuggestue i går og i dag fra 8.45-15.15. Det er så korte dage, som det kan lade sig gøre for os pt. Alle meldinger er positive - han hygger sig, spiser, sover, leger og er ikke spor ked af det.

Men så cool kan man selvfølgelig ikke ubetinget være når man bare er en lille trold på 14 måneder. I går og i dag har han reageret overfor mig. Det dér vuggestue var altså ikke bare noget vi besøgte for sjov i sidste uge - det var sandelig noget der vendte tilbage efter weekenden!

Anton afleverer om morgenen og jeg henter om eftermiddagen. I går da jeg hentede Linus, var han glad da jeg kom og pludrede hele vejen hjem - som om han fortalte mig om sine oplevelser. Ikke såsnart vi var indenfor døren (jeg mener - jakken nåede ikke engang at komme af), så brød helvede løs og jeg stod med et styks komplet umulig dreng resten af aftenen.

Så ville han op. Nej, så vred han sig og ville ned. Men nej, så ville han op igen. Så ville han have sut. Nej, så blev sutten kylet af HT. Så ville han kigge i en bog. Men nej, så var det absolut den forkerte bog. Så var han sulten. Men nej, så gad han da sandelig ikke spise….hyl og gråd og frustrationer i lange baner. Det hjalp da Anton kom hjem og jeg lagde mig ind i soveværelset for at dampe lidt af. Linus blev i vældig fint humør, så snart Anton overtog.

I morges gentog det samme sig. Hvis jeg var i syne - så var der gråd og hyl. Han ville kun være hos mig, men samtidig kunne jeg ikke trøste ham. Da jeg tog i skole, gik det over.

Da jeg hentede ham i dag i vuggestuen, fik han helt tilfældigt øje på mig gennem ruden ud til garderoben mens jeg tog blå futter på. Så startede sirenen. Ja, så opdagede pædagogerne da at han godt kan græde…Ingen verdens ting havde der været i vejen indtil det sekund han fik øje på mig. Vel hjemme igen (efter samme glade pludring på hjemvejen) puttede jeg med ham i dobbeltsengen - tænkte at det var dét han allermest havde brug for. Det nød han, men sove kunne der ikke være tale om. Det var som om, der var tankemylder bag den bløde pande.

Reageret bliver der og det ville da også være unaturligt andet. Jeg synes han er sej og selvsikker, at han kan kapere alt det nye mens det står på, men ser det som et godt sundhedstegn at han må overgive sig til følelserne, når han er genforenet med mig, som alt andet lige er det mest trygge i hans verden.

Lige nu sidder jeg bare med et dilemma. Den Moderne Forældres DilemmaTM. I morgen kan jeg vælge at skippe histologi og hente ham kl. 14 lige efter hans middagslur. Eller jeg kan vælge at gå til histologiundervisningen, som har uendelig stor betydning for eksamen om en måned, og som det er praktisk talt umuligt at læse op på egen hånd. Jeg har SÅ meget brug for at komme til den undervisning - men det vil betyde at jeg først kan hente Linus kl. 16.15. Det er jo næsten ikke til at bære.

Endnu et eksempel på at det ikke nødvendigvis er så fleksibelt at være studerende og mor. På et job kan man flexe, afspadsere og holde feriefri - på et studie har man kun én chance for at være med til værdifuld undervisning.

Dag tre og fire

6. May 2010, 18:35

Onsdag var det aftalen at jeg skulle hente Linus lidt i 11- dvs. lige før de skulle spise frokost. På det tidspunkt plejer han nemlig at være helt og aldeles grydeklar til at sove.

Da jeg kom, var maden kommet lidt tidligt og han havde virket frisk, så de var begyndt at give ham mad. Så sad han der glad og aldeles ikke søvnig og skovlede boller i karry i sig. Herligt! Efter maden ville han da bare ned og lege på gulvet og det gik der så en halv times tid med, hvor jeg bare sad på sidelinien og ventede på at han skulle gnide øjne. Han hyggede sig stort!

Så i dag, torsdag, hentede Anton ham først efter frokost og han (altså Linus) var i alt 3 timer i vuggestuen. Ingen problemer. Han har ikke klynket en eneste gang i løbet af de første fire dage og han laver spas med pædagogerne. I morgen skal han prøve at sove til middag der. Hvis det fortsætter i denne dur, har han allerede adapteret sin nye rytme med at sove senere end hidtil. Jeg er glad og lidt målløs over at vi har produceret et så selvstændigt barn. Jeg ved selvfølgelig godt at der kan komme en reaktion på alt det nye senere hen, men det er da alt andet lige en fantastisk begyndelse.

Og vi er SÅ glade for endelig at få ham ind i den hverdag, der skal kendetegne vores liv de næste år.

Anden indkøringsdag

4. May 2010, 19:17

Anden dag gik også strygende. Linus var alene i vuggestuen i en time og den tid brugte han på at lege og udforske - og havde ikke været ked af det et eneste øjeblik. Det er herligt.

Hans sovetid ligger lige oveni vuggestuens frokosttid, så det skal med små nøk rykkes i den rigtige retning, så han vænner sig til at spise frokost før han sover og ikke som nu efter. Og så er jeg også lidt spændt på tilvænningen til at sove indendørs i en seng og ikke som nu udendørs i en barnevogn. De har en barnevogn, som kan bruges i overgangsfasen, men de har desværre ikke mulighed for stille børnene udenfor og sove.

I morgen er det min tur igen, hvor Linus skal møde inden kl. 9 så han kan være med til deres morgensamling med frugt og sang.

Første indkøringsdag i vuggestuen

3. May 2010, 20:52

Så så man lige Linus have sit første besøg i vuggestuen (udover to rundvisninger på armen).

Og så så man lige drengen lege med pædagogen, spise banan, tage biler fra pigerne og kravle op på møblerne.

Alt sammen med store tænksomme og udforskende øjne. Ingen store smil, men heller ingen ked-af-det-hed. Han ville først op til mig, da vi havde været der halvanden time og han var ved at dejse om af træthed, fordi det var midt i hans normale sovetidspunkt. Jeg synes, han er en psykisk stærk lille gut.

Spændende bliver det selvfølgelig i morgen, hvor han skal prøve at være alene. Det er Anton der er på og de skal også prøve at spise frokost der.

Jeg har haft travlt med at supplere hans garderobe med sidste nødvendigheder samt skrive navn i tøj. Velkommen til institutionslivet!

Den anden første maj

1. May 2010, 20:35

Det var jo planen at vi ikke ville snyde Linus for sit livs anden 1. maj i Fælledparken. Sidste år gik jo forrygende.

Men helt ærligt - familielavpraktikken sejrede denne gang. Vi havde brug for tage ud og se på klapvogn samt gøre diverse indkøb til Linus´ garderobe så han er klar til vuggestue. Vi havde brug for at få købt ind, så køleskabet ikke runger. Vi havde brug for at samle kræfter til og foretage en masse forberedelser til morgendagens heldagsudflugt til konfirmation i Århus. Sammenholdt med at 1. maj i Fælledparken med en 14 måneders raketmotor bare slet ikke ville blive “høre taler/hygge på tæppe med venner” men derimod “løben efter raketten/forbande larmen når han skal sove”, så blev vi sgu bare familiekedelige.

Så ingen kampdagsbilleder - men blot et hverdagssnapshot af Gule Fugl og Linus der spiser morgenmad.

gulefuglmorgemad.JPG

Levering fra Årstiderne

26. April 2010, 20:10

aarstiderne.jpg

Det går fint, men det tærer

26. April 2010, 20:01

Så fik jeg afsluttet det sidste indlæg med at skrive at det går fint med at være studerende og småbørnsmor. Og det gør det jo også sådan helt overordnet.

Men når folk siger at det er så fantastisk at få børn mens de studerer, så tror jeg helt ærligt ikke at de refererer til kandidatdelen af dyrlægeuddannelsen. Det er faktisk utrolig krævende at få det til at hænge sammen. Der er undervisning fuldtid, en del af det er obligatorisk, og den undervisning som ikke er obligatorisk er af en så høj kvalitet, at jeg ikke har lyst til at undvære. Desuden er det guld værd af hensyn til den eksamenslæsning, man aldrig har tid til, at have været til undervisningen.

Mens Anton var på barsel gik det ret udmærket. Dengang led Linus ikke nogen større afsavn, for han fik så meget forældretryghed generelt, at det ikke betød det helt store, når jeg trak mig ud af familien for at læse. Nu hvor Anton er på arbejde igen, er det svært og jeg mærker at Linus lider afsavn. Og jeg lider i allerhøjeste grad afsavn: dels ved at måtte lade Linus passe af flere forskellige og ofte, dels ved den utilfredsstillelse det er aldrig at have tid til at fordybe sig i sit pensum.

Vi har jo de pragtfulde bedsteforældre. 3 styk står på spring på skift til at hjælpe indtil Linus starter i vuggestue d. 3 maj. Det er en gave at have den hjælp og de er meget fleksible allesammen. Vi er meget priviligerede på det punkt og Linus elsker dem alle 3 højt og er altid glad i deres selskab.

Men det er altså hårdt for os allesammen alligevel. Efter en lille måned hvor Linus er blevet passet på skift i hverdagene og oven i købet også er blevet passet i nogle weekender af hensyn til at få vores jobs og eksamenslæsning til at gå op i en højere enhed, er jeg ved at være kørt træt af det. Jeg trænger til en fast hverdag, hvor vuggestuen er Linus´ faste holdepunkt udover hjemmet og hvor jeg kan være i mit eget hjem uden at føle at jeg er gæst i en dagpleje. Linus er også begyndt at trænge. Han trænger til at vide hvordan dagene former sig langt de fleste gange, fremfor at blive passet ude og hjemme på skift og af forskellige på skift.

Det har været den bedste løsning - og helt sikkert er det, at tætte, uerstattelige bånd er blevet knyttet mellem Linus og bedsteforældre, men vi skal være glade for at den midlertidige løsning snart kan ophøre. Det vil give mig ro, både på studieplan og morplan.

Jeg var til forældremøde i vuggestuen for halvanden uge siden. Jeg kan utrolig godt lide stedet og pædagogerne og glæder mig virkelig til det nye liv. Så er det bare om at krydse alt som krydses kan for at Linus også vil synes om det!

Det går jo fint

26. April 2010, 19:35

Så kan jeg trække vejret igen.

Endnu en eksamen bestået i dag - Forsøgsdyrskursus kategori C. Helt kort fortalt, så er det jo sådan at i kraft af min gamle uddannelse som dyrepasser med speciale i forsøgsdyr, havde jeg et kategori B-kursus, som giver lov til udføre procedurer i forbindelse med forsøg under en tilladelsesindehavers ansvar. Kategori C-kurset giver mig licens til at selv at være dyreforsøgstilladelsesindehaver (for man skal jo ansøge om tilladelse til at udføre dyreforsøg i Rådet for Dyreforsøg og tilladelsen kan kun gives til folk med relevant kandidatuddannelse samt et forsøgsdyrskursus kategori C).

Anyway - så havde jeg jo noget faglig stolthed på spil op til denne eksamen. For det er klart at der er en hel masse overlap mellem B og C-kurset, da C jo er en udbygning af B. Men der var alligevel en del gammelt stof jeg lige blev nødt til at repetere - plus det nye stof (som især var statistik, dyberegående viden om smertebehandling og anæstesi osv.)

Det gik selvfølgelig fint. Som Anton også sagde det ville. Men det er sgu umuligt ikke at blive nervøs over en mundtlig eksamen i noget, som man har en faglighed indenfor, men som samtidig ligger en del år tilbage.

Mens jeg er ved at blære mig, så fik jeg forresten 12 for den skriftlige opgave i biomedicin, som jeg omtalte for en måneds tid siden. Arh, men altså - det går sgu da meget godt med at være kandidatstuderende og mor til 14 måneders dreng uden vuggestue (endnu).

YES!

24. March 2010, 16:36

Verdens bedste brev kom i dag.

Linus har fået vuggestueplads i den institution vi ønskede os mest pr. 1. maj!!! Kun 2 måneder over behovsdato.

Anton starter på arbejde efter påske, og så hjælper bedsteforældrene til med pasning april ud. De første uger i maj må Anton og jeg få til at hænge sammen på en eller anden måde med at holde fri og tage ferie til indkøringen.

Statistikken i mødregruppen er nu at to af os har fået plads pr. henholdsvis april og maj - de andre to har fået at vide at de tidligst får en plads til juni. Endnu værre ser det ud for min bror og svigerinde på Østerbro. Deres dreng er 1½ måned ældre end Linus, de havde behovsdato flere måneder før os og de får tidligst en plads til juni! Til den tid er Lille Fætter 16-17 mdr. Den er altså helt gal i Københavns Kommune…

Men nu er vi i det mindste glade herhjemme.

Gå væk, virus!

23. March 2010, 15:44

Jeg skrev eksamensopgave i biomedicin sidste uge. En ugeopgave af den slags, hvor man får udleveret opgaven mandag morgen og skal aflevere 8-10 sider fredag kl. 12. Den type opgave har vi aldrig haft på studiet før og du godeste, hvor er det ærgeligt! Jeg synes at det er en genial måde at arbejde på og jeg lærer så sindssygt meget mere af at få nogle dage til at skrive om et eller flere emner i dybden fremfor det hovedløse eksamensterperi, som er glemt i samme øjeblik man træder ud fra eksamenslokalet.

10 minutter før jeg afleverede (elektronisk), blev jeg akut syg. Svimmel, kvalme, vanvittig træt. Jeg tilskrev det selvfølgelig først bare udmattelse ovenpå en kraftpræstation med for lidt søvn. Men så kom feberen. De ømme muskler. Diarréen. Madleden. Den evige træthed, trods søvn, søvn, søvn. Jo tak!

Og det gik weekenden og mandagen så med. I dag har jeg det bedre, men i nat tog Linus så over. Diarré og opkast, feber, ingen appetit, slatten.  Det er ikke så tit man ser Anton vaske gulv klokken 4 om natten…og jeg har ihvertfald aldrig set en af de nymodens supersugerbleer være så væskespændt, at det plaskede ud af den…

Nok om ulæks detaljer - jeg nærmest bare venter på at Anton bliver syg også - men håbet er jo lysegrønt, ik?

Det værste er selvfølgelig at den lille stakkels dreng er så dårlig. Men det absolut næstværste er at der startede et meget vigtigt og kæmpefedt forsøgsdyrskursus i går, som jeg har set frem til så godt som hele studietiden. Og at der er max. 20% fravær til øvelserne og ved at være syg i dag og i går har jeg allerede været væk 50%…

Fuckinglorteinfluenza.